Universitetsledelsens kortsigtede satsning på faktura – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Universitetsledelsens ...

Universitetsledelsens kortsigtede satsning på faktura

Af professor Niels Kærgård , Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Kristeligt Dagblad 3. oktober 2011)

 

Det siges, at universitetsloven fra 2003 gav de danske universiteter en helt ny ledelsesform. Det gjorde den også for Københavns Universitet, men for f.eks Landbohøjskolen var det en tilbagevenden til situationen i 1800-tallet. Måske ligner Sanders og Sahl-Madsens universiteter mere 1800-tallet, end man skulle tro. 

I 2003 fik de danske universiteter en ny ledelsesstruktur. Man fik bestyrelser med eksternt flertal og ansatte ledere. Bestyrelsen ansætter nu rektor, og rektor ansætter fakulteternes dekaner, der så ansætter institutledere. Altså en ren top-down struktur. Den øverste ledelse, bestyrelsen, fik samtidigt flertal af eksterne medlemmer, herunder erhvervs- og organisationsfolk. Det var et dramatisk skift fra en demokratisk struktur, hvor medarbejderne valgte lederne og bestyrelsen (konsistorium) i samarbejde med studenterne i en ren bottom-up model.

Ideen var at skabe en handlekraftig ledelse, der kunne gøre de nu i hvert fald formelt - selvstyrende institutioner til slagkraftige enheder, der kunne stå sig i den internationale konkurrence om penge, forskere og studerende.

Det blev af både tilhængere og modstandere af den nye struktur fremstillet som en revolutionerende reform. Københavns Universitet havde siden sin start i 1479 haft medarbejdervalgte rektorer; indtil 1970 betød det professorvalgte, og ikke alle valg var normale, frie valg. Der har været perioder med tradition for nærmest per automatik at vælge den ældste eller yngste professor og også tradition for, at rektoratet gik på omgang mellem fakulteterne. Ikke desto mindre var der altså hele tiden tale om et internt valg af en kollega. I 1970 fik så også de ikke-professorale videnskabelige medarbejdere, de administrative medarbejdere og de studerende stemmeret og repræsentation i de forskellige styrende organer som konsistorium, fakultetsråd og studienævn, dog således at de videnskabelige medarbejdere alene havde halvdelen af stemmerne i alle organer.

Når man betragter 2003-loven som revolutionerende, så er det imidlertid en misforståelse, hvis man ser noget bredere på universitetsbegrebet. De anvendte universiteter, som f.eks. Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, havde fra deres start ansatte ledere, og det ofte fremtrædende mænd med karrierer uden for universitetsverdenen. De havde altså allerede i 1800-tallet en struktur, som den universiteterne fik generelt i 2003.

Landbohøjskolen er startet i 1858 og blev fra starten ledet af en kongelig udnævnt direktør. Det var, som det fremgår, hvis man ser på biografierne for de fire, der ledede Landbohøjskolen fra 1858 til 1916, alle eksterne folk af en type, der også efter 2003-loven ville have gode chancer for at blive rektorer eller bestyrelsesformænd ved danske universiteter.

Den første var Carl Emil Fenger (1814-1884), der blev dr.med. i 1842 og publicerede flere betydningsfulde kirurgiske afhandlinger. I 1845 blev han professor ved Københavns Universitet og i 1851 overlæge ved Frederiks Hospital. I 1849 ved indførelsen af demokratiet blev han valgt ind i Folketinget. Han var ungdomsven med folk som C.C. Hall, D.G. Monrad og Orla Lehmann og blev ordfører for finansudvalget, men trak sig fra Folketinget for at hellige sig professor- og overlægegerningen i 1859. Han blev imidlertid allerede senere samme år finansminister og var valgt til Folketinget for anden gang 1861-1876. Landbohøjskolen ledede han 1858-1862 og igen fra 1872 til 1884.

Hans afløser på Landbohøjskolen Ernst Emil Rosenørn (1810-1894) var cand. jur. med flere års studieophold i udlandet. Han drev en række herregårde i Vendsyssel, bl.a. Voergaard. Også han var valgt til Rigsdagen - folketingsmedlem 1855-1864 og 1866-1869 og kongelig udnævnt landstingsmedlem 1879-1894. Han blev kultusminister i 1869. Han ledede Landbohøjskolen 1862-1872.

I 1884 afløstes Fenger af general C.A.F. Thomsen (1827-1896). Han var student og cand.phil., men kom med i tre-års-krigen 1849-50 og valgte så officersvejen og gjorde karriere i Krigsministeriet. I 1872 blev han krigs- og marineminister, men trak sig kort efter som marineminister, da Folketinget modsatte sig hans forslag om anskaffelse af et panserskib. Da regeringen faldt i 1874 blev han general uden for nummer. Fra 1873 til sin død sad han i Folketinget. 1894-96 var han igen krigsminister. Landbohøjskolen ledede han 1884-1894.

