Gamle argumenter mod ny indvandring – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Gamle argumenter mod n...

Gamle argumenter mod ny indvandring

Af professor Niels Kærgård, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Berlingske 12. september 2011 - Kronik)

 

Der er aktuelle problemer nok at diskutere ved den nye indvandring og integrationen af »gamle« indvandrere, men i stedet bliver vi ved at diskutere 1990ernes problemer. Det kan forstærke "dem-kontra-os-følelsen".  

Problemerne på integrations- og indvandrerområdet er i dag nogle helt andre end i 1990erne. Men det er stadig 1990ernes problemer, vi diskuterer. Det har højst uhensigtsmæssige virkninger. I løbet af 1990erne blev det tydeligere og tydeligere, at den danske integrations- og indvandrerpolitik var uholdbar. I 1999-2001 fik i gennemsnit 15.418 flygtninge og familiesammenførte årlig opholdstilladelse i landet. Det var flere, end vi på rimelig vis kunne integrere.

Samtidig vanskeliggjordes integrationen af den relativt lette adgang til familiesammenføring. Unge indvandrere og efterkommere, der var ved at blive integrerede, blev gift med en i familiens øjne egnet ægtefælle fra hjemlandet. Både for pakistanere og tyrkeres vedkommende var det over 90 procent af indvandrerne og efterkommerne, der blev gift med en fra hjemlandet. Der var givetvis kun i de allerfærreste tilfælde tale om tvangsægteskaber, men vel ofte om familieorganiserede arrangementer, som de unge accepterede med større eller mindre begejstring.

Velintegrerede unge blev ved giftermålet med en fra hjemlandet mere eller mindre frivilligt styret ind i et meget traditionelt familiemønster.

Nogle af de første, der gjorde opmærksom på disse problemer, var de socialdemokratiske borgmestre fra den københavnske vestegn, og i en noget mere skinger tone Søren Krarup og Fremskridtspartiet og fra 1995 så også Dansk Folkeparti. Politisk kom der også forsigtige stramninger, da Thorkild Simonsen, der som gammel Aarhus-borgmester stod Vestegnsborgmestrene nær, blev indenrigsminister i 1997, og stramningerne tiltog, da Karen Jespersen afløste ham som indenrigsminister i Nyrup Rasmussens regering i 2000.

De dramatiske skift kom imidlertid først med regeringsskiftet i 2001, hvor der blev oprettet et ministerium for flygtninge, indvandrere og integration med Bertel Haarder som minister. I 2002 blev familiesammenføring som hovedregel kun tilladt, hvis parret samlet set havde størst tilknytning til Danmark (tilknytningskravet) og var over 24 år gamle (24-årsreglen). »De facto« flygtningebegrebet blev afskaffet.

Dermed havde vi fået Europas nok mest restriktive indvandrerlovgivning, og antallet af flygtninge og familiesammenførte faldt dramatisk. I 2006-2008 blev der årlig i gennemsnit kun givet opholdstilladelse til 5.859 flygtninge og familiesammenførte. Altså kun omkring en tredjedel af tallet otte år før. Problemerne med tilstrømning af et stort antal vanskeligt integrerbare indvandrere var dermed løst på en relativt håndfast, men nok nødvendig måde. Både V, K og S går da også ind for 24-årsreglen, og der skulle derfor ikke være nogen grund til fortsat at diskutere disse problemer.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke stadig er problemer på indvandrer- og integrationsområdet. Problemerne er bare ikke længere tilstrømningen af flygtninge og ægtefæller. Problemerne er nu dels integrationen af nogle af de indvandrere og efterkommere, der er i landet (og som ofte er født i Danmark), og dels nye indvandrergrupper, der er en følge af mere lempelige green card-ordninger og EU-udvidelsen.

Der er stadig problemer med manglende erhvervskompetencegivende uddannelse til en stor gruppe af navnlig mandlige indvandrere og efterkommere. De mangler lærepladser og falder fra erhvervsuddannelserne. Der er stadig mindre beskæftigelse blandt indvandrere end blandt danskere. Der er også grupper, der kommer på kant med samfundet, bliver kriminelle eller religiøse ekstremister. Der er problemer i byområder med en høj koncentration af indvandrere.

