En anden debat om uddannelse – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > En anden debat om udda...

En anden debat om uddannelse

Af lektor i videnskab og offentlighed, Gitte Meyer, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Information 10. august 2011
)

For en gammel rotte, der i 1970erne skrev spandevis af artikler om uddannelsessøgning og adgangsbegrænsning, bereder august hvert år en sælsom oplevelse af, at tiden trods alt og skønt meget peger i andre retninger har stået stille. Det er en foruroligende oplevelse. Alt er jo ikke ved det gamle, men uddannelsesdebatten er det.

Hvert år har mange søgt, og mange er blevet afvist, og øget social ulighed truer. År efter år uddeles ris og ros gerne understøttet af prognoser til de unge som gruppe; ris når mange har søgt, hvad der opfattes som brødløse uddannelser; ros, når mange har valgt uddannelser inden for teknik og handel.

Og hvert år er der også enkelte kontrære, som uddeler henholdsvis ris og ros i modsat retning, og som morer sig med at pille benene af prognoserne, hvilket gerne er ganske enkelt. Uddannelsesinstitutionerne har fået nye smarte navne, men det gælder fortsat, at hvis de fik flere penge, ville de hjertens gerne optage flere studerende.

Den store fortælling vedbliver at være den samme: Unge sendes ud i kulden, og det er en tragedie for dem og for hele samfundet. Af hensyn både til den sociale retfærdighed og økonomien burde Danmark have et langt mere omfattende videregående uddannelsessystem med plads til alle. Måske er det på tide at forberede sig på den situation, hvor vi faktisk har netop dét et uddannelsessystem, der omfatter alt og alle, og er sammensat af institutioner med universitetsklingende navne. For faktisk bevæger og vokser systemet sig den vej år for år.

Ovennævnte store fortælling ligger i forlængelse af en endnu større oplysningsfortælling med ærværdige historiske aner, som ikke blot kan skrives tre-fire årtier, men adskillige århundreder tilbage. Blandt særdeles meget andet handlede den om glæden ved at forstå og virke i verden, og den fulgtes med bestræbelser, der drejede sig om at mindske social ulighed.

Statusmaskineri

I årtierne efter Anden Verdenskrig blev lighedsbestræbelser altoverskyggende, når talen var om uddannelse. Lighed gennem uddannelse blev den store parole. Det var vi mange om. Hvad, vi ikke så, var, at grunden dermed blev lagt til en opfattelse af uddannelse, hvor statusovervejelser er centrale, mens indholdsditto er perifere.

Dermed er vi så ankommet til nutidens statusmaskineri og til et nutidigt behov for på ny at få indholdsspørgsmål til at betyde noget i uddannelsesdebatten. Det bliver ikke let, og problemet er ikke blot, at for megen hellighed klistrer til uddannelsesordet. Der er meget godt at sige om danske traditioner for håndværk og håndværkskultur, men det bliver gennemgående ikke sagt. For det er højteknologi og dertil knyttede uddannelser, som forbindes med status.

Kloge hoveder

I den offentlige debat optræder jævnligt en kollektiv figur, som kaldes de kloge hoveder. Udtrykket bruges ganske uden forbehold som synonym for folk, der har frekventeret en uddannelsesinstitution af den slags, der regnes for højerestående. Jo mere samlebåndsagtig uddannelsen bliver, des mere forbindes det pudsigt nok med høj status at besidde et certifikat på at have gennemgået en sådan.

Uddannelse er i vidt omfang blevet til noget, der drejer sig om nationale og personlige ambitioner samt om sure pligter, hvilket naturligvis påvirker søgningen, fravalget, frafaldet og uddannelsernes indhold. Fører det alt i alt til mindre social ulighed, eller tumler nissen nu bare rundt inde i systemet? Og fører det til flere kloge hoveder eller ender de rigtigt kloge med at søge indhold uden for systemet?