Bioenergi skal frem for alt være bæredygtig – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > Bioenergi skal frem for

28. januar 2013

Bioenergi skal frem for alt være bæredygtig

Af Rikke Bagger Jørgensen, seniorforsker, DTU; Jørgen E. Olesen, professor, AU;
Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

(Trykt i Politiken - Kronikken - 28. januar 2013)

Der har i dette efterår været en livlig debat om bioenergi, hvor indbyrdes modstridende fakta og synspunkter ryger gennem luften, og for almindelige avislæsere er det vanskeligt at gennemskue, hvem der har ret.

Er biobrændstoffer klimavenlige og uundværlige til at sikre den nødvendige omstilling fra fossile brændstoffer til bæredygtige alternativer, sådan som nogle debattører, primært fra industri og landbrug, hævder?

Eller er produktion af bioenergi dybt problematisk, fordi det tager maden ud ad munden på verdens fattigste og desuden fører til fældning af regnskove og dermed belaster klimaet, som debattører fra natur- og nødhjælpsorganisationer fremfører?

For at finde et svar på dette spørgsmål er det nødvendigt at se på den kontekst, som biobrændselsdiskussionen foregår i. De fleste af verdens ledende politikere har i de seneste år argumenteret for, at vi skal undgå temperaturstigninger på mere end 2 grader over førindustrielt niveau. De samme politikere har til gengæld gjort meget lidt for at begrænse udledningerne. I virkeligheden er vinduet for handling nu meget smalt. Det Internationale Energiagentur har beregnet, at det i 2017 vil være for sent at undgå temperaturstigninger over 2 grader. På det tidspunkt vil man i de forskellige lande have investeret endnu mere i energiteknologier baseret på fossile brændsler, hvilket gør den nødvendige reduktion af dem usandsynlig.

Hvis vi vil gøre os håb om, at undgå katastrofale klimaforandringer, kommer vi næppe uden om at anvende bioenergi og samtidig sænke samfundets energiforbrug gennem adfærdsændringer. Skal bioenergi give mening er det derfor afgørende, at vi vælger de typer af bioenergi, som reelt har en positiv klimaeffekt.

For bioenergi er ikke én ting. Der findes mange typer af bioenergi, såvel eksisterende såkaldte 1. generations biobrændsler som 2. generationsteknologier, der stadig er under udvikling, og de har indbyrdes forskellige klimaaftryk og jordforbrug. Så en del af debattørernes uenighed skyldes, at de vælger at basere deres argumenter på enten den ene eller den anden type.

Det er i reglen sådan, at de typer af bioenergi, der baserer sig direkte på fødevare¬afgrøder, er de økonomisk set mest konkurrencedygtige med den nuværende teknologi. Det samme gælder mange typer af importeret biomasse, som meget vel kan være frembragt på bekostning af fødevareproduktion eller skov, som er fældet for at skaffe plads til energiafgrøderne. Men disse typer bioenergi har ofte lille eller måske direkte negativ klimagevinst, fordi produktionen af biomassen kræver energi eller frigiver mere CO2 og andre drivhusgasser, end de nye afgrøder kan optage.

De typer, der har en positiv klimaeffekt, kan være 2. generationsteknologier baseret på de dele af planten, der ikke er egnet som fødevare, eller på affald fra landbrug eller husholdninger. Men der findes også ikke-spiselige energiafgrøder, fx energipil, som har en gavnlige klimaeffekt, hvis de afløser fossile brændsler. Klimavenlige bioenergi¬afgrøder lægger naturligvis beslag på jordarealer, men det er for simpelt at sige, at de dermed nødvendigvis tager maden ud ad munden på verdens fattige.

Landbrugsjorden bruges til mange formål, som bedre kan undværes end klimavenlig bioenergi. En meget stor del at det globale landbrugsareal benyttes til produktion af kød, og med den voksende velstand i verden, forventes dette kødforbrug at skulle vokse med 80 % frem til 2050. Kød er en meget ressource-forbrugende fødevare, og husdyrproduktionen er i sig selv klimabelastende. I Danmark kan man (i gennemsnit) producere omkring 1 kg korn på ca. 1,5 m2 landbrugsjord, men det kræver foder fra omkring 8 m2 at producere 1 kg svinekød, og fra omkring 24 m2 at producere 1 kg oksekød. Selvom vi her til lands bruger over 80 % af landbrugsjorden til foderproduktion, importerer vi derudover store mængder af soja fra Sydamerika. Soja, der ofte kommer fra arealer, der er blevet ryddet for skov for at give plads til foderproduktion. En halvering af den animalske produktion kunne således frigøre store jordarealer, der kunne anvendes til klimavenlig bioenergi. Samtidig ville presset på dyrevelfærd, vandressourcer, dyrenes klimabelastning mm. kunne mindskes

Når der skal diskuteres bioenergi, er det således vigtigt at inddrage alle alternativer og mulige strategier i stedet for at reducere diskussionen til et valg mellem lige dårlige alternativer. Bag den tilsyneladende faktuelle uenighed ligger i virkeligheden ofte en etisk uenighed – der ligger ganske enkelt forskellige værdier til grund for forskellige aktørers valg af fokus.

