Valgkampens tal og troværdighed – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Valgkampens tal og tro...

Valgkampens tal og troværdighed

Af professor Niels Kærgård , Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Børsen 16. september 2011)

 

Politikere fra alle lejre bruger mere eller mindre tilfældige tal til at slå hinanden i hovedet med. De skulle hellere søge mod enighed om løsning af landets store problemer, for det synes ikke umuligt. 

Dansk økonomi står overfor store problemer. Der bliver flere og flere ældre. Nordsøolien varer ikke evigt, og i hvert fald ufaglærte arbejdspladser flytter til lande med væsentligt lavere lønninger. Omkring en femtedel af en ungdomsårgang får ingen uddannelse. Underskuddet på de offentlige finanser er rekordstore.

I en sådan situation er der brug for politikere med stor troværdighed. For hvis investorerne skal turde gå i gang med langsigtede investeringer, og forbrugerne investere i nye huse og øge deres forbrug, så skal de have en tro på, at politikerne har styr på den fremtidige udvikling. Hvis de frygter kortsigtede indgreb og kriser, så holder de forsigtigvis igen med at være aktive med mere fremadrettede tiltag.

Desværre er en sådan tiltro til de danske politikere ikke tilstede. Hvis man ser på de undersøgelser, der af og til laves, af danskernes vurdering af de forskellige befolkningsgrupper troværdighed, så står politikere og journalister i bunden sammen med brugtbilshandlere og ejendomsmæglere. Langt under jurister, læger, sygeplejersker, professorer og håndværkere. Denne manglende tiltro til den politiske ledelse og de journalister, der skal orientere os om, hvad der er op og ned på alle informationerne, er i sandhed ikke gode nyheder for den økonomiske udvikling.

Men hvad skyldes denne mistillid? Er det forkælede og egoistiske vælgere, der ikke forstår politikernes visioner? Eller er politikerne selv ude om deres manglende troværdighed? Hvis man ser på den valgkamp, der har stået på i det meste af et års tid, så forstår man desværre folks skepsis. Politikere og journalister slynger om sig med tal, der er løsrevet fra deres sammenhæng og brugt ukritisk, hvis de støtter deres argumenter.

Brugen af de seneste kvartalsvise nationalregnskaber er et godt eksempel. Disse tal er ved første offentliggørelse ganske usikre. Væksten i 1. kvartal var først -0,5 %, men blev så justeret til -0,1 og i sidste omgang til +0,1. Men da 2. kvartals tal kom med en vækst i forhold til 1. kvartal på 1.0 % blev det straks taget som den skinbarlige sandhed. Det selv om netop udviklingen fra 1. til 2. kvartal er præget af alle mulige vanskelige sæsonproblemer - påsken kan enten falde i 1. eller i 2. kvartal, og 1. maj og grundlovsdag kan enten falde på en arbejdsdag eller i en weekend. Specielt i år anfører Danmarks Statistik desuden, at udviklingen er præget af leveringen af en boreplatform. Trods alle disse forhold talte politikere og journalister, i hvis kram det passede at beskrive dansk økonomi i et negativt lys, om recession, så længe 1. kvartals tal var negative, mens de, der er interesseret i et positivt billede, uden forbehold taler om den positive vækst i 2. kvartal. Når statistik bruges på den måde, kan man kun minde om historien fra blafrende gaslygters tid: Ligheden mellem lygtepæle og statistik er, at de er gode at støtte sig til, men de er ikke meget oplysende.

Et tilsvarende problem er brugen af økonomiske modeller til prognoser og konsekvensberegninger. Modellerne er uhyre nyttige, men modelbrug er langt fra nogen eksakt videnskab. Modellerne kan selvfølgelig ikke sige noget præcist om, hvordan verden ser ud om mange år, men de kan skitsere størrelsesordenen af nogle sandsynlige effekter. Men at sige, som man ofte gør, at det potentielle offentlige underskud i 2020 er 47 milliarder, er helt useriøst. Det er langt fra et facit, man kan sætte to streger under. Snarere en forsigtig indikation af, at hvis konjunkturerne udvikler sig nogenlunde normalt, så bliver det offentlige underskud i 2020 nok omkring et halvt hundrede milliarder plus eller minus en 10-20 milliarder.

Men misbrug af tal er ikke det eneste, der nedsætter politikernes omdømme. Det er også politikernes debatform. De rakker permanent ned på hinanden og er fuldstændigt blottede for nuancerede vurderinger af både egne og andres forslag. Niels Bohr skal engang efter at have lyttet på en politisk debat have udtalt, at i videnskab prøver man at diskutere sig hen mod konsensus, mens man i politik tilsyneladende søger at tale sig væk fra hinanden. Og der er et gammelt ord, der siger, at man ikke kan kaste med mudder uden selv at blive snavset.

Et godt eksempel på denne talen sig væk fra hinanden er den nuværende debat om den røde og den blå pakke. Kernen i begge pakker er jo, at vi skal arbejde noget mere; og så kan der da ikke være nogen kløft mellem, om det sker ved, at vi arbejder 12 minutter mere om dagen eller bliver noget senere pensionerede. Ingen af delene er i øvrigt lette at gennemføre i praksis trenden i de sidste mange årtier har været, at vi bliver tidligere og tidligere pensionerede og får kortere og kortere arbejdstid.

Med de store problemer dansk økonomi står over for, må man håbe, at vælgerne sammensætter et Folketing, der lægger vægt på samarbejde og vederhæftig samfundsdebat, så politikerne kan genvinde den tillid, de som vore fornemste tillidsmænd kan tilkomme. Med et splittet Folketing og politikere, der først og fremmest går efter at beholde eller få magten, bliver Danmarks store økonomiske problemer nærmest uløselige.