Befolkningseksplosion løser ikke krisen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Befolkning og krise

21. august 2015

Befolkningseksplosion løser ikke krisen

Af Henning Otte Hansen, seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(trykt i Berlingske 21. august 2015)

Ni milliarder mennesker på jorden løser ikke landbrugets problemer. Bl.a. fordi markedspotentialet afhænger af købekraften, og fordi der også kommer flere landmænd.

Der er ingen tvivl om, at befolkningstilvæksten i de kommende årtier vil lægge et yderligere pres på verdens fødevareproduktion. Der skal produceres endnu flere landbrugsvarer til både fødevarer, foder, energi, fibre m.m., og det skal ske på et stadigt mindre landbrugsareal.

Denne uomtvistelige udvikling kan lede til meget forskellige udsagn: I nogle tilfælde bliver udviklingen fremstillet som en helt ny dramatisk udvikling. I andre tilfælde bliver der opstillet dommedagsprofetier, hvor der advares mod omfattende global fødevaremangel samt stigende sult og hungersnød. I helt andre tilfælde bliver udviklingen fremstillet som en afgørende livline til danske landmænd. Alle tre tilfælde er misvisende og kan lede til forkerte konklusioner.

Verdens befolkning har været stigende gennem mange år, og indtil videre har verdens landmænd været i stand til at øge landbrugsproduktionen endnu mere. Fødevareforsyningen er blevet forbedret – for alle mennesker i verden i gennemsnit. Udviklingen i de kommende år vil ikke være væsentligt anderledes end i de foregående årtier. Verdens samlede landbrugsproduktion er blevet mere end fordoblet i de sidste 40 år, og der skal ske en fordobling igen i de næste 40 år, hvis behovet for landbrugsvarer skal opfyldes. Der er således ikke tale om afgørende forandringer i fødevareforsyningen, og der er ikke umiddelbart tegn på stigende sult eller hungersnød i verden.

At en stigende befolkning i verden skulle være en væsentlig livline eller hjælp til dansk landbrug, er også meget tvivlsomt. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem den globale befolkningsudvikling og dansk landbrugs afsætningsmuligheder.

"Selv en stigning i en købedygtig befolkningsgruppe er heller ikke i sig selv en garanti for bedre afsætningsmuligheder for dansk landbrug.

Når man skal analysere et landbrugserhvervs afsætningsmuligheder, kan man ikke konkludere noget særligt ud fra, hvor mange mennesker der findes på jorden. Markedsanalyser skal gå langt mere i dybden for at kunne bidrage med væsentlige konklusioner eller anbefalinger til de fremtidige afsætningsmuligheder. Normalt skal man undersøge de politiske, økonomiske, sociale, teknologiske, lovgivningsmæssige og miljømæssige forhold for at kunne vurdere afsætningsmulighederne på et givet marked.

Markedspotentiale afhænger ikke mindst af købekraften blandt de stadig flere indbyggere i verden. Befolkningstilvæksten finder desværre ikke sted på de eksportmarkeder, hvor dansk landbrug i dag er stærkt placeret. Befolkningstilvæksten finder især sted i lavindkomstområder, og den danske landbrugs - og fødevareeksport går især til højindkomstgrupper.

Den stigende befolkning betyder jo også, at der bliver stadig flere konkurrerende landmænd rundt omkring i verden - eller at nedgangen i antallet af landmænd i hele verden begrænses. Der kommer både nye konkurrenter og kunder. Samtidig vil konkurrenterne især være beliggende tæt på befolkningstilvæksten, og det giver dem en umiddelbar geografisk fordel.

Selv en stigning i en købedygtig befolkningsgruppe er heller ikke i sig selv en garanti for bedre afsætningsmuligheder for dansk landbrug. De købedygtige markeder kan være vanskelige eller umulige at trænge ind på p.g.a. handelsbarrierer, dårlig infrastruktur, transportproblemer, manglende markedsadgang o.s.v. Den internationale handel med landbrugsvarer er forholdsvis beskeden – om end stigende. Det viser, at fødevarebehovet især bliver dækket af lokal produktion, og det vil især være gældende i de områder, hvor befolkningstilvæksten fremover er stor.

