Månegrise bør beses af Det Etiske Råd – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > Månegrise

17. april 2013

Månegrise bør beses af Det Etiske Råd

Af lektor i bioetik, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd, Mickey Gjerris og dyrlæge, projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, Birgitte I. Damm

(Trykt i Politiken - Kronikken - 15. april 2013)

Månegrise. Det lyder som en dårlig science fiction-film eller bringer minder frem om 'Muppet Show'.

'Månegrise' er imidlertid ingen af delene. Det er et storstilet projekt igangsat af Fødevareministeriet, der skal udvikle nye måder at producere svin på. Det skal foregå i lukkede staldsystemer, hvor effektivitet, formindskelse af lugtgener, miljøhensyn og dyrevelfærd siges at kunne gå op i en højere enhed.

Navnet er inspireret af amerikanernes måneprojekt i 1960'erne, hvor man med fødevareministerens ord »vovede det utænkelige« ved at sætte sig et mål om at bringe et menneske fra Jorden til Månen – og hjem igen.

Nu ønsker ministeren samme visionære mod hos danskerne til at udvikle en ny måde at producere svinekød på. En produktionsmetode, hvor dyrevelfærd, miljøhensyn og effektivitet skal gå hånd i hånd. Produktionsmetoden skal ifølge visionen stå klar i 2015 – og nu skal der sættes gang i udviklingen.

Ifølge fødevareministeren er det svineavlere, miljøforskere, teknologer og arkitekter, der skal bringe den storslåede drøm i live. Men 'Projekt månegrise' har for os at se brug for meget mere end det. Der er brug for en kritisk diskussion af hele visionen. Mange spørgsmål om dyrevelfærd, miljøhensyn, bæredygtighed og arealanvendelse trænger sig på.

Hvad er det for et begreb om dyrevelfærd, man anvender? Dyrevelfærd er ikke en entydig størrelse – og de kriterier, som erhvervet selv anvender, er meget omdiskuterede. Uanset hvordan man designer produktionen, vil dyrene eksempelvis aldrig kunne komme udenfor.

Det er udelukket, når målet er en endnu større produktion af svin end i dag, hvor der produceres 29 mio. grise om året. Der er allerede så mange, at det vil have en ekstremt negativ virkning på eksempelvis vandmiljøet. Der er ganske enkelt ikke land nok til at understøtte sådan en produktion.

Men kan man overhovedet tale om dyrevelfærd, når man taler om at lukke dyr inde og aldrig lade dem indånde frisk luft eller mærke solens stråler? Er det velfærd for et dyr aldrig at opleve den natur, som det er vokset ud af?

Videre kan man spørge ind til, i hvor høj grad produktionen skal indrettes på dyrenes betingelser. Hvor meget af deres iboende adfærd skal dyrene have mulighed for at udfolde, før man kan tale om velfærd.

Som situationen er i dag, er søerne fikseret en stor del af deres liv og dermed forhindret i at udfolde så basal adfærd som at rode i jorden og bygge rede – ja, blot at bevæge sig. Smågrisene får kuperet halerne og bliver kastreret – uden bedøvelse – og dyrene har grundlæggende meget lidt plads og meget få muligheder for at være de dyr, som de er.

Hvis det kun er teknologer, arkitekter og svineavlere, der skal stå for at udtænke, hvordan dyrene kan få det bedre – så har man allerede nu sine bange anelser.

Et andet vigtigt spørgsmål er, om det, at månegrisene efter sigende vil belaste den danske natur mindre end den nuværende produktion, er nok til at kunne kalde en øget svineproduktion, månegrise eller ej, ansvarlig og bæredygtig.

Svin spiser – og de spiser meget for at vokse sig store og slagteklare så hurtigt som muligt. Det betyder, at der skal produceres store mængder foder.

I Danmark anvendes ca. 80 procent af landbrugsarealet allerede til at dyrke dyrefoder – og samtidig importerer vi store mængder fra udlandet. Den danske sojaimport alene lægger beslag på et område i Sydamerika på størrelse med Sjælland.

Skal der produceres flere svin, skal der produceres mere foder – enten her eller i udlandet. Og i en situation, hvor der er konkurrence om landbrugsjorden rundt omkring i verden, kan det kun ske ved at inddrage nye områder eller ved at presse anden fødevareproduktion ud. I begge tilfælde vil det have uheldige konsekvenser for både natur og mennesker.

Man kan også spørge, om det virkelig skal være Danmarks fremmeste opgave at forsyne det globale marked med stadig mere svinekød, når vores viden om klimaforandringerne og deres årsager ret entydigt peger på, at det globale kødforbrug er et stort problem.

Er en ubegrænset intensiv og højteknologisk svineproduktion overhovedet det rette at satse på i en situation, hvor klimaforandringerne ikke er en dyster fremtidsvision, men virkelighed?

