Skal Nordafrika have Marshallhjælp? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Skal Nordafrika have M...

Skal Nordafrika have Marshallhjælp?

Af professor Henrik Hansen, seniorrådgiver Jens Kovsted og professor John Rand, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i
Politiken 23. marts 2011 - Analyse)

 

Mens udfaldet af den libyske tragedie endnu er uvist, diskuterer regeringer og medier muligheden for at skabe økonomisk vækst og styrke den ikkefundamentalistiske demokratiske udvikling i regionen gennem en nordafrikansk Marshallhjælp.

Marshallhjælpen opfattes af langt de fleste i Europa og USA som en stor succes. En historie om, hvordan fremsynede amerikanske embedsmænd fra 1947 til 1952 sikrede etableringen af liberale demokratier i Vesteuropa. Og selv om en nærmere analyse viser, at virkeligheden er langt mere nuanceret, diskuteres muligheden for en Ny Marshallhjælp ofte i forbindelse med strukturelle ændringer. Marshallhjælp blev således diskuteret ved Murens fald, ved afslutningen på apartheid og i 2005, da Gordon Brown forsøgte at sælge ideen om afrikansk Marshallhjælp til G8.

Forslaget om en Nordafrikansk Marshallhjælp bygger på to antagelser, som skal diskuteres grundigt, inden europæiske bistandssystemer omstruktureres imod en storstilet nordafrikansk Marshall-indsats.

I forhold til antagelsen om, at Marshallhjælpen sikrede økonomisk vækst og demokrati i Vesteuropa, er det afgørende at huske: 1) at vesteuropæiske lande havde velfungerende forvaltninger og produktionsapparater inden krigen, hvorfor opgaven var genopretning frem for skabelse; 2) at langt hovedparten af de vesteuropæiske lande havde solide politiske institutioner og/eller en generel accept af demokratiet som styreform; og 3) at administrative og kulturelle forskelle mellem giver (USA) og modtager (de vesteuropæiske lande) var relativt små.

Endelig var Marshallhjælpen fra sin begyndelse en integreret del af den kolde krig. Ud over at medføre en betydelig oplysnings- og propagandaindsats i forhold til at vinde europæernes støtte betød det også, at såvel den amerikanske som de europæiske administrationer tillagde Marshallhjælpen stor betydning.

Analyser har dokumenteret, at Marshallhjælpen havde en betydelig, stabiliserende effekt for især nogle europæiske lande (herunder: Grækenland, Frankrig, Østrig, Holland og Italien), men at den langtfra var eneste udslagsgivende effekt. Dertil kommer, at de lande, man typisk sammenligner med, nemlig de østeuropæiske lande, fik autoritær kommunisme og planøkonomi i stedet for Marshallhjælp, hvilket ikke just fremmede deres demokratiske og økonomiske udvikling.

 

Hvad angår den anden antagelse at Marshallhjælpen kan overføres til nordafrikanske lande skal det til sammenligning fremhæves at: 1) de nordafrikanske lande er præget af diskrediterede forvaltninger og svage, små produktionssektorer; 2) at demokratiske traditioner og institutioner inden for såvel forvaltning som civilsamfund i bedste fald er nye og uprøvede; 3) at administrative og kulturelle forskelle mellem givere (EU?) og modtagere er betydelige og præget af gensidig skepsis. Hertil kommer, at Europa og USA er hårdt ramt af den globale krise, hvorfor betalingsvillighed og engagement med stor sandsynlighed er begrænset.

 

Man skal således være meget varsom med at forbinde øget støtte til Nordafrika med Marshallhjælpen. Samtidig er det klart, at EU bør og skal gøre noget, idet fremtidsudsigterne trods en positiv udvikling i Egypten og Tunesien fortsat er usikker og dyster. De seneste uger har medierne daglig adspurgt indkaldte eksperter, hvad de næste dage ville bringe. Til journalisternes store frustration har eksperterne afstået fra at forudsige udviklingen.

 

En naturlig konsekvens af de revolutionære tilstande, hvor eksperternes studier af historisk udvikling og struktur har begrænset forudsigelseskraft. Samme studier er til gengæld relevante i forhold til forståelsen af udviklingen på lidt længere sigt.


Her vil regionens begrænsede økonomiske udvikling, høje arbejdsløshed samt det betydelige demografiske pres fra en meget ung befolkning betyde, at den politiske udvikling i de nordafrikanske lande i stigende grad kommer under pres, når demonstranterne og reformatorernes ofte urealistiske forventninger om beskæftigelse og et bedre liv skuffes.


En debat om nordafrikansk Marshallhjælp er derfor relevant for Europas langsigtede svar på de aktuelle omvæltninger, idet det rejser tre specifikke udfordringer:

Adgang til markeder. Marshallhjælpen fokuserede på øget samhandel. Ud over at fremme afsætningen af amerikanske varer til de krigsramte, rationerede europæere øgedes europæiske producenters adgang til mere købedygtige amerikanske forbrugere. Er EU parat til et tilsvarende løfte, eller vil man fortsat sige nej til både nordafrikanske varer og nordafrikanske indvandrere?

Regional integration. Amerikanerne betragtede europæisk nationalisme som en af hovedårsagerne til Anden Verdenskrig og stillede derfor krav om øget europæisk samarbejde og integration. Er EU parat til helhjertet at støtte en tilsvarende regional integration i Nordafrika, og har EU den fornødne troværdighed? Præsident Sarkozys stort anlagte Middelhavsunion der er begrænset på midler og indflydelse peger ikke just i den retning.

Lydhørhed. USA måtte efter europæisk pres opgive sin modstand mod en større rolle for staten, herunder opbygningen af velfærdsstater, der af konservative amerikanere nærmest blev opfattet som forstadier til kommunisme. Er EU parat til at lade de nordafrikanske lande finde deres egen model, herunder en model, der eventuelt indebærer øget muslimsk indflydelse?

EU må og skal forholde sig til disse udfordringer og samtidig huske, at den historiske Marshallhjælp også havde en betydelig psykologisk og politisk betydning, idet europæernes tro på fremtiden blev styrket.

Har EU den politiske vilje til at sende et tilsvarende signal i den aktuelle krise?