Dansk økonomi mellem pest og kolera – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Dansk økonomi mellem p...

Dansk økonomi mellem pest og kolera

Af professor Niels Kærgård , Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Berlingske 27. september 2011- Kronikken)

 

Valget er overstået, og så må det nyvalgte folketing så hurtigt som muligt i gang med arbejdet med dansk økonomis problemer, for de er store. Og af mindst to forskellige slags. De kortsigtede og de langsigtede. 

De langsigtede problemer viser sig først for alvor om 10, 20 eller 30 år. Men det gør dem ikke mindre alvorlige. Der bliver gradvist flere ældre, der skal have pension, sundhedstjenester og plejehjem. Nordsøolien slipper op. Der er en stor gruppe af ufaglærte, der har svært ved at konkurrere med lavtlønnede i Asien og Østeuropa.

Samtidigt presser globaliseringen skatteindtægterne. Det er ikke let at holde på de stærke skuldre, der skulle bære de tungeste byrder, hvis de stærke skuldre kan flytte rundt på et globalt arbejdsmarked. Med et integreret europæisk marked og e-nethandel bliver det også svært at indkræve højere moms og punktafgifter end nabolandene. Det taler alt sammen for, at vi skal forsøge at begrænse de offentlige udgifter mest muligt og indkræve alle de skatter, vi kan komme af sted med. Den danske model, som vel at mærke har gjort os til et af verdens rigeste lande og danskerne til et af verdens lykkeligste folk, er under pres. Det offentlige har ikke råd til at være ødsel.

Over for disse langsigtede problemer står så de kortsigtede. Vi er ude i en konjunkturnedgang. De offentlige budgetter har store underskud (46 milliarder i 2009, 48 i 2010, 68 i år og ifølge Finansministeriet nok 85 mia. i 2012). Ledigheden er stigende og antallet af beskæftigede i den private sektor kraftigt faldende. Siden 2008 er der blevet 180.000 færre job i den private sektor. Dette taler for at få noget mere gang i hjulene. Det kan gøres ved et større offentligt forbrug og lavere skatter. Kuren mod de langsigtede og de kortsigtede problemer er altså helt forskellig. Det er ikke let at løse begge problemer samtidigt.

Der findes teoretikere, bl.a. i CEPOS, der tror, at bare vi løser de langsigtede problemer, dvs. hvis vi får balance på de offentlige budgetter og holder inflationen og lønstigningerne i ro, så løser de kortsigtede problemer sig selv. Markedet vil med stabile rammebetingelser sørge for, at ledigheden finder et naturligt niveau med ikke alt for mange ledige. Schlüter-perioden dokumenterer imidlertid, at dette er forkert. Schlüter-regeringen fik styr på inflationen og lønstigerne, ligevægt på betalingsbalance og fastholdt en stabil kronekurs. Og alt dette fortjener denne regering stor ros for. Men arbejdsløsheden blev ikke desto mindre ved at stige til over 350.000 ledige. Det at få styr på finanserne var ikke nok til at få ledigheden til at falde. Det var først Nyrup Rasmussens kickstart med en efterspørgselsstimulerende politik, der fik ledigheden til at falde fra de 350.000 til omkring 145.000.

De langsigtede og de kortsigtede problemer påvirker på mange måder hinanden. Hvis vi prøver at løse de langsigtede problemer ved fremtidige skatteforhøjelser, afskaffelse af efterlønnen, brugerbetaling for offentlige ydelser osv., så risikerer vi at forstærke de kortsigtede. Hvis folk får fornemmelse af, at der er store udgifter, der truer dem i fremtiden, så reagerer de naturligt nok ved at spare mere op for at være rustet til at modstå de kommende svære tider. Derved nedsættes efterspørgslen på kort sigt yderligere, og den aktuelle krise forstærkes.

Det er også sådan, at de kortsigtede problemers alvor i høj grad skyldes de langsigtede problemer. Havde vi ikke de langsigtede, ville det være let at løse de kortsigtede. Så kunne vi bare øge de offentlige udgifter og sætte skatterne ned. En hel del af de kortsigtede problemer med f.eks. offentlige budgetunderskud er helt almindelige konjunktureffekter. Når vi får en lavkonjunktur, bliver de offentlige budgetter helt automatisk dårligere. I lavkonjunkturen falder folks indkomst og forbrug. Det betyder, at de offentlige indtægter fra indkomstskatter og moms falder. Samtidigt bliver de offentlige udgifter større, bl.a. fordi der bliver flere, der skal have arbejdsløshedsunderstøttelse, flere der får så lav en indkomst, at de skal have fripladser i børneinstitutionerne og boligsikring. Det er altså helt normalt, at det offentlige har underskud i lavkonjunktur og overskud i højkonjunktur.