Et etisk valg

Om bioenergi er godt, afhænger af, hvordan man afvejer en række modstridende hensyn og hvilke kriterier, man måler de forskellige energiformer ud fra.

Hvis man vælger at basere sine beslutninger om investering i bioenergi på beregninger af den kortsigtede økonomiske rentabilitet, udelukker man de typer, som i dag er de klima- og fordelingsmæssigt mest fordelagtige. Det er et etisk valg i den forstand, at man så vælger snævert at tage hensyn til nulevende menneskers interesser på bekost¬ning af mennesker, der bor langt væk eller ikke er født endnu. Og på bekostning af levevilkår for arter og økosystemer, som skades af klimaforandringerne.

Vi mener ikke, det kan forsvares at anlægge et så snævert syn på, hvem vi skal tage etiske hensyn til. Der er en væsentlig tradition i vores del af verden, som blandt andet ligger til grund for FN’s menneskerettighedskonvention, for at anse alle mennesker for at have lige rettigheder. Dette kan naturligvis fortolkes på forskellige måder – men det gør det svært ikke at anerkende, at alle mennesker har krav på at få tilgodeset nogle grundlæg¬gende interesser – og som minimum kan have en forventning om, at andre ikke skader dem. I en globaliseret verden får disse principper en ny og anderledes forpligtende betydning. Det er i dag tydeligt, at vi i den rige verden gennem klimapåvirkningen skader mennesker i udsatte egne såvel som vores efterkommere. Det samme sker, hvis vi reducerer fødevare¬produktionen, så verdensmarkedsprisen på fødevarer stiger.

Dette grundsyn giver en etisk forpligtigelse til at gøre en aktiv indsats for at begrænse de klimaforandringer, som allerede i dag påvirker millioner af menneskers liv i negativ retning. Da fossile brændsler spiller en meget stor rolle for den globale opvarmning, må fokus naturligvis være på at begrænse brugen af disse – uden at alternativerne fører til værre konsekvenser. I denne sammenhæng er det vigtigt ikke alene at fokusere på kortsigtet økonomisk rentabilitet. Når politiske beslutninger på klima- og miljøområdet hovedsageligt baseres på kortsigtede, økonomiske betragtninger, er der også tale om etiske valg – eller fravalg. I økonomiske modeller bliver hensyn til fjerne mennesker (i tid og rum) og hensyn til biodiversitet sjældent medregnet, eller de sættes til at have en meget lav værdi i forhold til gevinster her og nu.

Her er det et selvstændigt problem, at de gængse økonomiske modeller, der anvendes til at udregne rentabiliteten af bioenergiformer, er så dårlige til at inddrage de sideeffekter, der ofte har stor betydning for den langsigtede bæredygtighed, og såmænd også for klimaeffekten.

Som mange har påpeget, er der et svigt i markedets evne til at prissætte miljø og naturressourcer; for eksempel afspejler klimabelastende aktiviteter ikke de omkostninger, det vil have at rydde op efter dem. Det kan heller ikke medtage omkostningerne ved, at stigende fødevarepriser øger sulten blandt fattige i verdens storbyer. Så bioenergiformer, der på kort sigt ser billige ud, vil måske på lang sigt have konsekvenser, der i omkostninger langt overstiger, hvad der spares på kort sigt. Det kan kun kaldes gældsætning, men en gæld som vil skulle betales af vores efterkommere.

Hvis vores generation udleder store mængder drivhusgasser her og nu eller opbruger ikke-fornybare ressourcer, risikerer det på langt sigt at føre til forringede livsbetingelser, social destabilitet og økonomisk tilbagegang. Derfor bør det gøres dyrere at belaste klimaet, blandt andet ved at beskatte adfærd og forbrug, der ikke er bæredygtigt. Det ville for eksempel give god mening at erstatte fedtskatten med en skat på klimabelastende varer – såvel fødevarer som klimabelastende energiformer. Desuden burde man forbedre de økonomiske modellers evne til at tillægge værdi til investeringer i bæredygtige løsninger. Ingen af disse værktøjer er simple at benytte – men det er svært at se andre veje i den nuværende situation, der er effektive på den korte bane.

