Fusion: Loyalitetshæmmende foranstaltninger – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Fusion: Loyalitetshæmm...

Fusion: Loyalitetshæmmende foranstaltninger

Af lektor i videnskab og offentlighed, Gitte Meyer, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Information 3. oktober 2011
)

Loyalitet har fået karakter af investeringsobjekt. Virksomheder betaler gerne dyrt for at opnå en loyal kundekreds og ikke mindst loyale medarbejdere. Universitetsverdenen er omfattet af tendensen. Nye logoer og design af hjemmesider, udskiftning af helt brugbare dørskilte initiativer, der skal fremme identifikation og loyalitet, tages især i forbindelse med omstruktureringer som fusioner, der fjerner den enhed, som medarbejdere før kan have følt loyalitet overfor.

Problemstillingen er aktuel på Københavns Universitet: De fire våde fakulteter hvoraf de to indtil for få år siden var selvstændige læreanstalter skal over hals og hoved pilles fra hinanden og sættes sammen på nye måder i to nye, store fakulteter.

Udmeldt midt i september skal ændringerne realiseres fra årsskiftet. Hvorpå et år er afsat til integration. 

Først skal der bare lige gennemføres en skindemokratisk proces med forcerede høringer og diskussioner på skrømt en proces, hvor ingen når at overveje noget som helst andet end, hvordan de kan sikre sig selv i en ny struktur. 

Bagefter vil der skulle helt vildt mange nye logoer og dørskilte til for at modvirke det tab af loyalitet, som processen bevirker. Og så hjælper det alligevel næppe.

Integritet og loyalitet

Det er ikke nødvendigt at elske loyalitetsbegrebet som har en ubehagelig bismag af fyrstetroskab for at kunne se, at noget halter. For at kunne føle troskab mod noget, må det have en identitet, hvilket igen forudsætter en vis kontinuitet. Og integritet.

Troskab er noget, man fortjener blandt andet ved at vise sig troværdig, og det gøres ikke fra den ene dag til den anden. Det ville være fornærmende at antage, at universitetsledere ikke er bekendt med den slags banaliteter. Altså må der være tungtvejende grunde til trods alt at sætte fuld damp på loyalitetshæmmende foranstaltninger.

I forbindelse med det aktuelle, københavnske udspil tales om styrkelse af faglige sammenhænge og synergier. Man vil samle ting, som i dag er spredt på forskellige steder, men egentlig hænger sammen.

Nu skal alt altså i de rette skuffer men enhver, der nogensinde har ordnet ting og sager i et skuffedarium, ved jo ganske udmærket, at det ikke lader sig gøre at finde en logik, hvor hver eneste ting præcist finder sin rette plads. Der må ligge andet og mere bag end en overdreven tro på muligheden for at rationalisere og få styr på det hele.

Skinloyalitet og uro

Oplevelser fra det lokale supermarked melder sig. Dér flytter de uafladelig rundt på varerne. Der kan være en lumsk bagtanke om, at kunder under jagten på 20 gram citronsyre skal proppe alverdens overflødigt i kurven. Men den form for forklaring kan også bare være et forsøg på at finde en mening med en galskab, som dermed forekommer lidt mindre gal og urovækkende. Og som måske bedre forstås som udtryk for en rastløshed, der bunder i angst for at blive hægtet af, hvis man ikke bestandig viser tegn på forandring og villighed dertil.

Det samme kan være en drivkraft bag de nye planer på Københavns Universitet, tilsat et konkret ønske om at spille med musklerne over for Aarhus Universitet, der for tiden udvider sine kolonier i hovedstadsområdet.

Bagefter melder loyalitetsproblemet sig på ny, forstærket af den almene erfaring, at det er blevet med universiteter som med medicinalkoncerner: Det varer næppe længe, før en ny konstellation skal gennemføres.

Det samlede resultat kan desværre blive, at utrygge medarbejdere trænes op i den ikke særlig ædle kunst at udvise skinloyalitet over for skiftende fyrster. Kan man tænke sig noget giftigere for en institution, der historisk har været agtet som sæde for intellektuel uforfærdethed?