Etik og dødshjælp: Hvis bare min far havde været en hund – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2010-2011 > Dødshjælp: Hvis bare m...

Etik og dødshjælp: Hvis bare min far havde været en hund

Af Peter Sandøe, professor ved Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet (Trykt i Weekendavisen 7. oktober 2011)


Herhjemme har vi gennem de seneste årtier i flere omgange diskuteret, hvor langt lægerne skal og må gå, når det drejer sig om at hjælpe døende patienter til at komme herfra på en ordentlig måde. Desværre er resultatet blevet en meget polariseret diskussion for eller imod aktiv dødshjælp, som klart er blevet vundet af dem, som siger nej til aktiv dødshjælp.

 

I Danmark er det derfor ikke tilladt for lægerne at foretage aktive handlinger med det formål at få patienter til at dø. Derimod må de gerne, når der er tale om svært syge patienter, som i alle tilfælde kun ville kunne overleve relativt kort tid, ophøre med en behandling, og de må lade være med at iværksætte en behandling - begge dele med den forudsigelige konsekvens, at patienten dør tidligere, end det ellers ville være sket. Lægerne må altså udføre passiv dødshjælp.

I praksis er skellet mellem aktiv og passiv dødshjælp dog ikke særlig klart. Og derfor bliver praksis efter min mening meget betænkelig. Det vil jeg forsøge at vise med udgangspunkt i et helt konkret eksempel, nemlig min fars død. Beretningen vil sandsynligvis for nogle virke grænseoverskridende; men hensynet til blufærdigheden bliver for mig overtrumfet af et ønske om, at lignende forløb ikke skal gentage sig.

Min far døde for nylig 86 år gammel på et hospital i Storkøbenhavn. Indtil godt en måned før havde han levet et aktivt liv, men det blev brat bragt til ende midt i august, hvor han faldt om derhjemme med en blodprop i hjernen. Som konsekvens heraf var han lammet i den ene side, kunne ikke tale og kunne ikke spise og drikke normalt.

Frem til en uge før hans død gjorde lægerne og det øvrige behandlingspersonale, hvad de kunne, for at bringe min far i en tilstand, så han kunne blive i stand til at leve videre uden for hospitalet. Desværre fortog symptomerne på blodproppen sig ikke, og der stødte en del komplikationer til. Ved et møde med en læge på hospitalet fire uger inde i forløbet nåede man til enighed om, at min far ikke skulle have intensiv behandling og genoplivning i forbindelse med hjertestop. Endvidere blev det drøftet at sætte en skæringsdato for at opgive videre behandling.

Den skæringsdato kom ugen efter på et møde med en sygeplejerske, som havde taget initiativ til at tale med mig om at stoppe behandlingen af min far. Det sagde jeg efter en drøftelse med de øvrige nære pårørende ja til. Umiddelbart derefter fjernede man den sonde, som min far fik mad igennem, og man fjernede tilførslen af væske.

Dermed havde man taget det afgørende skridt til at lade min fars liv få en ende, da ingen kan leve uden næring og væske. I sundhedssystemets måde at beskrive tingene på, var der tale om ophør af behandling. Ud fra almindelig sund fornuft er det en ganske aktiv handling at fjerne en persons adgang til mad og vand.

Den ansvarlige læge ordinerede lindrende behandling i form af smertestillende, beroligende og vanddrivende midler. Herfra tog plejepersonalet så over. I journalen kan jeg se, at den eneste yderligere lægelige involvering var, at en læge tilså min far morgenen efter beslutningen og konfirmerede den lagte plan. Endvidere refereres det i journalen, at jeg dagen efter kort talte med en læge på gangen. Næste gang, der kom en læge på banen, var efter godt seks dage, da min far døde.

Plejepersonalet på hospitalet gjorde på de givne præmisser en fremragende indsats. De håndterede og behandlede min døende far med stor omsorg og omhu; og de var fantastisk venlige og hjælpsomme over for min bror og mig, som på skift var hos min far gennem hele forløbet. Samtidig var der lydhørhed, hver gang vi henvendte os og gjorde opmærksom på, at der var behov for yderligere lindring ud over den skemalagte.

Dog ophørte lydhørheden på ét afgørende punkt. Det var, da vi imod slutningen af forløbet i flere omgange fortvivlet bad om, at doserne af morfin kunne blive øget, så vores far kunne få fred. Her fik vi venligt, men bestemt, at vide, at vores ønske ikke kunne imødekommes, da store doser morfin kunne medføre døden for min far.

Den pågældende sygeplejerske svarede klart i overensstemmelse med gældende lovgivning. Ifølge en vejledning fra Sundhedsstyrelsen udstedt i 2002 i henhold til Lov om patienters retsstilling må der godt gives smertestillende midler i et omfang, som kan "medføre fremskyndelse af dødstidspunktet", men det må kun ske, hvis disse midler er "nødvendige for at lindre patientens tilstand".

Det er meget svært med sikkerhed at vide, hvor meget min far følte og oplevede. Selv tror jeg ikke, at han følte og oplevede ret meget de sidste tre døgn, han levede. Der kom af og til klagende lyde og grimasser, der kunne ses som tegn på smerte, men så blev der hurtigt sat ind med smertebehandling. Det meste af tiden lå han bare og trak vejret på en stadig mere besværet måde.

Hvorfor kunne vi pårørende så ikke bare acceptere, at naturen gik sin gang, og at min far til sidst ville dø af tørst? Det kunne vi ikke, fordi det ikke er en værdig måde at dø på. Symptomerne på kropsligt forfald, som jeg skal undlade at udpensle i detaljer, er højst ubehagelige. Samtidig får ansigtet på den dehydrerede krop et stadig mere grotesk udtryk.

Jeg synes, at det var skrækkeligt at se på, og jeg måtte tage mig selv i at tænke: "Hvis bare min far havde været en hund..." Havde en dyrlæge behandlet en døende hund på samme måde, ville vedkommende nemlig kunne blive straffet og frataget retten til at virke som dyrlæge.

Samtidig ved jeg, at min far var et meget blufærdigt menneske, som bestemt ikke ønskede at stille sine egne dårligdomme til skue. Jeg er helt sikker på, at han brændende ville have ønsket at komme herfra på en mere værdig måde, end det skete, da han endelig trak vejret for sidste gang som følge af ikke at have fået væske i over seks døgn.

De ansvarlige for det danske sundhedsvæsen bør se i øjnene, at der allerede i realiteten gøres brug af aktiv dødshjælp, når en læge beslutter, at man som afslutning på et forgæves forsøg på at behandle en alvorligt syg patient ophører med at give næring og væske.

Derfor bør der være mulighed for i dialog med patienten eller de pårørende at gøre brug af de yderligere midler, som er nødvendige for at sikre, at patienten får en ordentlig afslutning på livet. Ansvaret for at vælge de rette midler skal selvfølgelig ligge hos de ansvarlige læger, der bør følge deres patienter tæt - også i den sidste del af behandlingsforløbet, hvor der i bedste fald er udsigt til en værdig død.