Stærke og svage regeringer – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Stærke og svage regeri...

Stærke og svage regeringer

Af professor Niels Kærgård, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Berlingske 9. marts 2011 - Kronik)

 

Hvor Schlüter og Nyrup gennemførte store og betydningsfulde reformer af dansk økonomi, står Fogh som en parallel til Anker Jørgensen. Begge disse regeringer styrede Danmark ud i store økonomiske vanskeligheder.

Hvis man ser på de sidste 40 års danske økonomiske historie, så står regeringerne Schlüter og Nyrup Rasmussen for store og betydningsfulde reformer; det gør Fogh Rasmussens og Anker Jørgensens ikke.

Hvis man ser på de sidste 40 års danske økonomiske og politiske historie, så falder den i fire klart afgrænsede perioder. Anker Jørgensens, Poul Schlüters, Poul Nyrup Rasmussens og Anders Fogh Rasmussens. Lars Løkke Rasmussens periode er det endnu for tidligt at analysere; men man må jf. det følgende håbe, at det ikke bare bliver en forlængelse af Anders Fogh Rasmussens.

Perioden har været præget af en betydelig politisk stabilitet i den forstand, at alle de 4 statsministre har siddet i omkring 10 år og alle i en sammenhængende periode (kun Anker Jørgensens periode er afbrudt af omkring et enkelt år med Hartling-regeringen). Hvis man ser økonomisk-historisk på det, så synes regeringsskifterne også at komme logisk på tidspunkter, hvor den forrige regering havde løst sin opgave og var mindre egnet til at løse de kommende udfordringer. I praksis var årsagerne til regeringsskifterne ikke så logiske; der var Tamil-sagen og efterlønsindgrebet. Der var også kompromiser og omveje i den økonomiske politik. Men overordnet ser det logisk ud.

I 1982 var Anker Jørgensens politik kørt fast. Vi havde »retning mod afgrunden«. Vi havde i hele hans periode betalingsbalanceunderskud på omkring 1,5 procent af nationalproduktet; lønstigningerne var i flere år over 10 procent, og det ødelagde konkurrenceevnen. Det prøvede man at rette op på med regelmæssige devalueringer. Men den svækkede kronekurs resulterede i et renteniveau på 15-20 procent. Inflationen var i hele perioden høj, og arbejdsløsheden steg. Der måtte en ny økonomisk politik til.

Den kom Poul Schlüters regering så med i 1982. Man afskaffede dyrtidsreguleringen af lønnen og annoncerede en fastkurspolitik, der fra starten blev sat på en hård prøve, da Sverige devaluerede. Men man holdt fast. Den troværdige fastkurspolitik blev understøttet af liberalisering af de internationale kapitalbevægelser. I starten troede man nok, at genopretningen var lettere at gennemføre, end den faktisk var. Det gik i starten »ufattelig godt«. Men der måtte kartoffelkur og en skattereform med bl.a. realrentebeskatning til, før genopretningen var helt på plads. I 1990 fik man imidlertid for første gang i mere end 25 år overskud på betalingsbalancen. Lønstigningerne var nede på omkring 4 procent og prisstigningerne nede omkring 2 procent. Renten var faldet til en 6-7 procent.

Megen økonomisk og politisk teori tilsiger, at hvis man har fået styr på inflationen, så falder arbejdsløsheden også på plads på et fornuftigt, »naturligt« niveau. Men det gjorde den ikke - den bare steg og steg - og var i 1992 oppe på 350.000 ledige. Regeringen Schlüter formåede ikke at få ledigheden ned. Der måtte noget nyt til, og det blev Poul Nyrup Rasmussens regering.

Denne regering satte efterspørgslen op - den såkaldte kick-start - og lavede samtidig arbejdsmarkedsreformer. Dagpengeperiodens længde blev sat ned, bl.a. gik man hårdt til de unge. Og kombinationen af en aktivitetsstimulerende finanspolitik og arbejdsmarkedsreformer var en bragende succes. Arbejdsløsheden faldt i Nyrups regeringstid fra 350.000 til under 150.000, og det fortsatte fald i arbejdsløsheden efter 2001skyldes i høj grad 1990ernes reformer. Trods den faldne arbejdsløshed holdt lønstigningerne sig nede på de 4 procent og inflationen dermed på omkring 2 procent. Ungdoms­arbejdsløsheden, som havde været et af 1980ernes helt store problemer, forsvandt næsten totalt. Man tog også fat på problemerne med det stigende antal ældre ved efterlønsforliget i 1999. Men det blev så også enden på perioden. Dels fik indgrebet en lidt krøllet form - man ville have flere ældre i arbejde, og det gjorde man ved at sætte folkepensionsalderen ned fra 67 til 65 år (fordi folkepensionen er lavere end efterlønnen og derved spares to års efterløn) - dels blev det betragtet som et brud på valgløfterne.