Hans afløser blev Frederik Friis (1836-1917). Friis var blandt de første landbrugskandidater fra Landbohøjskolen og overtog senere den fædrende gård. Her var han en foregangsmand, der eksperimenterede med mergling, dræning og kunstgødning, og derigennem kom han i kontakt med periodens store navne inden for jordbrugsvidenskab, bl.a. N.C. Fjord og Th. R. Segelcke. Han var i bestyrelsen for Foreningen af Jyske Landboforeninger 1878-1891, de sidste 4 år som næstformand. Ved N.C.Fjords død afløste han ham som forstander for Landøkonomisk Forsøgslaboratorium (senere omdøbt til Statens Husdyrbrugsforsøg og nu en del af Aarhus Universitet). Desuden var han medlem af Viborg Amtsråd 1874-1892 og i 1900-1901 landbrugsminister. Landbohøjskolen ledede han (med orlov mens han var minister) 1894-1916.

Selv om der således var en ledelse af Landbohøjskolen fra 1858-1916, der helt svarer til intentionerne for 2003-loven, var den ikke hævet over kritik. Ved general Thomsens udnævnelse i 1884 var der en betydelig debat om ledelsen af Landbohøjskolen i Ugeskrift for Landmænd. Der klagedes over, at disse professionelle, ansatte ledere ikke markerede sig stærkt nok fagligt. Udenfor den indre Virksomhed i Skolens Bestyrelse har man ikke mærket synderligt til, at vi her til Lands havde en Direktør for den højere Landbrugsundervisning, hedder det.

I Ugeskrift for Landmænd blev der i den forbindelse i 1884 luftet det, der dengang betragtedes som radikalt moderne ideer; måske er ansatte ledere slet ikke det rigtige: I andre Lande er det jævnlig en af de Mænd, der virker ved Instituttet som Lærere i de fornemste Fag, der tillige er Instituttets Direktør eller Rektor. I Halle således prof. Kühn, i Berlin prof. Settegast. Ved Landbohøjskolen i Berlin vælger i øvrigt Lærerne selv deres Rektor.

Det i 1880'erne nye blev gradvist accepteret. Landbohøjskolens undervisningsråd (lærerforsamlingen, konsistorium) lavede en indstilling til kongen og gradvist blev den kongelige udnævnelse mere og mere rent formel. Fra 1916 var samtlige direktører interne professorer, og med styrelsesloven af 1970 fik Landbohøjskolen som de andre universiteter en medarbejdervalgt rektor. Og det havde man så altså indtil man i 2003 gik tilbage til systemet fra 1800-tallet med ansatte ledere.

Man kan selvfølgelig filosofere over, hvorfor man har haft denne pendulbevægelse. Måske har det noget at gøre med, hvad der blev anset for universiteternes formål. Hvad, der er en hensigtsmæssig ledelse, afhænger naturligvis af, hvad der er institutionens formål. Københavns Universitet har hele tiden haft til formål at dyrke den rene videnskab, og i denne sandhedssøgen var ingen mere kyndig end forskerne selv. Der var mere brug for iderigdom og kreativitet end for effektivitet, målrettethed og prioritering. Derfor var en medarbejdervalgt ledelse naturlig.

Men Landbohøjskolen og de andre højskoler havde et mere anvendelsesorienteret sigte. Højskole er netop en kontinentaleuropæisk betegnelse for et anvendelsesorienteret, monofakultært universitet jf. tysk Hochschule. I Danmark er højskole-navnet imidlertid blevet overtaget af folkehøjskolen, og en hel del af de universitære højskoler som Danmarks Tekniske Højskole, Lærerhøjskolen og Danmarks Famaceutiske Højskole er blevet omdøbt til universiteter. Handelshøjskolen til CBS. Sandheden var på disse læreanstalter mest interessant, hvis den kunne bruges til noget. Det var derfor naturligt at have en ekstern ledelse til at afgøre, hvad der var relevant, og hvad der skulle prioriteres som nyttigt.

Det er derfor måske også naturligt, at man igen fik ansatte og ikke valgte ledere for alle universiteter, da mottoerne ikke længere var Coelestem adspicit lucem (skuer mod det himmelske lys) for Københavns Universitet og Solidum petit in profundis (søger i dybet den faste grund) for Århus Universitet, men for alle universiteter blev Fra tanke til faktura.

Men det er klart, at alle styrerformer har deres begrænsninger, og en effektiv top-styring kan let gå ud over den mere anarkistiske ide-udvikling og kreativitet; og den er ofte fundamentet for de mest epokegørende nye anvendelsesorienterede ideer og innovationer. En for kortsigtet satsning på fakturaens størrelse, og styreformer der fremmer en sådan tænkning, kan let på langt sigt gå ud over også fakturaens størrelse. Det gælder i al virksomhed, men måske allermest i forskning. Så vi kommer nok på langt sigt til at mangle kreative, anarkistiske, medarbejderledede universiteter.