GGGI er udviklingsbranchens IT-Factory – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > GGGI er udviklingsbran...

26. oktober 2013

GGGI er udviklingsbranchens IT-Factory

Ida Theilade, seniorforsker, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet; og Søren Hvalkof, seniorkonsulent ved konsulentformaet NORDECO.

(Trykt 26. oktober 2013 i Information)

Rodet i GGGI sætter spørgsmålstegn ved, om der er styr på resten af Danmarks klimaindsats

 

GGGI er Udviklingsbranchens svar på IT-Factory. Det står at læse i den Koreanske Rigsrevisions rapport, der retter en sønderlemmende kritik af GGGI for ineffektiv budgetstyring og tvivlsomme udbetalinger for en lang række »konsulentydelser og outsourcing«. I rapporten beskrives »uforsvarlig indgåelse af løse kontrakter og sløset forvaltning« samt »manglende licitationsrunder« – det vil sige kontrakter til vennerne.

Kunne man forestille sig, at der kom så kritisk en revisionsrapport om en dansk ngo, uden at der øjeblikkeligt blev lukket for kassen og krævet tilbagebetaling? Og uden at de ansvarlige ville blive stillet til regnskab?

Lars Løkke Rasmussens sag er en parentes i GGGI-sagen om nepotisme, misbrug af offentlige midler og magtarrogance. Når postyret har lagt sig om hans person, habitus og rejsebilag, er det på tide at spørge, hvem der besluttede, at GGGI skulle bevilges de mange penge og på hvilket grundlag. Det synes også relevant at spørge, om Udenrigsministeriet har mere styr på beslutningsgangene og forvaltningen af resten af de danske klimamilliarder.

Dyrt håndværkertilbud

Danmark bruger i 2012-13 omkring 1,5 milliarder kroner på bekæmpelse af klimaforandringer. Pengene fordeler sig på Klimapuljen med 1 milliard kroner i bistand og Klimainvesteringsfonden (KIF) med 150 millioner kroner i offentlige midler samt optimistiske forventninger om 4-500 millioner kroner fra institutionelle investorer.

Til stor frustration for fagfolk og bistandsorganisationer med erfaring inden for klima og miljø har Udenrigsministeriets proces vedrørende fordelingen af midlerne i Klimapuljen været lukket. Beslutningerne synes taget på højeste niveau i embedsværket. Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) kaldte for nylig GGGI et ’håndværkertilbud’. Det lyder rigtigt – og også lidt frækt og sjovt. Bortset fra, at håndværkertilbud normalt er ... nå ja, tilbud. Altså billige.

Men hvorfra kom ideen til at ’købe’ en ’tom’ organisation i Sydkorea, der kunne sluge millionbeløb? Hvis gode venner drog fordelene heraf? Hvorfor accepteredes det uden at blinke?

I udviklingsbranchen måles organisationer på uddelinger. Jo hurtigere bevillinger kommer i omløb, desto bedre. Manglende brug af allokerede bistandsmidler kaldes ’afløbsproblemer’. Kloakken må ikke være stoppet. Det var ikke noget problem for GGGI, og derfor blev der måske ikke stillet skarpt på, hvad de faktisk foretog sig. Men det bør ikke være et succeskriterium for den danske bistand, at man kan bruge budgettet hurtigt.

Det tager en dansk ngo 4-5 år at komme på Danidas rammebevilling. Det kræver granskning af, hvordan projektporteføljen forvaltes, og hvordan effekten kan måles. Der skal ligge projektdokumenter, som beskriver formål, milepæle og forventede resultater med dertilhørende detaljerede budgetter. Selvfølgelig. Med hensyn til GGGI rejser følgende spørgsmål sig: Hvordan blev en så stor bevilling til en så problematisk organisation godkendt? Og endnu mere presserende: Er GGGI en enlig svale, og efter hvilke kriterier blev resten af Klimapuljen fordelt? Vi afventer Udviklingsministerens svar.

Uigennemsigtig fond

Offentligheden kender endnu mindre til Klimainvesteringsfonden. Der er bevilget 150 millioner kroner til investering i vedvarende energi i u-lande og vækstlande. Forventningen er, at institutionelle investorer skyder penge i fonden, så den på kort tid vil vokse til 4-500 millioner kroner. Helt fint. Men hvilke projekter investeres der i? Hvordan skal de gennemføres, og hvordan måles effekten? Informationen er sparsom. Vi ved, at Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) administrerer midlerne fra KIF. På IFU’s hjemmeside kan man i en pressemeddelelse fra januar læse, at IFU sammen med selskabet European Energy har etableret et nyt firma, Nordic Power Partners, som en joint venture. Hvad firmaet præcist skal lave, og hvad der er sket siden, er mere dunkelt. Men man kan på IFU’s hjemmeside søge på projekter og få mere at vide om de enkelte investeringer. Det er godt med åbenhed, for der er skattekroner i investeringerne. Der kommer bare kun ét projekt frem: Nordic Power Partners, der har fået 10 millioner kroner. De skal lokalisere og udvikle sol- og vindprojekter, forhandle med lokale myndigheder, sikre adgang til forsyningsnettet og indgå strømsalgsaftaler. Det lyder lovende. På Krak.dk kan man se at Nordic Power Partners har en egenkapital på 500.000 kroner (de 400.000 kroner fra KIF) og én ansat. Og det er tilsyneladende det eneste projekt, som KIF har støttet.

Selvfølgelig skal KIF og IFU have tid til at tiltrække partnere og investeringer. Men det ser lidt spinkelt ud med ét nyoprettet firma til at aftage midler. Eller er det et udtryk for, at IFU’s hjemmeside ikke er opdateret, fordi man dybest set er ligeglad med gennemsigtighed? Investorerne har selvfølgelig det vægtigste ord at skulle have sagt i investeringsfonden. Hvilket tilsyn kan og vil Danida føre med de offentligt-private investeringer, der skal ske i u-lande og vækstlande?

Vi må have tiltro til, at Danida udviser omhu med de endog meget store klimabevillinger til udenlandske organisationer, fonde og private firmaer. Også selv om det hedder 'joint ventures', 'private-public partnerships', 'business to business', inclusive green growth' og andre fikse ting. Vi håber ikke, at Danida - en bistandsorganisation med tradition for topkarakterer i internationale evalueringer - i sin iver efter at spare fagfolk, uvilje mod selv at implementere, og appetit på erhvervsliv og outsourcing er blevet et popsmart investeringsselskab. Sporene fra GGGI skræmmer.