Det var også nok naturligt med et politikskifte på det tidspunkt. Nyrups, Lykketofts og Jelveds økonomiske politik havde stort set løst arbejdsløshedsproblemerne, og de opgaver, der stod foran, var Socialdemokratiet nok dårligt skikket til at løse. Det var strukturreformer. I hvert fald fire store reformområder krævede opmærksomhed: de demografiske udfordringer i form af flere ældre (og Socialdemokratiet var på dette område skræmt af reaktionen på efterlønsforliget), indvandrepolitikken (og Socialdemokratiet var kommet med meget markante udmeldinger om, hvad der var »stuerent«), skatteområdet (hvor der var behov for nedsatte skatter på arbejde og dermed et opgør med det socialdemokratiske kerneområde - de stærkt progressive indkomstskatter) og endelig boligpolitikken med huslejereguleringer og skattefordele (og her var Socialdemokratiets tætte forbindelse med de almene boligselskaber og Lejernes Landsorganisation problematisk).

Der var altså god grund til at håbe på, at en borgerlig regering ville være bedre i stand til at gennemføre de nødvendige reformer af den danske velfærdsstat. Men her blev Fogh Rasmussens regering en stor skuffelse. Indvandringen var det eneste, man gjorde noget effektivt ved, og det skyldes måske, at det fortrinsvis gik ud over grupper med mange uden dansk valgret. Og hvor de stramninger, der kom i 2002, nok var nødvendige, så gik man efterhånden - inspireret af Dansk Folkeparti - over til en symbolpolitik, der var egnet til at forstærke kløfterne mellem »dem« og »os« og dermed var direkte skadelig for den nødvendige integration.

På skatteområdet kom der efter 8 års regering nogle tilløb, der dog langtfra gik særlig langt. Fogh Rasmussens hovedstrategi på skatteområdet var et »skattestop«, der var blokerende for enhver skattereform, for skattereformer består jo netop i, at nogle skatter sættes op og andre ned. Hvis man har som et hovedpunkt, at ingen skatter må sættes op, så har man blokeret for reelle reformer.

Vi har fået et velfærdsforlig vedrørende pensionsområdet, men det træder først i kraft i 2019-2023. Efterlønnen blev derved, i hvert fald i første omgang, fredet indtil da, og selv derefter får danskerne fortsat ret til 5 års efterløn. Ad åre (men langsomt) optrappes efterløns- og pensionsalder dog med levetiden. Det er en betydningsfuld reform, men får først fuld virkning omkring 2030, og der er jf. bl.a. de økonomiske vismænd store huller i de offentlige budgetter på grund af den demografiske udvikling i 2020erne.

På boligområdet er der absolut intet sket. Det har ikke engang været i nærheden af den offentlige debat, bortset fra nogle paradeforslag om at omdanne almene boliger til ejerlejligheder.

Der er i Fogh Rasmussens regeringstid lavet store reformer, f.eks. kommunalreformen, reformer på forskningsområdet og politireformen, men det er alle reformer uden effekt på de økonomiske strukturer. Kommunalreformen skabte nogle meget store kommuner og afskaffede amterne som enheder med egne skatteudskrivninger; og om det har positive eller negative effekter på økonomien er meget uklart. Hovedproblemet med strukturreformen fra 1970 var, at den aldrig nåede til hovedstadsområdet, og det gjorde strukturreformen fra 2005 heller ikke. Ingen af reformerne løser således nogen af de strukturproblemer, den danske økonomi har. Det er ikke engang til at afgøre, om deres effekt er positiv eller negativ.

Hvor regeringerne Schlüter og Nyrup Rasmussen lavede store og betydningsfulde reformer af dansk økonomi - reformer der var behov for, og som satte markante spor i den økonomiske udvikling - så står Fogh Rasmussens regering som en parallel til Anker Jørgensens regering. Begge disse regeringer styrede Danmark ud i store økonomiske vanskeligheder, som de efterfølgende regeringer måtte tage sig af. Anker Jørgensens problemer blev i høj grad løst af Schlüter. Spørgsmålet er, om Løkke Rasmussen med mange magtfulde ministre, der går igen fra Fogh Rasmussens regering, kan løse de problemer, Fogh Rasmussen har efterladt.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at reformvilje og økonomisk ansvarlighed intet har med partifarve at gøre. Schlüter og Nyrup Rasmussen står som reformatorer, hvor Anker Jørgensen og Fogh Rasmussen står som dem, der ikke havde styrke og mod til de nødvendige reformer.

 

Denne kronik affødte bl.a. et genmæle fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (Berlingske 1. sektion Debat 14.3.2011).

Læs også Niels Kærgårds kronik Mange paralleller Anker og Fogh (6.4.2011) og Søren Kjeldsen-Kraghs kronik Anders Fogh var ikke en ny Anker (18.4.2011).