FN anslår, at hvis den nuværende befolkningsudvikling og den nuværende udvikling i fødevarevalget fortsætter, så skal produktionen af fødevarer øges med 70 procent inden 2050 – primært for at skaffe foder nok til de mange dyr, som de voksende middelklasser i vækstøkonomierne i eksempelvis Kina og Indien efterspørger.

En så stor øgning af fødevareproduktionen i en situation, hvor menneskets udnyttelse af naturen har bragt en lang række økosystemer til kanten af sammenbrud og en række centrale ressourcer som jord, vand og energi er ved at slippe op, er ganske enkelt umulig.

Ideen om, at Danmark bør gå forrest i udviklingen af nye produktionssystemer til at møde verdensmarkedets efterspørgsel efter kød, forudsætter således, at det er muligt at skabe en win-win-situation, hvor vi producerer kødet mere bæredygtigt end de andre, de andre køber kødet af os, vi bliver rige, og naturen har det fint.

Det er ikke et realistisk scenarie. Det eneste bæredygtige scenarie er at sænke den globale produktion og det globale forbrug af kød.

Skal Danmark være foregangsland, skal det ikke være ved at producere mere kød, men ved at vise andre, at der er en anden vej. Mange vil her nok ryste på hovedet og sige, at det da om noget er urealistisk at forestille sig en fremtid, hvor der bliver spist mindre kød.

Men hvad nu, hvis man lavede storstilede projekter, der skulle vise folk, at livsglæde ikke er lig med flæskesteg? Brugte millioner og atter millioner af forskningskroner på at samle de førende eksperter i Danmark og bad dem udvikle 'måneplanter' eller 'månetofu'.

Hvis man gik i dialog med de lande, hvor kødforbruget vokser, og skaffede sig gennemslagskraft ved at pege på, hvordan man selv havde fået vendt udviklingen? Det kunne måske gøre en forskel – det gør 'månegrisene' i hvert fald ikke.

Det sidste problemstilling ved en øget svineproduktion, der skal nævnes her, er svineproduktionens anvendelse af antibiotika og de store udfordringer, som de deraf følgende antibiotikaresistente bakterier medfører.

Multiresistente bakterier forårsaget af et overforbrug af antibiotika både hos mennesker og dyr skaber store sundhedsmæssige problemer. Danmark er endda et af de lande, hvor det står bedst til med antibiotikaforbruget i svineproduktionen, men alligevel er udfordringerne ikke til at overse.

Mængden og tætheden af svin giver kun alt for god grobund for de multiresistente bakterier. Hvilke etiske problemstillinger rejser det, at vi fylder pattegrise med antibiotika for at undgå, at de får diarre, når vi tager dem væk fra soens mælk, før deres immunsystem er klar til det, og sætter dem på fast føde hurtigere, end deres fordøjelsessystem kan klare?

Hvilke dilemmaer rejser det omkring menneskers sundhed, dyrevelfærd, produktionseffektivitet, eksporthensyn og sundhedsøkonomi, nu og på den lange bane?

Det er netop kommet frem, at antibiotikaforbruget i svineproduktionen er steget det seneste år, fordi Danmark i stadig stigende grad specialiserer sig i at lave smågrise, som eksporteres til Tyskland. Det er som ovenfor nævnt netop smågrisene, der får de allerstørste mængder antibiotika.

Samtidig er der hvert år flere og flere mennesker, der bliver syge med den såkaldte svine-MRSA, som er en resistent bakterie, der kan være vanskelig at behandle og dermed kan være meget farlig for mennesker.

'Projekt månegrise' stiler ganske vist efter en svineproduktion, der ikke belaster miljøet, og som i teorien kan gøre det muligt at fede endnu flere svin op til slagtning her i landet i stedet for at eksportere dem som smågrise til Tyskland.

Men med en uhæmmet svineproduktion ville svinetætheden i Danmark blive endnu større, og forbruget af antibiotika set i forhold til landets befolkningsmæssige størrelse ville stige. Der er derfor også på dette område grund til refleksion.

Som den ovennævnte oversigt viser, er der er al mulig grund til at inddrage andre end de tekniske eksperter og erhvervet selv i diskussionen. Der er brug for dyrevelfærdsforskere, læger, sociologer, antropologer, etikere med flere.

Der er behov for at diskutere begreber som natur, bæredygtighed, klima, resistens, globalt ansvar og visioner for fremtidens fødevareproduktion. Det er en vigtig diskussion; alt for vigtig til, at den kan overlades til teknologer, der blot følger et udstukket mål, og producenterne, hvis primære interesse er den kortsigtede økonomiske gevinst.

Spørgsmålet om, hvor dansk fødevareproduktion skal bevæge sig hen, og hvordan Danmark kan gøre en forskel i tidens store globale dilemmaer, er alt for vigtigt til blot at blive besvaret med flere svin – uden at vi først får en grundig diskussion af, hvilke værdier der skjuler sig bag dette valg og den forståelse af bæredygtighed og dyrevelfærd, der skjuler sig bag de flot formulerede visioner.

