Danmark og Vietnam i et lovende partnerskab – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > Danmark og Vietnam i e...

17. september 2013

Danmark og Vietnam i et lovende partnerskab

Af Søren Davidsen, Senior Regional Governance Specialist, Verdensbanken; Henrik Hansen, professor, Københavns Universitet; John Rand, professor, Københavns Universitet, Finn Tarp, direktør, UNU-WIDER, professor, Københavns Universitet.

(Trykt 17. september 2013 i Politiken)

Vietnams præsident Troung Tan Sang kommer på officielt statsbesøg i Danmark i morgen. Han leder et land, der har verdensrekord i fattigdomsreduktion.


DEN ANERKENDTE franske politolog Dominique Moïsi karakteriserede for få år siden Asien som håbets kontinent. Han pegede på, at det dominerende livssyn i Asien længe har været, at »i dag er bedre end i går, og i morgen bliver det endnu bedre«. Denne tilgang står i skærende kontrast til den fremtidsstemning, der har domineret Vesten de senere år. Med investorbriller kan man sige, at mens Asien i disse år håbefuldt, og undertiden noget naivt, drøner derudad, sidder Europa tilbage, gammelklogt uambitiøst og sært nedtrykt. Stereotyper ender ofte som karikaturer, men Dominique Moïsis billede passer godt på Vietnam.
Da vikingekongen Svend Tveskæg fra den danske mark (Dan Mark) i 1013 blev udråbt til konge af England, havde kejser Ly Thai To tre år tidligere lagt grundstenen til det vietnamesiske folks (Vietnam) hovedstad , Hanoi - eller Thanh Long, som byen dengang hed. Svend Tveskæg og Ly Thai To var begge kendt for deres militærstrategiske evner, og Hanois placering var genial, både økonomisk og militært.
Ly Thai To var desuden en viljestærk leder. Dem har Vietnam haft mange af i historiens løb.
Det moderne Vietnams grundlægger, Ho Chi Minh, eller ' Onkel Ho', som han kaldes af den vietnamesiske befolkning, døde i 1969. Hans soldater kunne seks år senere stolt synge, at han »stadig marcherede med dem«, da USA, verdens stærkeste militærmagt, i 1975 kom til kort overfor den vietnamesiske stædighed og offervilje.
I dag, små 40 år senere, er Vietnam et land i dramatisk økonomisk og social forandring.
Mere end to tredjedele af den vietnamesiske befolkning er født efter 1975, og de unge vietnamesere lever i et radikalt anderledes land end det Vietnam, der blev forenet i 1975. En af de mest markante forandringer er den langt lavere fattigdom. Vietnam har verdensrekorden i fattigdomsreduktion.
Nogle kommentatorer har fejlagtigt konkluderet, at fattigdommen på det seneste har været stigende. De overser, at den seneste fattigdomsopgørelse, som anslår, at fattigdommen er på knap 20 procent, bygger på et fattigdomsmål på 2,25 dollar om dagen. Det er næsten dobbelt så meget som de 1,25 dollar, der blev brugt i tidligere målinger. Og uanset om den gamle (lave) eller nye (reviderede) fattigdomsgrænse benyttes som målestok, er resultatet, at Vietnam siden starten af 1990'erne har reduceret fattigdommen med rekordfart. Selv kineserne kan ikke følge med!

DEN VÆSENTLIGSTE årsag til fattigdomsreduktionen er en formidabel økonomisk vækst. Vietnam er medlem af en lille eksklusiv klub på 15 lande, der kendes som vækstmiraklerne. Det gør de, fordi de har haft en gennemsnitlig årlig vækstrate på 7 procent eller derover i mere end 25 år. Når et land vokser med 7 procent om året, fordobles borgernes indtægt på kun 10 år.
Sagt med andre ord, i løbet af 25 år bliver folk mere end fem gange rigere. Den 'gennemsnitlige' vietnameser, som levede på fattigdomsgrænsen på 1,25 dollar om dagen i 1990, tjener nu omkring 6 dollar om dagen. Regnestykket forudsætter, at de fattige nyder godt af den samlede økonomiske vækst, og det er der rigtig mange fattige, der har gjort i Vietnam, også selv om det ér svært for de etniske minoriteter at indløse billet til det økonomiske eksprestog.