Men her hjælper det ikke at blive ved med at diskutere stramninger af indvandrerreglerne, pointsystemer, vanskeligere sprog- og samfundskundskabsprøver - tværtimod. For problemerne vedrører ofte efterkommere, der er født i Danmark og er danske statsborgere. Den gentagne overflødige debat om 24-årsreglen og yderligere stramninger på indvandrerområdet er skadelig for integrationen, for den cementerer en "dem-og-os-relation".

Den fremtrædende canadiske samfundsfilosof William Kymlica har diskuteret mindretalsrettigheder og argumenterer for, at oprindelige mindretal, som f.eks. samerne i Sverige, må tilkomme flere mindretalsrettigheder end indvandrede mindretal, fordi de sidste til en vis grad selv har valgt tilværelsen som mindretal i et fremmed land.

Problemet er, hvordan efterkommere så skal indplaceres - de er født i landet og har ikke selv valgt at bosætte sig der. Det er derfor næppe urimeligt, hvis de betragter sig som fuldgyldige medlemmer af det danske samfund. Men i debatten bliver de tværtimod hele tiden slået sammen med indvandrere. Det er derfor forklarligt, hvis de reagerer kraftigere end de oprindelige indvandrere mod særbehandling. Faktisk viser undersøgelser da også, at det først og fremmest er efterkommerne, der føler sig diskrimineret, og det kan resultere i en generel aggressiv holdning til det samfund, de bor i.

Stramningerne i 2002 blokerede effektivt for masseindvandring til åbne kasser. Men hvis politikere og politiske partier bliver ved med at argumentere for lukkede grænser og lukkede kasser i tide og utide, så er de med til at hindre en harmonisk kontakt mellem danskere og indvandrere; og det kan kun en del indvandrerfjendske grupper og ekstremistiske mindretalsgrupper være interesseret i.

Men faktisk er indvandringen i dag større, end den var i 1990erne. Det er bare en helt anden type indvandrere. Der kom i 1999-2001 i alt årlig 32.643 indvandrere til landet mod 58.130 årlig i 2006-2008, men nu er det studerende (16.457 imod 3.874 i første periode) og folk med arbejdstilladelse (16.491 mod 7.491).

Der er ingen tvivl om, at dansk forskning og erhvervsliv har brug for arbejdskraft og inspiration fra topkvalificerede udlændinge. Men indvandring til job er heller ikke problemfrit. Problemet er, at ikke alle de indvandrere, der kommer for at studere og arbejde, er topkvalificerede eksperter. Der er også uorganiserede østeuropæiske håndværkere og filippinske au pair-piger, og de kan være med til at presse de danske lønninger og true den danske arbejdsmarkedsmodel, der er baseret på en høj organiseringsgrad, og derfor har kunnet erstatte offentlig regulering med regler i arbejdsmarkedsoverenskomsterne.

Når vi har over 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst, kan det også skyldes, at nogle af dem er presset ud af arbejdsmarkedet af indvandret arbejdskraft. Det kan være lettere for virksomhederne at ansætte en udlænding, der måske ikke har så store løn- og arbejdsmiljømæssige krav som danskerne, og som måske passer bedre til stillingen. Men lykkes det at omskole en arbejdsløs dansker til et job, sparer samfundet understøttelse og får fuld skat af lønnen, mens den af en udlænding kun får en måske nedsat skat.

Der er altså aktuelle problemer nok at diskutere vedrørende den nye indvandring og integrationen af de »gamle« indvandrere, men i stedet bliver vi ved med at diskutere 1990ernes problemstillinger. Selvom vi for længst har fået både relativt lukkede grænser, fx 24-årsreglen og tilknytningskravet, og lukkede kasser, fx den lave starthjælp og 450-timers reglen, bliver vi ved at diskutere 24-årsreglen og endnu mere lukkede grænser, fx pointsystemet for familiesammenføringer, og endnu mere lukkede kasser, fx forslag om betaling af folkeskole, sundhedsvæsen og sociale ydelser for udlændinge de første år. Og det er skadeligt for de reelle problemer i dag, for det er med til at forstærke "dem-kontra-os-følelsen" hos de indvandrere, vi skal integrere, og det er med til at give indtryk af en fremmedfjendskhed, som gør det vanskeligt at rekruttere topkvalificerede udlændinge på de områder, hvor de er absolut nødvendige for at udvikle det danske samfund.