Heldigvis er der allerede i dag to institutioner i Danmark, der er klædt på til at skabe grundlaget for en bred offentlig diskussion om månegrisene. Vi tænker her på Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd.

Det Etiske Råd skal ifølge sit mandat blandt andet rådgive og skabe debat om de etiske aspekter af fødevareproduktion og ny teknologi og Det Dyreetiske Råd skal det samme på dyrevelfærdsområdet.

Det ville være en god ide at bede de to institutioner om hjælp til at få sat fokus på den væsentlige værdimæssige debat, som 'Projekt månegris' rummer – men som synes at være blevet glemt i begejstringen ved udsigten til mere svinekød til eksportmarkedet.

'Projekt månegris' kunne være en god anledning til at lade de to etiske råd gå sammen om en udredning af problemstillingerne og skabelsen af grundlaget for en velinformeret og grundig diskussion af fremtiden for kødproduktion i Danmark.

En diskussion, hvor det bliver gjort tydeligt, hvilke muligheder og alternativer der er, og hvilke værdier der ligger bag de forskellige valg. 'Projekt månegris' kunne således også blive et første skridt til et større samarbejde mellem de to etiske råd og gerne på sigt en sammenlægning.

En sammenlægning, der kunne sikre, at etiske spørgsmål på det humane og det dyremæssige område fremover blev behandlet ud fra samme forudsætninger og når relevant i sammenhæng.

Det bør for os at se overvejes, om ikke spørgsmål om dyrevelfærd og dyreetik burde behandles på lige fod og i sammenhæng med andre væsentlige samfundsmæssige problemstillinger.

De emner, der falder under Det Dyreetiske Råds arbejdsområder, er så tæt knyttet til en række af de opgaver, som Det Etiske Råd skal beskæftige sig med, at afgrænsningen mellem dem i stigende grad er problematisk.

Der findes allerede forskere og interesseorganisationer såsom landbrugets brancheorganisationer, dyreværnsforeninger, forbrugerorganisationer m.m., der deltager i diskussionen af dyrevelfærd med hver sit udgangspunkt. Som det er i dag, får man undertiden det indtryk, at Det Dyreetiske Råd er stedet, hvor disse skal mødes og indgå kompromiser om dyrevelfærden i Danmark, der så kan præsenteres for politikerne.

Men det kan ikke være Det Dyreetiske Råds opgave at indgå kompromiser om dyrevelfærd. Det er en politisk opgave at afveje dyrenes behov over for de økonomiske interesser og ønsket om at udnytte dem. Det Dyreetiske Råds opgave er derimod at pege på de problemstillinger, som anvendelsen af dyr rejser, og vise, hvordan forskellige værdimæssige udgangspunkter og valg fører til forskellige holdninger.

At folde svære dilemmaer ud til brug for politikerne ved såvel presserende beslutninger og udviklingen af mere langsigtede politiske visioner. Og kunne rådet også bidrage mere til at skabe en folkelig debat om de dyreetiske emner, ville meget være nået. En sammenlægning ville også sikre, at de dyreetiske spørgsmål blev genstand for samme brede samfundsmæssige diskussion som de spørgsmål, som Det Etiske Råd arbejder med.

Her har man en lang tradition for ikke blot at rådgive politikerne i forbindelse med etiske problemstillinger, men også at skabe en folkelig debat omkring emner som organdonation, aktiv dødshjælp, kunstig befrugtning m.m.

I det arbejde er det en klar styrke, at Det Etiske Råd hovedsagelig består af lægmænd, hvor de færreste af medlemmerne beskæftiger sig professionelt med etik eller de faglige emner, som rådet arbejder med.

Medlemmerne er som borgere, der har en interesse i etiske spørgsmål og en vilje til at sætte sig ind i den nødvendige faglige baggrund for at forholde sig sagligt til de ofte komplekse problemområder.

Det Dyreetiske Råd derimod består næsten udelukkende af eksperter og mennesker fra de erhverv, der lever af at anvende dyr. Det giver selvsagt en vis risiko for skævvridning i forhold til både de emner, som bliver taget op, og de problemstillinger, som bliver diskuteret.

Fra Det Dyreetiske Råd kan Det Etiske Råd til gengæld lære at inddrage fagpersoner mere i arbejdet, eventuelt ved at inddrage dem som ad hoc-medlemmer i de arbejdsgrupper, som Det Etiske Råd organiserer meget af sit arbejde i.

Det centrale for os er at få fastholdt, at etiske spørgsmål bør diskuteres i et bredt samfundsmæssigt perspektiv på baggrund af en faglig og saglig forståelse af problemstillingerne.

Her kan de to råd kun styrke hinanden gennem et øget samarbejde. En sammenlægning af Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd ville være til gavn for kvaliteten af rådgivningen til politikerne og den folkelige debat på en lang række områder, hvor hensynet til mennesker, dyr, klima, miljø og natur skal balanceres.