Markedsreguleringen spøger i kulissen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Markedsreguleringen sp...

Markedsreguleringen spøger i kulissen

Af direktør Henrik Zobbe, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

(Publiceret i Altinget.dk 23. marts 2011 - Fødevarer: Debat)

En af de store succeshistorier omkring EU's landbrugspolitik er reformprocessens indsnævring af forskellen mellem EU's markedspriser og verdensmarkedspriserne. Et eksempel er den europæiske pris på korn, der i perioder ligger meget tæt på verdensmarkedsprisen på korn.

Dette er sket gennem gentagne reduceringer af de institutionelle priser og toldsatserne samt suspension af interventionsmekanismen. Økonomisk set har dette været en fordel for de europæiske forbrugere og skatteydere samt for de internationale agenter, der er afhængige af verdensmarkedet.

Fødevarepriserne stiger

Aktuelt er der bevægelse i fødevarepriserne på verdensmarkedet. Priserne på eksempelvis korn og andre råvarer stiger markant i øjeblikket, og nærmest per instinkt reagerer en koalition af protektionistiske, antikapitalistiske og generelt pessimistiske kræfter.

De kræver politiske indgreb og stram styring af markedskræfterne og af børsspekulanternes grådighed. Historien om, at det var bedre i de gode gamle dage, hvor politiske indgreb havde en stabiliserende priseffekt, er blevet fremført af flere EU-institutioner og -medlemslande, herunder selvfølgelig Frankrig, men også fra forskellige sider i Danmark høres røster om statslig indgriben.

EU's landbrugspolitik efter 2013

Dette kan få betydning for udformningen af EU's landbrugspolitik efter 2013, hvis fremtidige udseende diskuteres intenst i øjeblikket på baggrund af EU-Kommissionens meddelelse tilbage fra november 2010. I værste fald kan dette bane vejen for en styrkelse af den traditionelle europæiske pris- og markedspolitik kombineret med støtteopkøb og eksportrestitutioner.

Disse traditionelle instrumenter er nævnt i Kommissionens oplæg, og ideen er, at instrumenterne skal bevares i den nye landbrugspolitik. Der er derfor potentielt mulighed for, at de bringes i spil og ydermere, at de kan skaleres op i niveau, hvis det bliver nødvendigt.

Dette er meget bekymrende, og der skal herfra lyde en stille bøn til de politiske beslutningstagere om at overveje dette nøje, før der besluttes en videreførelse af de europæiske pris- og markedsordninger.

Naivt at tro at politikere ved bedre end markedet

Historien har lært os flere ting, der bør fremhæves og lægges til grund for eventuelle politiske handlinger. Det var ikke uden grund, at de forrige EU-Kommissioner havde vedtaget og implementeret en reformstrategi for den markedsmæssige styring af fødevarepriserne.

Overordnet er det naivt at tro, at politikerne er bedre end markedet til at fastsætte priserne på fødevarer. Historiske eksempler står i kø med beviser på, at politisk fastsatte priser fører til overproduktion med deraf afledte negative konsekvenser for forbrugere og skatteydere.

Derudover er det meget svært at afskaffe politiske tiltag igen, hvis de enten har løst det konkrete problem eller har vist sig for omkostningstunge. Problemet opstår, fordi de økonomiske interessenter tilpasser sig den økonomiske regulering, hvorefter en deregulering vil skabe omkostninger, der vil brede sig som ringe i vandet.

Landbrugsstøtten som eksempel

Et godt eksempel er netop landbrugsstøtten og de direkte betalinger, der har vist sig at været helt ekstremt vedholdende. Det har taget over 30 år at få liberaliseret politikken til det niveau, hvor vi er i dag.

At gå tilbage til hvor vi var før 1992, vil være en økonomisk katastrofe. Det politiske problem ved denne lange periode er, at de store økonomiske omkostninger ved støtten åbenbart er glemt og begravet et eller andet sted i historiebøger placeret i en støvbelagt kælder.

EU er ikke alene

Det store problem er, at EU ikke er alene om dette. Selv FN's fødevareorganisation FAO flirter med tanken om regulering. Dette er lidt af en gåde. Hovedparten af verdens fødevarer produceres og forbruges i det samme land.

Det betyder, at størrelsen af det såkaldte verdensmarked er et resultat af underforsyning og overforsyning af diverse indenlandske markeder. Hvis disse indenlandske markeder er styret af protektionisme og produktionsfremmende subsidier opstår der dumping af diverse fødevarer på verdensmarkedet med store prisudsving til følge.

Dette er ikke godt for de fattige i de fødevareimporterende lande. De ville derimod lige som alle os andre have meget mere ud af global markedsintegration og frihandel.