Den bedst uddannede generation – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > den bedst uddannede

31. december 2013

Den bedst uddannede generation

Af Niels Kærgård, professor, og Peder Andersen, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Berlingske 31. december 2013)

Vidensamfund. Vi sænker niveauet på de lange universitetsuddannelser og gør håndværksuddannelserne og de mellemlange uddannelse mere teoretiske. Der er risiko for, at vi får uddannet mange til halvdårlige teoretikere og næsten ingen til kompetente praktikere og kvalificerede akademikere.

Der er ingen tvivl om, at en veluddannet befolkning er et enormt aktiv for et land. Utallige undersøgelser viser, at investering i uddannelse og forskning givet et meget pænt afkast. Det er da også regeringens målsætning at sikre den dygtigste og bedst uddannede generation nogensinde. I 2020 skal 95 procent af en ungdomsårgang have en ungdomsuddannelse, 60 procent skal have en videregående uddannelse og 25 procent en lang videregående uddannelse. Ambitionerne er i orden, men det kræver en radikal ændring af det danske uddannelsessystem, og den er man i gang med. Men spørgsmålet er, om man er på vej i den rigtige retning. Det må ikke glemmes, at man ikke kommer fra noget dårligt udgangspunkt. Både dansk økonomi og dansk forskning har klaret sig godt.

Skal man ændre uddannelsessystemets struktur, er det vigtigt at gennemtænke hele systemet, og ikke se på isolerede enkeltproblemer. Ikke desto mindre er det da værd indledningsvis at pege på nogle af de mest oplagte enkeltproblemer. Først og fremmest er der omkring en femtedel af en ungdomsårgang, der kommer ud af uddannelsessystemet uden at have fået nogen kompetencegivende uddannelse. Denne gruppe bærer en uforholdsmæssig stor del af arbejdsløsheden, og det er dem, der i det hele taget har det skidt, plaget af livsstilssygdomme og uden succes på arbejdsmarkedet. Så er frafaldet på erhvervsuddannelserne uhyggeligt højt. Og endelig er studietiderne i de traditionelle universitetsuddannelser længere end i andre lande, og de danske unge kommer derfor meget sent ud på arbejdsmarkedet.

Prøver man at løse disse problemer hver for sig, risikerer man at forværre det samlede system. Det kan ikke nytte noget at forbedre gennemførelsen på erhvervsuddannelserne ved at øge de formelle adgangskrav, hvis det bevirker, at der er endnu flere af de praktisk begavede, der slet ikke får nogen uddannelse. Det er også naturligt, jævnfør Folketingets såkaldte SU-og fremdriftsreform, at gøre en kraftig indsats for at øge gennemførelseshastigheden på universiteterne. Men hvis vi derved sænker det faglige niveau, så der mange steder, hvor man før brugte kandidater, nu bruges ph.d.er, er vi kommet fra asken i ilden. I 1962-67 blev der i alt uddannet 1.294 universitetskandidater med studietider på seks-syv år. I dag er kandidatuddannelserne væsentligt kortere, men vi uddanner nu godt 1.500 ph.d.er, der minimum bruger fem + tre år på universitetet, og i dag bruger man mange steder ph.d.er, hvor man før brugte kandidater. Konsekvensen er, at længden af universitetsuddannelser til at varetage mange job er øget fra seks-syv til otte-ni år.

De klassiske universitetsstudier var lange og frie. Studenterne fik tid til at modnes, leve studenterlivet, og i specialerne var flere af dem ude i egentlige forskningsprojekter, der i ikke så få tilfælde blev publiceret som videnskabelige afhandlinger og artikler. Den forskningsbaserede undervisning resulterede ofte i, at professoren holdt øvelser og seminarer for de ældre studerende, som resulterede i opbygningen af forskningsmiljøer og videnskabelige skoler, eller i hvert fald prægede de studerendes grundholdninger. Universiteterne var skoler for livet, ikke kun for arbejdslivet.

Der er altså meget godt at sige om det klassiske universitetsstudium. Det har helt oplagt været med til at skabe det samfund, vi har i dag. Men som samfund har vi dårligt råd til, at 25 pct. af befolkningen nyder et frit akademisk studenterliv. Vi er nødt til at gøre noget ved det. Hvis 25 pct. af en årgang skal igennem en højere uddannelse, så må de gennemføre studierne hurtigt, men så kan det blive meget vanskeligt at bevare kvaliteten. Det er selvfølgelig samfundsøkonomisk, alt andet lige, en fordel, at de unge mennesker bliver færdige så hurtigt som muligt. Men alt andet er ikke lige. Der er en række store farer ved selv fornuftigt tænkte incitamenter.