VIETNAMS massive økonomiske vækst begrænser sig ikke kun til byerne. Den økonomiske udvikling er så afgjort også kommet bønderne til gode. De seneste målinger af indkomstuligheden viser, at den såkaldte Gini-koefficient i Vietnam er på omkring 0,35. Det svarer til lande som Canada og Australien. Sammenlignet med Danmark er uligheden mindre i Vietnam før skat, men større efter skat.
Det afspejler ganske godt, at Vietnams skattesystem er under opbygning. Der hersker en del usikkerhed om, hvorvidt uligheden i Vietnam er steget de senere år. Indkomsterne for de rigeste 10 procent af befolkningen synes dog være vokset hurtigere end indkomsterne for de øvrige indkomstgrupper.
Det er imidlertid ikke ulighed som sådan, der bekymrer den vietnamesiske befolkning.
Vietnameserne skelner mellem god og dårlig udvikling i uligheden. Høj indkomst og velstand accepteres, hvis man er kommet til det med reelle midler.
Som illustration kan det tilføjes, at vores forskning viser, at mere end 8 ud af 10 vietnamesere peger på hårdt arbejde, uddannelse og arbejdserfaring som den vigtigste nøgle til økonomisk succes. Derimod ses det som skadeligt, hvis høj indkomst kommer fra korruption, magtmisbrug og uhæderlig forretningsdrift. At ufine midler bruges, afspejles i, at knap én ud af 10 vietnamesere peger på forbindelser til magtfulde personer som nøglen til succes.
Magasinet The Economist har flere gange i de forløbne 25 år forsøgt at forudsige, at Vietnam før eller siden ville kollapse, både økonomisk og politisk. Men The Economist har i høj grad misforstået, hvad der skaber politisk legitimitet bag det styrende kommunistparti. I sin praktiske ideologi kan partiet karakteriseres som et 'autoritært socialdemokrati', og en af partiets hovedmålsætninger har siden 1986 været at sikre stigende økonomisk velstand og vefærd til befolkningen.
Dykkes der ned i detaljerne omkring Vietnams udvikling, bliver det desuden klart, at de reformprocesser, som har været i gang siden 1986, ikke har været så planøkonomiske og topstyrede, som The Economist synes at mene.
En af årsagerne til den vietnamesiske succes er, at der fra politisk side har været en villighed til at lære.
Initiativer tages, og der følges op ved identifikation af eventuelle fejl; og herefter følger en ganske åbenhjertig politisk diskussion af, hvad der er blevet lært med henblik på fremadrettet at tilpasse reformerne.
En anden årsag er, at reformerne oftest har været decentralt styrede. Reformprocessen i de seneste 25 år har således været kendetegnet ved at være både eksperimenterende og forskelligartet fra provins til provins, hvor det lokale regeringsapparat (specielt i syd omkring Ho Chi Minh byen) har haft betydelig frihed i forhold til fortolkning af eksisterende lovgivning samt ved udarbejdelse af nye love og retningslinjer.
Decentraliseringen har også muliggjort, at mange reformer faktisk er iværksat nedefra, og det betyder, at udviklingen er sket i samspil med lokale interesser.
Kilden til forståelse af Vietnams succes ligger således ikke blot i centralmagtens betydning og effektivitet, men i lige så stor udstrækning i at forstå decentraliseringen.
Den har muliggjort en række forskelligartede provinsspecifikke økonomisk-politiske tiltag og eksperimenter, og samspillet med lokalbefolkningen og lokale virksomheder.

