Færre orakler, flere intellektuelle, tak – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Færre orakler, flere i...

Færre orakler, flere intellektuelle, tak

Af lektor i videnskab og offentlighed,  Gitte Meyer, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Information 22. juni 2011
)

Orakleri har at gøre med tro og overtro og har intet at bestille i forbindelse med hverken videnskab eller saglig, politisk debat. 

"Vi bliver behandlet som de orakler, vi mener, vi er." For snart ni år siden fik jeg denne dybsindighed med hjem fra en samtale om videnskab og journalistik med en dansk, universitetsansat økonom. Sin aktualitet har analysen ikke tabt i den forløbne tid. Snarere tværtimod. 

Ikke alene økonomer, men også alle mulige andre akademisk uddannede fagfolk behandles i stigende grad som orakler, ikke mindst af journalister. Og tilbøjeligheden til, at sådanne fagfolk ser og lærer at se sig selv som orakler, synes også forstærket. På økonomfronten arbejdes der for eksempel med at udforme et etisk kodeks, hvis primære mål er og nu citerer jeg herværende dagblad: "at få økonomerne til at ophøre med at optræde som orakler i den politiske debat uden at være på sikker videnskabelig grund".

Den underliggende antagelse må være, at når økonomer er på sikker videnskabelig grund, er det berettiget, at de optræder som orakler. Det kritiske punkt er naturligvis, at økonomer og andre akademiske fagfolk vel næppe nogensinde er på så sikker grund, at de kan give den som orakler i politisk debat om komplekse samfundsspørgsmål. 

Orakeltraditionen

Substantivet 'orakel' og verbet 'at orakle' kommer fra det latinske orare, som betyder at tale eller bede. Det bruges om udsagn, der har karakter af uimodsigelig sandhed og den højeste visdom, herunder om spådomme, som gør krav på at være ufejlbarlige, men kan være uklare og tågede. Historisk har det blandt andet været knyttet til medlemmer af et præsteskab, der tolkede tegn i naturen og under ekstase gav varsler om fremtiden, og som mentes at være besat af guddomme under udgydelserne. Orakleri har kort sagt at gøre med tro og overtro og har således intet at bestille i forbindelse med hverken videnskab eller saglig, politisk debat. 

Ikke desto mindre er der betragtelige orakelelementer i den ekspertrolle, som de seneste årtier er blevet fremelsket i et samspil mellem den journalistiske, den akademiske og den politiske verden. Det ligger i klar forlængelse af orakeltraditionen, når man påberåber sig eller efterspørger empiri om fremtidige hændelser.

Det samme gælder, når der på universitetskurser doceres ud fra forestillinger om, at videnskabelige metoder på magisk vis? muliggør, at levende mennesker kan ophøre med at være personer, og at forskere i ekstase? kan udtale sig som aldeles upersonlige eksperter. Således gøres videnskab til en form for tro. Og samtidig undergraves den seriøse offentlige debat, som er helt afhængig af bidrag fra samfundsengagerede og indsigtsfulde intellektuelle.

Intellektuelle fagpersoner

Det er håbefuldt, at der i Aalborg nu arbejdes med en ny og bredere økonomuddannelse, som også omfatter et bredere forskningsmæssigt sigte end det gængse. Tænk, hvis nordjyderne samtidig ville gå foran med et initiativ om forholdet mellem videnskab og offentlighed et initiativ, der gik ud på at (genop)træne forskere i at medvirke til en civiliseret, offentlig debat som intellektuelle fagpersoner, hver for sig med et særligt ståsted og særlige perspektiver på verden. Og med bevidsthed om dette forhold og, derfor, besjælet af tvivl, også om sig selv.

Når sådan selvindsigt kobles med dyb indsigt og viden på et område, er det, at vi får meningsdannere, det er værd at høre på, og som kan indgå i et kritisk med- og modspil med andre, herunder politikere. Det kræver officiel opbakning og en bevidst indsats at fremme denne borgerdyd i forskningsverdenen, men der er meget at vinde. Ikke mindst kunne vi blive fri for at skulle leve videre med en karikatur af offentlig debat, befolket af videnskabelige sandsigere, der indgår i en evig skæbnekamp med dumme og grumme politiske magthavere.