Anders Fogh var ikke en ny Anker – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Anders Fogh var ikke e...

Anders Fogh var ikke en ny Anker

Af professor emeritus Søren Kjeldsen-Kragh (Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet)
(Trykt i Berlingske 18. april 2011 - Kronik)

 

Hvordan har VK-regeringerne siden 2001 klaret sig? Er der behov for at skifte fra blå blok til rød blok? 

På det sidste er regeringen Fogh Rasmussen 2001-2009 blevet sammenlignet med regeringen Anker Jørgensen 1975-1982. En sådan sammenligning er næppe tænkt som en positiv vurdering af regeringen Fogh Rasmussen. Blandt økonomer vil en sådan sammenligning blive opfattet som meget kritisk. Regeringen Løkke Rasmussen befinder sig i en helt anden situation. Alligevel kan en negativ vurdering af Fogh Rasmussen bidrage til en negativ vurdering af Løkke Rasmussen. Har den negative vurdering af Fogh Rasmussen hold i virkeligheden? 

Et karakteristisk træk ved regeringen Fogh Rasmussen var, at den lagde afgørende vægt på værdipolitikken. Værdipolitik går ud på enten direkte eller indirekte gennem lovgivningen at påvirke holdningerne i samfundet. Når værdipolitik blev kontroversiel, var det fordi regeringen Fogh Rasmussen satte spørgsmålstegn ved nogle af »de konventionelle sandheder«, som han forsøgte at ændre. Værdipolitik gik ud på at få folk til at tænke i andre baner end de helt traditionelle, som aktuelt dominerede. Værdipolitik har noget at gøre med at se nye alternative muligheder. Fogh Rasmussen indførte skattestoppet, som er blevet kritiseret af mange økonomer. Når ingen skat må stige, er det klart, at det er svært at omlægge beskatningen således, at nogle skatter sættes ned, samtidig med at andre skatter sættes op. Systemet bliver mindre fleksibelt. Det er klart for enhver.

Alligevel må skattestoppet siges at have haft en positiv værdipolitisk indflydelse. Hidtil havde tankegangen været den, at når der var et statsfinansielt underskud skulle problemet løses ved, at skatterne blev sat i vejret. Når der var overskud, var der til gengæld plads til at udvide de offentlige udgifter. Det har været denne holdning, som har ført til, at vi i Danmark har fået et skattetryk og en offentlig sektor, der er så stor, at det ikke er holdbart på længere sigt. Derfor var skattestoppet en nødvendighed for at få folk til at tænke i andre baner. Værdipolitikken er med til at ændre mulighederne for den økonomiske politik.

Hvordan udviklede økonomien sig så under Fogh Rasmussen? Konjunkturudviklingen fulgte stort set den internationale udvikling. Perioden 2001-2003 var præget af recession, hvorimod 2003-2007 var opgangstider, der så blev efterfulgt af den krise, vi er ved at komme ud af. En vurdering af en udvikling kræver nogle kriterier for, hvad det er, der skal opnås. Hvordan gik det med væksten, beskæftigelsen, betalingsbalancen, statsfinanserne, inflationen og lønningerne? Væksten var ikke prangende, men dog på niveau med væksten i EU-15. Der skete en betydelig stigning i beskæftigelsen og fald i arbejdsløsheden, som sikkert har bidraget til den utilfredsstillende produktivitetsudvikling. Betalingsbalancen viste store overskud, som betød, at udlandsgælden blev afviklet. Statsfinanserne viste også store overskud, hvilket betød, at statsgælden blev kraftigt reduceret. Inflationen var lav. Lønningerne steg mere end lønningerne i EU-15.

Samlet set må vurderingen derfor blive, at udviklingen på flere felter var ganske tilfredsstillende. Det betyder ikke, at der ikke skete problematiske ting. Indførelsen af flekslån bidrog til de kraftigt stigende boligpriser. Finans- og pengepolitikken var for løs i 2006-2007, og lønningerne steg for kraftigt.