DET ER NATURLIGVIS en fejl at tro, at alt er så lyserødt og smukt i Vietnam som de lotusblomster, der hver sommer kortvarigt pryder Hanois mange søer. Enhver udenlandsk investor kender til korruptionen, og beklagelser over styrets korruption er et yndet samtaleemne med chaufføren i enhver taxi i Hanoi.
Korruptionen har dog indtil videre været fordelt ud på mange hænder i magtapparatet, som en afspejling af decentraliseringsprocessen. Den er derfor ikke så undergravende i systemisk forstand som i Filippinerne under Marcos eller i Indonesien under Suhartos sidste magtperiode.
Her ranede en snæver klike stort set alle landets ressourcer til sig og ødelagde mulighederne for økonomisk vækst og fattigdomsreduktion. Det er stadig ikke tilfældet i Vietnam.
For at bekæmpe korruptionen i Vietnam kræves mere gennemskuelighed i det politiske system og bedre muligheder for borgerne til at holde magthaverne ansvarlige. Og netop dette er et stort dilemma for etpartistyret. På den ene side vil magthavernes legitimitet komme under pres, hvis korruptionen fortsætter og stiger.
Og på den anden side vil mere gennemskuelighed og stigende muligheder for at stille magthaverne til ansvar kunne føre til et 'vietnamesisk forår'. Dette dilemma forklarer noget af den politiske logik bag vanskelighederne ved at bekæmpe korruptionen i Vietnam. Den politiske stabilitet er dog fortsat stor.
Og den fremhæves i talrige undersøgelser som essentiel for udenlandske investeringer. Fortsatte forbedringer i levestandarden er afgørende for den gennemsnitlige vietnamesers opbakning til Kommunistpartiets politiske legitimitet.
Samtidig er der interessante nye studier, som giver håb om, at korruptionen faktisk kan knægtes effektivt i parløb med den økonomiske fremgang. Vietnam har 63 provinser, og nye analyser viser, at de provinser, som har indført større gennemskuelighed og offentlighed i forvaltningen, ligeledes har været de steder, hvor private virksomheder har haft størst overskud. Disse provinser har samtidig tiltrukket flere og bedre investeringer.
Sagt med andre ord: Ærlighed betaler sig også i Vietnam - i al fald på længere sigt.

DET DANSK-vietnamesiske forhold har de sidste 20 år været præget af bistandssamarbejdet.
Det har utvivlsomt bidraget til Vietnams betydelige fremgang. Fremover skal der fokus på det kommercielle samarbejde, og her gælder, at danske investorer bør placere deres penge og produktion i provinser med større gennemskuelighed og offentlighed i forvaltningen.
Det giver mulighed for flotte afkast, som ikke udhules af korruptionsbetalinger, og det underbygger desuden den lokale udvikling. Og det er ikke svært at finde provinser med 'god regeringsførelse'.
Vietnam offentliggør provinsranglister som en del af det såkaldte Vietnam Competitiveness Initiative, et initiativ, der har den erklærede hensigt at øge gennemskueligheden i den offentlige administration.