Det skal man ikke være ked af tværtimod. Det er det, økonomerne omtaler med den positive betegnelse "automatiske stabilisatorer". For når der er lavkonjunktur, har økonomien brug for at få gang i hjulene, og det sker ved, at det offentlige har store udgifter og små indtægter. I højkonjunkturen er der brug for at dæmpe aktiviteten, så inflationen ikke løber løbsk. Det sker ved, at det offentlige bruger færre penge og indkræver flere skatter. De automatiske stabilisatorer, og dermed det nuværende store underskud på de offentlige finanser, skal man altså ikke uden videre se negativt på. Problemet er imidlertid, at vi ikke har råd til så store underskud på længere sigt på grund af de langsigtede problemer.

Hovedproblemet er altså ikke lavkonjunkturen og de store offentlige underskud. Problemet er, at højkonjunkturen i 2002-2007 ikke blev brugt til at skaffe endnu større overskud og til at gennemføre nogen af de reformer, alle nu erkender, er nødvendige. Det er selvfølgelig meget mere meningsfuldt at afkorte dagpengeperioden, afskaffe efterlønnen, arbejde 12 minutter mere osv., hvis der faktisk er mangel på arbejdskraft, end hvis der går mange ledige rundt og gerne vil i arbejde. Samtidigt kan sådanne arbejdsmarkedsreformer i højkonjunkturen forhindre flaskehalse og lønstigninger ved at skaffe ekstra arbejdskraft, som Nyrup Rasmussens regering demonstrerede i 1990'erne. Når vi står, hvor vi står i dag, så skyldes det i høj grad, at vi ikke fik lavet reformer nok i højkonjunkturen i midten af 00'erne.

Men Danmark har gjort det meget bedre end så mange andre lande, siger man. Og det er oplagt rigtigt. Den manglende økonomiske ansvarlighed og den ulyst til at lave reformer, vi har set i Fogh Rasmussens regeringstid, har vi set i langt højere grad i Sydeuropa og USA. Men det er en ringe trøst. For netop derfor er disse lande akut nød til at bringe deres offentlige finanser i orden, og det betyder stramninger, der meget nemt kan være med til at forlænge lavkonjunkturen. Der er altså ikke meget håb om, at den danske efterspørgsel bliver trukket i gang af en øget eksport.

Er der da intet at gøre for at få gang i den danske økonomi? Forhindrer hensynet til den langsigtede holdbarhed alle tiltag, der kan afbøde de kortsigtede problemer? Ikke hvis man søger instrumenter, der virker positivt på både de langsigtede og de kortsigtede problemer. Og sådanne instrumenter findes. Offentlige investeringer, der giver et afkast engang i fremtiden, virker positivt på både kort og langt sigt. Det kan være infrastrukturinvesteringer eller øgede investeringer i forskning og uddannelse. Private investeringer har samme effekt, men kan vanskeligere styres politisk.

Desværre har de store partier været mest indstillet på at stimulere boligmarkedet og det er i hvert fald ikke nogen fremtidsrettet investering. Næsten alle fagfolk er enige om, at det danske boligmarked både ejer- og lejerboligmarkedet får for mange subsidier, og at ejendomsskatterne er for lave. På kort sigt at give mere boligstøtte og sænke ejendomsskatterne er derfor helt i strid med de langsigtede hensyn.

Det må ved tilrettelæggelsen af politikken også huskes, at lavkonjunkturen i sig selv har langsigtede omkostninger. Langtidsledige kan blive presset ud af arbejdsmarkedet og aldrig komme ind igen. Unge kan komme til at mangle lærepladser og aldrig få en uddannelse. Den slags har omkostninger også i en kommende højkonjunktur.

Der er altså nok at tage fat på. Problemerne er store, men de kan løses, hvis det nye Folketing har mod til både at tænke langsigtet og gøre op med velerhvervede rettigheder. Det turde både Schlüter og Nyrup Rasmussen, men vi har ikke set meget til et sådant mod siden. Politikere, der styrer efter gallup og fokusgrupper, er den største trussel mod dansk økonomi. Efterlønsreformen og betalingsringen er dog eksempler på, at modet måske er ved at komme tilbage?