Hvor dyr må ny teknologi være? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Hvor dyr må ny teknolo...

Hvor dyr må ny teknologi være?

Af seniorforsker Brian H. Jacobsen, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

(Publiceret i Altinget.dk 15. december 2010 - Miljø: Debat)

I den nye husdyrlov indgår, at bedrifterne skal implementere den bedste nye tilgængelige teknologi (BAT), når omkostningerne ikke er disproportionale. Men hvornår er en omkostning for høj? Dette er noget af det, der indgår i forarbejdet til udpegning af de fremtidige BAT-teknologier på ammoniakområdet.

Det bedste er at lave en cost-benefit-analyse, og ud fra den beregne det optimale forureningsniveau. I forhold til N-regulering tyder meget på, at omkostningerne ved at reducere tabene stadig er noget mindre end gevinsterne ved en reduktion, selv om reduktionsomkostningerne er stigende, da de billige frugter er plukket.

De faktiske mål fastlægges derfor som et politiske mål for emissionen, og for eksempel BAT-teknologier udpeges. Fødevareøkonomisk Institut har sammen med NIRAS i en analyse for Miljøstyrelsen set på omkostningerne ved forskellige ammoniaktiltag. Ved analyser af, hvilke teknologier der er mulige at inddrage, indgår to principper: nemlig omkostningseffektivitet og en proportionalitetsvurdering af omkostningerne i forhold til sektoren. Det første sikrer, at kun tiltag, der har en god miljøeffekt i forhold til omkostningerne, skal anvendes. Det sidste sikrer, at sektoren ikke belastes med for høje omkostninger ved den nye teknologi.

Omkostningen ved den nye teknologi kan holdes op imod den nuværende indtjening eller de nuværende omkostninger for at vurdere, hvilken stigning i omkostninger eller fald i indtjeningen den nye teknologi må medføre.

Nogle bedrifter kan ikke klare nye krav

Det kan diskuteres om meromkostningerne skal holdes op imod eksisterende omkostninger eller et indtjeningsmål som for eksempel dækningsbidrag 1. Dog egner mål, der kan blive negative, sig ikke til en sådan analyse. Fordelen ved 'omkostningerne i alt' er, at det typisk er et mere stabilt tal, mens Dækningsbidrag 1 svinger en del, men bedre beskriver indtjeningen. Dog vil valg af udgangspunkt for beregningerne (omkostninger/dækningsbidrag) ikke nødvendigvis betyde meget for antallet af teknologier, der udvælges. Det er endvidere nødvendigt, at omkostningsopgørelserne er stabile, da godkendelses-systemet ikke kan håndtere, hvis antallet af accepterede BAT-teknologier ændres hyppigt.

Vurderingen skal være generel og skal således ikke relateres til indtjeningen på den enkelte bedrift. Vurderingen skal baseres på omkostninger/indtjening over flere år for at sikre mod for store udsving. Endelig skal det at være samme grænse for meromkostninger, der gælder for alle driftsgrene, idet udbuddet af teknologier m.m. kan være forskelligt.

Generelt gælder, at nogle bedrifter vil have en indtjening, der er så dårlig, at de ikke vil kunne rumme yderligere omkostninger til miljøtiltag. Omvendt vil der også være bedrifter, der relativt let vil kunne rumme rimelige merudgifter til miljøtiltag.

Store og små bedrifter

Et andet aspekt er det størrelsesøkonomiske aspekt, som gør, at store bedrifter typisk tjener mere, men også kan implementere miljøteknologien billigere. Miljøkrav, der er ens for alle bedrifter, vil således skubbe til strukturudviklingen. I forhold til den nuværende BAT-vejledning endte Miljøstyrelsen med at sætte skrappere krav for større bedrifter, hvorved omkostningerne pr. enhed for store bedrifter stort set det samme som for mindre bedrifter.

Det er oplagt, at ovenstående analyser ikke alene kan afgøre, hvilken grænse der skal anvendes. Der lægges nogle grænser for den maksimale omkostning pr. kg NH3 og påvirkning på indtjeningen i sektoren, og antallet af mulige BAT-teknologier udpeges. Jo højere meromkostninger, der tillades, jo flere teknologier kan der vælges imellem, men jo større påvirkning på indtjeningen i sektoren kan der være tale om. Den egentlige grænse for meromkostningen er i sidste ende et politisk valg.