MENNESKERETTIGHEDERNE er en anden markant udfordring og et vidnesbyrd om sandheden i Karl Marx' ord om, at hastig politisk og økonomisk udvikling ikke er noget kønt syn. Det gjaldt for England, Europa og USA under industrialiseringen, og det gælder for højvækstlandene i Asien, både de steder, hvor Danmark er kritisk, som i Kina og Vietnam, og de steder, hvor Danmark har valgt at være mindre kritisk som i forhold til Sydkorea, Singapore og Thailand.
I Vietnam bliver bloggere, der drister sig til at udfordre partiets meningsmonopol, stadig udsat for vilkårlige fængslinger og summariske domme. Kernen er, at partiets magtmonopol ikke må blive truet. Billedet er dog komplekst. Set over en 20-års periode er menneskerettighederne klart blevet forbedret i Vietnam i takt med den økonomiske udvikling; og på nogle områder er Vietnam faktisk foran en række af Danmarks strategiske partnerlande i Afrika og den kommende OL-vært, Rusland. F.eks. diskuteres det at skrive homoseksuelles rettigheder ind i forfatningen.
Også på den økonomiske front er der bekymrede røster fremme omkring Vietnams fremtidige muligheder og udfordringer.
Vietnam har f.eks. nok ikke i tilstrækkelig grad forberedt arbejdsstyrken uddannelsesmæssigt til de omstillinger, der er nødvendige, når et land bevæger sig op ad den såkaldte værdikædestige, dvs. fra at producere tøj og sko til i højere grad at producere maskiner og elektronik.
For fortsat at kunne tiltrække udenlandske investeringer i industrien skal Vietnam derfor have gang i en omfattende uddannelses- og forskningsmæssig opgradering.
Det er her oplagt at pege på, at dansk ekspertise har meget at byde på, bl.a. inden for klima- og miljøområdet. Den vietnamesiske regering er klar over, at kvaliteten af den fremtidige udvikling forudsætter, at der satses på ren teknologi og mindre forurening. Danske virksomheder bør derfor stå klar i de kommende år med deres ekspertise inden for grøn vækst, energieffektivitet, vedvarende energi og affaldshåndtering. Samtidig har danske forskere potentielt en stor rolle at spille i den videnskabelige og teknologiske proces, der er brug for, hvis Vietnam skal fastholde sin imponerende udviklingsfremgang.

DET ER FØRSTE gang, at Danmark får officielt statsbesøg fra Vietnam, når præsident Troung Tan Sang kommer forbi, efter han først på sommeren var i Washington.
Dette er en oplagt mulighed for at styrke og forny relationerne mellem de to lande. To lande, der har meget til fælles selv på det mytologiske plan.
I vietnamesisk mytologi spiller skildpadden en stor rolle. Det er skildpaddens opgave at fremme visdom, forskning og læring og at bevare historisk forståelse og indsigt til gavn for fremtidige generationer.
Det er samtidig skildpadden i Hoan Kiem-søens dybder midt i Hanoi, der ligesom Holger Danske i Kronborgs kældre passer på det hellige sværd, som kun bruges i yderste nød - når nationens sikkerhed er truet.
Skal Danmark opretholde et nært forhold til Vietnam efter 2015, når udviklingsbistanden er afviklet? Ja, for de to lande har meget mere end gamle historiske myter til fælles. Forandringen i partnerskabet er allerede fremskreden. Den nye Partnerskabsaftale, der skal underskrives i forbindelse med præsident Sangs besøg i Danmark, er et vidnesbyrd om dette.
Et hurtigt klik på den danske ambassades hjemmeside i Vietnam viser også et styrket kommericielt og kulturelt samarbejde frem for udviklingsbistand (se http://vietnam.um.dk). Lige fra Svend Tveskæg og Ly Thai To til sværdet og den stædighed, der er en væsentlig del af både den vietnamesiske og danske befolknings succeser.
Vi har desuden brug for hinanden i en globaliseret verden, i et gensidigt partnerskab, der omfatter politisk dialog på højt niveau, kulturel udveksling, praktisk kommercielt parløb og grundlæggende forsknings-og videnssamarbejde.
Helt let er det ikke, for Danmark kommer ikke uden om at tage stilling til krævende udenrigspolitiske balancer. Vietnams forhold til Kina er lige så indviklet, som det er gammelt, og for tiden er det anspændt af diskussionerne om olierettigheder i Det Sydkinesiske Hav. Risikoen for en egentlig konflikt mellem Kina og Vietnam er dog minimal. Vietnam er blevet en vigtigere regional magtfaktor bl.a. i kraft af sit strategiske og aktive medlemskab af ASEAN-klubben, der giver Vietnam en stødpude i forhold til dets store nabo mod nord.

Så alt i alt er der stort håb for både Vietnam og Danmark. Grundstenen bliver lagt med den Partnerskabsaftale, der underskrives under Præsident Sangs besøg i Danmark.