Har vi råd til etik?

Vi erkender risikoen for at blive anset for at være håbløst naive og verdensfjerne, når vi i en tid med økonomisk krise (dog især i Europa) hævder, at økonomiske overvejelser bør underlægges overvejelser over, hvordan vi bør leve, og hvilke hensyn vi bør tage til fjerne mennesker. Men det sker i lyset af strømmen af rapporter, senest fra Verdensbanken og Det Internationale Energi Agentur, der advarer om, at de globale temperaturer vil stige med 4 grader celsius i dette århundrede.

På denne baggrund forekommer det rimeligt at spørge, hvad der egentlig er naivt? Er det ikke snarere naivt at tro, vi kan fortsætte som hidtil, når alle eksperter er enige om, at vi er på vej mod de vendepunkter i økosystemerne, hvor klimaforandringerne og deres effekter bliver uoprettelige. Den nuværende situationen er historisk alvorlig: som nævnt ser den gennemsnitlige globale temperaturstigning ud til ikke at kunne holdes under de 2 grader celcius, der ifølge mange forskere markerer grænsen til ødelæggende temperatur-stigninger. Konsekvenserne af klimaforandringerne er allerede synlige mange steder i verden, og vi kan ikke forvente, at vi og vores børn kan leve upåvirkede af dem. Selv de nuværende moderate klimaændringer har betydelige konsekvenser for økonomi og levevilkår – og fremskrivninger af udviklingen fra FN´s klimapanel og Verdensbanken viser, at der er stor sandsynlighed for, at det bliver langt værre. Vi mener derfor, at det er på tide at se i øjnene, at økonomien må underordnes de naturlige balancer, der er en forudsætning for det samfund, som vi lever i.

Vi ser intet alternativ til, at vi handler nu og prioriterer hensynet til klimaet højere end hensynet til frit forbrugsvalg og fortsat ubæredygtig vækst. Det er et politisk ansvar, men efter at endnu en runde med internationale klimaforhandlinger er endt med aftaler, der er meget langt fra at være tilstrækkelige, burde det være klart for enhver, at politikerne ikke kan løse problemerne alene. Alle må tage et ansvar og være villige til at reducere energiforbruget og betale det, der skal til for at sikre klimavenlig energi og fødevarer. Det indebærer også brug af bioenergi, men kun de typer, der reelt har en positiv klimaeffekt og som ikke truer naturressourcer eller forsyningen med andre livsfornødenheder.

Det er altid fristende at hævde, at det ikke nytter noget, at man selv handler, når de andre ikke gør det. Argumentet lyder typisk, at effekten af enkeltpersoners handlinger er ubetydelig, hvorfor man ikke er forpligtet til at ændre sin levevis, før alle gør det samme. Ud fra samme logik kan man hævde, at Danmark ikke er forpligtet til at nedbringe sine udledninger, hvis resten af verden ikke agerer på samme måde. Det er ganske enkelt et vilkår ved den globale opvarmning, at såvel den enkelte danskers som nationens bidrag til problemerne kvantitativt set kun spiller en minimal rolle.

Men mens vi danskere – ligesom resten af verdens indbyggere – fortæller hinanden, at vi ikke kan være forpligtet til at handle, før de andre gør det, forværres situationen med stor hast. Det er svært ikke at blive overvældet og handlingslammet, men i den nuværende alvorlige situation er der imidlertid intet alternativ til at handle i tiltro til, at det vil gøre en forskel. Hvis vi som danskere og som nation gør det bedste, som vi kan, kan vi forhåbentlig foregå med et godt eksempel, der lægger pres på andre for også at handle, så der kan være håb om, at klimaforandringerne kan holdes på et niveau, hvor det vil være muligt at tilpasse vores samfund og kulturer til dem.

Naturligvis bør vi arbejde på globale og politiske,løsninger. Det tilsiger krisernes omfang os. Men samtidig er det vigtigt at påpege, at den politiske vilje til at gennemføre de nødvendige tiltag først kommer, når et tilstrækkeligt antal mennesker eller nationer vælger at gå sammen om at finde løsningerne..

Vi kan ikke løbe fra ansvaret – og har slet ikke råd til at ødelægge vores eget livsgrundlag af hensyn til eksisterende økonomiske systemer og forbrugsmønstrer. Og hvem ved – måske er det at indrette samfundet på en anden måde ikke kun en vej brolagt med afsavn og ofre, men også en vej brolagt med nye livsmuligheder.