Massive reformer på vej i Kina – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2013 > Massive reformer

28. november 2013

Massive reformer på vej i Kina

Af Wusheng Yu, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, KU

(Trykt i Berlingske den 28. november 2013)

Asien. Tidligere hed det i Kina, at markedet var vigtigt. I resolutionen om de kommende reformer hedder det, at markedet er bestemmende, og at netop reformer af markedet skal være grundlag for alle andre samfundsreformer.

Det Kinesiske Kommunistpartis Tredje Plenummøde i begyndelsen af november var længe imødeset, og forventningerne til mødet var store både i og uden for Kina. Den netop offentliggjorte resolution fra mødet udstikker retningslinjer for nye og omfattende økonomiske og sociale reformer i Kina i et hidtil uset omfang. Da Deng Xiaoping kom til magten i december 1978 og introducerede sit store økonomiske reformprogram for Kina, skete det netop på partiets tredje plenum, der er det tredje møde, som en nyvalgt central komité afholder og som regel benyttes til at fremlægge den politiske kurs for de følgende år.

Det var ligeledes på et tredje plenummøde i partiet, at den kinesiske leder Jiang Zemin i 1993 introducerede de gennemgribende økonomiske reformer, der ikke kun genstartede Kinas økonomi efter nogle års stagnation, men som også førte frem til Kinas optagelse i verdenshandelsorganisationen WTO i 2001. Kinas økonomi har i de sidste ti år buldret af sted med årlige vækstrater på 9,8 procent i gennemsnit.

Enhver økonomi, der vokser så voldsomt, har brug for ikke blot opdateringer af de økonomiske strukturer, men også for gennemgribende reformer, hvis økonomien fortsat skal udvikle sig. Men der skete kun lidt i de ti år fra 2003 til 2013, hvor de netop fratrådte ledere, Hu Jintao og Wen Jiabao, sad ved magten. Deres største opgave var at holde balancen, mens Kinas økonomiske vækst nærmest eksploderede. De seneste tre år har væksten i Kinas økonomi aftaget en smule og presset for gennemgribende reformer har for alvor meldt sig.

I februar 2012 udsendte Verdensbanken en omfattende analyse af Kinas økonomi udarbejdet i samarbejde med en centralt placeret og officiel kinesisk tænketank. Analysen pegede nøgternt på de mange områder, hvor Kinas økonomi trængte til reformer. Men Kina stod over for et historisk ti-årigt lederskift. I november 2012 blev Xi Jinping valgt til generalsekretær for partiet og i marts 2013 skete der en planlagt, men også omfattende udskiftning i den kinesiske offentlige administration både på centralt og regionalt niveau. Xi Jinping blev valgt til Kinas præsident, mens partiets nummer to, Li Keqiang, blev udnævnt til premierminister. Siden marts i år har alle ventet på det afgørende Tredje Plenummøde.

Det fremlagte reformprogram – 60 punkter fordelt på 16 kapitler – er massivt og samler stort set alle de reformtanker, der de seneste år har cirkuleret i Kina. Programmets gennemgående temaer er mindre offentlig styring og mere marked, mindre indflydelse til de statsejede virksomheder og større råderum for private virksomheder og igangsættere, yderligere integrering af Kina i verdensøkonomien og lettere adgang til det kinesiske marked for udenlandske virksomheder, større decentral beslutningskompetence, større inddragelse af borgere i beslutningsprocesser på lokalt og regionalt niveau, styrkelse af civilsamfundet gennem dannelse af flere ikke-offentlige organisationer som erhvervsorganisationer, fagforeninger og organisationer med sociale formål, forbedring af landbefolkningens indkomster og dens muligheder for at flytte til større byer og opnå folkeregisteradresse dér. Resolutionen nævner også reformer inden for sundhedssektoren, social velfærd, styrket miljølovning, øget fødevaresikkerhed og beskyttelse af oprethavsrettigheder. Reformprogrammet er den nye kinesiske ledelses »regeringsprogram« og nævner 2020 som deadline for programmets gennemførelse, to år før en ny partiledelse tiltræder i 2022.

