Er forskning produktion? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Er forskning produktio...

Er forskning produktion?

Af lektor i videnskab og offentlighed,  Gitte Meyer, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Information 29. marts 2011)


Forskning er produktion og forskere vidensproducenter. Det lader til at være noget, som alle ved. Sprogbrugen har bredt sig de senere år. Skulle der findes forskere, som er uenige i den teknisk-økonomiske logik, sprogbrugen er udtryk for, så er de det på den stille måde.

Ganske mange må ellers have svært ved at genkende sig selv i rollen som vidensproducent. Nogle af disse vil tilmed kunne huske, at det før har været muligt også at forbinde videnskab med glæde ved erkendelse. Og med kritisk tænkning. Men den danske forskningsverden er beboet af føjelige folk, som stort set lader det passere i tavshed, at det videnskabelige officielt er sat på skrump og i dag synes at kunne samles under kampråbet: Ingeniører i alle fag, forener eder.

Misforstå ikke. Dette er ikke et angreb på ingeniører, ej heller på økonomer. Som samfund har vi brug for mange gode fagfolk af begge typer. Men kan det virkelig passe, at vi ikke har brug for andet? Kan det virkelig passe, at alt, som det er værd at beskæftige sig intellektuelt med, kan presses ind i en ramme, der vedrører fremstillingsvirksomhed og teknisk problemløsning?

En diskussionshæmmer

Produktionslogikken dominerer i en grad, så den næsten er blevet usynlig, også når der øves kritik. Ganske vist er det vulgære slogan, fra forskning til faktura, langtfra gået upåtalt hen, og ganske vist får opfattelser af viden som en vare hyppigt et dunk med en granrafte, men dér stopper kritikken. Som regel overses det, at præmissen for synet på viden som en vare er, at viden opfattes som hjemmehørende i produktionssektoren som et produkt, der også selv skal tjene produktionsformål. Også kritikere, der opfattes som talsmænd for progressive strømninger, taler med flid om vidensproduktion.

Kunne vi dog ikke bare af og til bevæge os ud af produktionsrammen? Den hæmmer faktisk en række væsentlige samfundsdiskussioner.

Uddannelser forsynes med varedeklarationer. Uden for rammen ligger diskussionen om, hvor meget klogere eller dummere vi bliver af at betragte studerende som forbrugere i butikker, der sælger vidensprodukter.

Forskere pålægges formidlingspligt. De skal transportere deres viden som produkter til andre borgere defineret som vidensforbrugere. Markedsføring falder inden for rammen. Udenfor ligger spørgsmål om forholdet mellem videnskab og kritisk samfundsdebat.

Smarte business-modeller for universiteter, defineret som vidensproduktions-virksomheder, afsløres, når de bliver lige lovligt smarte. Det sker, at nogle hoveder ruller, men i øvrigt kniber det med alternativer inden for rammen. Valget står groft sagt mellem legalt smarte business-modeller og statslig kontrol eller diverse interessante kombinationer med tilhørende dilemmaer. Såsom: Kan kontrol hæmme kreativiteten? Fremstillingsvirksomhed og teknisk rationalitet omfatter begge aspekter, kreativitet såvel som kontrol, men dét falder uden for diskussioner, som netop foregår inden for denne ramme.

Og den kritiske tanke?

På beslægtet vis handler diskussioner om uddannelsesstøtte om, hvorvidt uddannelse er en omkostning eller en investering. Det foregår dog lidt på skrømt. Egentlig er der nemlig bred enighed om, at uddannelse er investering. Den faktiske uenighed har, som i diskussioner om studieafgifter, at gøre med, om uddannelse primært skal ses som en privat eller en offentlig investering. Uden for rammen findes det synspunkt, at vi som samfund i fællesskab bør søge at sikre, at alle får adgang til bøgernes verden, fordi vi skal unde hinanden den glæde, og fordi det kan fremme fri og kritisk tænkning, der kan komme på tværs af både kreativitet og kontrol, og som netop derfor kan være nyttig. I bredere forstand. På en anden måde. Aldeles uproduktivt.