Skattetrykket fra 2001 til 2007 var marginalt faldende. I samme periode har beskæftigelsens fordeling mellem den private og offentlige sektor været konstant. Da beskæftigelsen er steget generelt, er den offentlige beskæftigelse også steget. Der er sandsynligvis sket en yderligere bureaukratisering i den forstand, at antallet af såkaldte kolde hænder er steget i forhold til antallet af varme hænder. Når der som følge af krisen 2007-2010 er sket et fald i den private beskæftigelse på 200.000, samtidig med at den offentlige beskæftigelse er steget, er skævvridningen mellem de to sektorer blevet mere udtalt. Når der aldrig har været flere i den offentlige sektor end i dag er det svært på overbevisende måde at sige, at den offentlige sektor er udsultet.

Hvad er så problemerne i dag? Vi står med et statsfinansielt underskud, som til en vis grad er et resultat af den krise, som heller ikke økonomerne forudså komme. Hertil kommer så de strukturelle problemer, der er knyttet til befolkningens aldring. Arbejdsstyrken bliver mindre og de offentlige udgifter til sundheds- og sygehusvæsen vil øges. Derfor vil statsunderskuddet bide sig fast medmindre vi gør noget. Vejen frem er en øgning af aktiviteten i den private sektor. Virksomhederne skal have muligheder for at ekspandere i Danmark for at sikre beskæftigelsen i Danmark i stedet for at lægge alle arbejdspladserne i udlandet. Det kræver en forbedring af konkurrenceevnen især blandt de små og mellemstore danske virksomheder, som endnu ikke er internationale. Rammevilkårene for disse virksomheder skal forbedres. Der skal ske en regelforenkling, så det er lettere at overskue de muligheder, der eksisterer med hensyn til at vokse; der skal skabes gode vilkår for innovation og kapitaltilførsel til disse aktiviteter.

Man har diskuteret, hvorvidt der skal ydes støtte til specielle brancher, som for tiden synes særlig lovende. Der tales således om særlig støtte til de virksomheder, hvis produktion bidrager til løsning af energi- og miljøproblemer. En sådan strategi kan ikke anbefales. Generelle gode vilkår for specielt de små og mellemstore virksomheder er ganske afgørende. Hvis støtte ydes, skal den være tidsbegrænset. Landbrugsstøtten er et afskrækkende eksempel på de problemer, der opstår, når støtten ikke er tidsbegrænset.

Det er også nødvendigt at sikre en tilstrækkelig tilgang af kvalificeret arbejdskraft til det arbejdsmarked, som i fremtiden skrumper på grund af befolkningens aldring. De, der allerede er på arbejdsmarkedet, er i forvejen hårdt belastede. Det gælder ikke mindst de yngre på arbejdsmarkedet, herunder børnefamilierne. Derfor er det vigtigt at sørge for ny tilgang til arbejdsmarkedet.

Den offentlige sektor skal kunne klare sig med dets nuværende ressourcer. Der skal ske en effektivisering, der indebærer en bedre anvendelse af de offentlige midler. En ny kultur i pleje- og omsorgssektorerne kan øge kvaliteten, uden at ydelserne bliver dyrere. Gennem en fornuftig privatisering, som eksempelvis i hospitalssektoren, kan der skabes øget bevidsthed om, hvordan opgaverne løses på en bedre måde.

Konklusionen er derfor, at der ikke er hold i den kritik af regeringen Fogh Rasmussen, som ligger i sammenligningen med regeringen Anker Jørgensen. Regeringen Løkke Rasmussen står i en helt anden situation end regeringen Fogh Rasmussen. Ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er der mange positive elementer i regeringens genopretningsplan og i forslaget om ændring af efterløns- og pensionsforhold. Hvis den kommende vækstpakke indeholder konkrete tiltag, som styrker erhvervslivet specielt de små og mellemstore virksomheder er regeringen på rette vej. 
 

 

Se også Niels Kærgårds kronikker Stærke og svage regeringer (9.3.2011) og Mange paralleller Anker og Fogh (6.4.2011).