Et nøgleord i resolutionen er ordet bestemmende. Tidligere hed det i Kina, at markedet var vigtigt. I resolutionen hedder det, at markedet er bestemmende, og at netop reformer af markedet skal være grundlag for alle andre samfundsreformer. Den centrale regerings kontrol over markedet skal reduceres til et minimum. Det offentlige skal ikke drive forretningsvirksomhed, som kan varetages af private virksomheder. Al prisfastsættelse skal ske på markedets vilkår uden statens indgriben bortset fra enkelte almene områder. Det monopol, som mange statsejede virksomheder nyder godt af, skal fjernes og de statsejede virksomheders skat af overskud skal øges fra 15 til 30 procent. Modsat ønsker resolutionen at fremme private virksomheder og virksomheder med blandet ejerskab som for eksempel offentligt-privat ejerskab. Igangsættere opfordres også til at etablere egne virksomheder inden for sundhedsvæsen, bankvæsen, uddannelse, kultur og andre områder, der tidligere har været forbeholdt det offentlige. Ligeledes skal teknologisk innovation fremmes af markedskræfterne. Private virksomheder opfordres til at internationalisere deres forretninger og investere oversøisk. Regeringen vil her gennem forhandlingerne med andre lande sikre de nødvendige investeringsaftaler. Resolutionen varsler, at et-barnspolitikken vil blive afviklet, ligesåvel som det hedder, at man gennem lovgivning ønsker at fremme menneskerettighederne i Kina.

Antallet af anklager, der kan medføre dødsstraf, vil gradvis blive reduceret, ligesom det gamle arbejdslejrsystem »reform-gennem-arbejde« fra 1957 vil blive afskaffet. Selvom resolutionen mange steder opfordrer til større borgerindflydelsepå den lokale beslutningsproces end man hidtil har set i Kina, indeholder resolutionen ingen forslag om politiske reformer i vestlig forstand. Tværtimod understreger resolutionen entydigt kommunistpartiets fortsatte centrale rolle i ledelsen af Kina. Et politisk systemskift i Kina synes ikke umiddelbart forestående. De seneste år har kinesiske tænketanke og intellektuelle i akademiske tidsskrifter udvekslet visioner og overvejelser om den praktiske lovgivning og de tiltag, der på et tidspunkt vil kunne bære et politisk systemskift igennem i Kina. Men de overvejelser nævnes ikke i resolutionen.

Hvis det lykkes for Kina at gennemføre de foreslåede reformer – eller bare de fleste af dem – vil det alt andet lige yderligere konsolidere Kinas økonomi, i dag verdens andenstørste økonomi, og på kortere sigt styrke Kinas nuværende politiske system. Tre ting taler for, at det lykkes. 1. Kina har en befolkning på 1,35 milliarder, er rigt på naturressourcer og talent og har en økonomi i opdrift. 2. Kinas offentlige forvaltning er velfungerende, driftsikker og har tiltrukket landets bedste hoveder. 3. Ambitionen og fremdriften i Kina er indlysende for vesterlændinge, der besøger Kina. Efter 200 år nede i historiens bølgedal har kineserne en udtalt vilje til at genrejse Kina økonomisk. Udfordringen er den kæmpe administrative opgave og det nødvendige politiske håndværk – forhandling, kompromis og fokus på resultater – der er en forudsætning for at gennemføre et reformprogram, der hele vejen igennem vil støde mod besværlige lommer af regionale og andre særinteresser.

Kina vil rykke voldsomt de kommende år. Flere af de nye kinesiske tiltag – forbedring af miljøet, energibesparelser, fødevaresikkerhed, øget social forsorg, herunder ældreforsorg, kombineret med større markedsadgang og et mere velreguleret og transparent marked – er godt nyt for dansk eksport til Kina. Dertil kommer muligheden for dansk andel i langt større kinesiske udenlandske investeringer end tidligere.

Men på længere sigt kan reformprogrammet også udfordre partiets magtmonopol og dermed Kinas umiddelbare stabilitet. Stigende økonomisk privatisering, styrkelse af civilsamfundet med flere lokale og uafhængige organisationer, den øgede mobilitet, som den landsdækkende udbygning af infrastrukturen har medført, den større udveksling af informationer, holdninger og den offentlige menings nye betydning, som internettet og de kinesiske sociale medier har gjort mulig – det kan altsammen på sigt udfordre partiets position. Balancegangen mellem større åbenhed, mere privatøkonomi og mobilitet på den ene side og fortsat central styring på den anden side bliver ingen let opgave for den kinesiske ledelse. Det vil kræve en stor tilpasningsevne af partiet og måske på sigt en ny forståelse af partiets rolle i Kina.