Taxametertilskuddet er tænkt som en realistisk aflønning efter produktionens størrelse, men det giver incitamenter til at lade flest mulige bestå; et studium kan kun overleve økonomisk, hvis det har 'fornuftige' gennemførelsesprocenter. Dette forstærkes af en færdiggørelses-bonus, som skal gøre folk hurtigt færdige. Hverken lange studietider eller høje dumpeprocenter betragtes med milde øjne af beslutningstagerne i universitetsverdenen. Og det er realistisk at tro, at et sådant pres har en virkning.

I den af Folketinget netop vedtagne fremdriftsreform er det ikke kun »almindelige incitamenter«, der bliver brugt. De studerende kan ikke længere selv bestemme studietempoet. De bliver automatisk tilmeldt eksaminer for et fuldt skema. De kan ikke engang tage orlov. Det afgørende er altså ikke antallet af SU-klip - selv hvis man ikke får SU, kan man ikke forlænge studierne. Der bliver ikke tid til sidespring i form af erhvervsarbejde, udlandsophold, dannelsesrejser, krævende fritidsaktiviteter eller politisk engagement. Det er et vink med en vognstang til både studerende og universiteter om, at det er vigtigere at få de studerende hurtigt færdige end at få dem gjort bedst muligt kvalificerede. Vi er ved at få nogle mere skoleprægede universiteter, mindre selvstændigt arbejde med stoffet, mindre fordybelse og kortere studier. Men er det virkeligt optimalt at få 23-årige kandidater, der aldrig har set andet end en skolebænk, ud som læger, præster, psykologer og advokater?

Faren for kvaliteten forstærkes af ønskerne om øget fleksibilitet i uddannelsessystemet. Hvis bachelorerne skal kunne begynde på et bredere spektrum af kandidatuddannelsen, og der blive færdige på normeret tid, så må kravene næsten nødvendigvis sænkes. Hvis ét universitet har en teologiuddannelse, der satser hårdt på græsk, latin, hebræisk og tysk, og et andet satser på religionssociologi, retorik og kommunikation, så er det oplagt, at man ikke så hurtigt når samme høje niveau i hverken tolkning af hebræiske tekster eller teologisk kommunikation, hvis man frit skal kunne skifte mellem de to universiteter uden forsinkelse. Problemet forstærkes, hvis der også skal være lempelige overgange fra erhvervsbachelor-uddannelserne til teoretiske universitetsstudier.

Det betyder naturligvis ikke, at det er ufornuftigt at gøre noget. De danske studerende er på en række områder væsentligt bedre stillet end studerende i andre lande. Der er heller ikke tvivl om, at de studiemæssige ambitioner for en række studerende kunne øges. Men man skal tænke sig om, når man laver sådanne reformer. De danske universiteter ligger midt i storbyer, hvor det er let at få studierelevant erhvervsarbejde tæt ved undervisningsinstitutionen. Og det er vel egentlig ikke så galt. Hvis en dansk studerende bruger et år længere på sit studie, fordi han har studierelevant erhvervsarbejde, så er det vel ikke ringere end, hvis en schweizisk studerende bruger et år mindre, men så har et eller flere års »praticum« efter studiet. Det er også oplagt, at ting som udlandsophold og universitetsskift kan være ekstremt givende, men meget let enten forsinker studiet eller sænker de samlede krav i hovedfaget. Selv såkaldt ikke-studierelevant arbejde giver ofte livserfaring og kontakt med andre samfundsgrupper.

Samtidig har vi gjort en lang række af de mellemlange uddannelser mindre håndværksprægede og mere teoretiske. Man bliver ikke fysioterapeut, sygeplejerske eller lærer, men erhvervsbachelor med filosofi og videnskabsteori fra et university college. Derved skræmmer vi en række unge, der først og fremmest vil arbejde praktisk, fra at få en uddannelse overhovedet. Vi er i fare for at lave et uddannelsessystem, hvor vi kun har en helt dominerende gruppe af halvdårlige teoretikere, og hverken kompetente praktikere eller højt kvalificerede akademikere (i hvert fald hvis de ikke har en ph.d.- eller doktorgrad). Udviklingen i vores uddannelsessystem er samtidig med til at skræmme en alt for stor gruppe af unge helt ud af uddannelsessystemet.

Det er langtfra sikkert, at den bedst uddannede generation er den, hvor flest mulige har fået en fem-årig teoretisk uddannelse.