Endeligt er der selvfølgelig spørgsmålet om, hvem der skal brødføde befolkningstilvæksten.

Svaret er, at det skal markedet afgøre, så den ekstra fødevareproduktion skal finde sted, hvor den kan foregå mest effektivt og bæredygtigt, til de laveste omkostninger, og hvor markedets efterspørgsel bedst opfyldes. Det er langt fra givet, at dansk landbrug står forrest i rækken, når disse betingelser for at brødføde en stigende befolkning i verden skal opfyldes. Ofte vil man få en mere effektiv stigning i landbrugsproduktionen, hvis man især søger at udnytte det betydelige potentiale, som findes i udviklingslandene. Umiddelbart vil det således være mest logisk at prioritere indsatsen i lande med et lavt udbytteniveau og dermed få løftet deres produktion, frem for ensidigt at hæve produktivitet og produktion yderligere i lande med et i forvejen højt udbytteniveau. Bedre rådgivning og målrettet udvikling af landbrugssektoren i en række udviklingslande kan bidrage meget til en øget landbrugsproduktion.

"Vi kan ikke bare sidde og vente på, at landbrugets aktuelle problemer bliver løst ved, at der bliver flere mennesker at brødføde i verden.

Der bliver grundlæggende næppe mangel på fødevarer i de kommende årtier. Hovedproblemet er ikke mangel på fødevarer, men derimod mangel på købekraft i den fattige og sultende del af befolkningen. Teknologien og landmændene skal nok sørge for at øge landbrugsproduktionen tilstrækkeligt – såfremt der er et købedygtigt marked og tilstrækkeligt høje priser. Der er stadig store muligheder for at løfte både produktivitet og produktion i landbruget mange steder i verden. Høstudbytter og effektivitet i husdyrproduktionen er på meget lave niveauer mange steder i verden set i dansk målestok.

Konklusionen er, at der generelt er stor enighed om den fremtidige udvikling: Efterspørgslen efter landbrugsvarer vil stige meget i de kommende årtier, og det vil lægge et vedvarende pres på både de lokale og internationale fødevaremarkeder. Det er ikke nogen ny eller dramatisk udvikling, og det kan ikke være nogen livline til dansk landbrug – slet ikke på kort sigt, og kun begrænset på langt sigt. Danske landmænd har således ingen væsentlige fordele ved en befolkningsvækst i de fattigere dele af Afrika og Asien.

Landbruget og fødevareindustrien har udfordringer nok, og de bliver langt fra løst af den globale befolkningsudvikling. Derfor bør fokus ændres til de forhold, som har afgørende betydning for landbrugssektorens fremtidige udvikling. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at landbrugets aktuelle problemer bliver løst ved, at der bliver flere mennesker at brødføde i verden.

For landbruget og fødevareindustrien i Danmark har det langt større betydning, at mellem- og højindkomstgrupperne i flere lande vokser. Det gælder i både Asien og Afrika, hvor gruppen af købedygtige og kvalitetsbevidste forbrugere er stærkt stigende, og hvor import af fødevarer er nødvendig for at sikre forsyningerne til disse forbrugergrupper. De internationale markeder for dansk landbrug findes, og med den hidtidige liberalisering og støttereduktion er adgangen til markederne blevet forbedret, og den internationale konkurrence er blevet styrket.

Det afgørende er nu, om sektorens internationale konkurrenceevne er god nok, eller om andre landes landbrugssektor har bedre naturgivne, strukturelle, økonomiske eller politiske rammevilkår at arbejde under. I første omgang er det sektoren selv, som må sikre den internationale konkurrenceevne gennem effektivisering, innovation og markedsføring. Dernæst er det et politisk spørgsmål, om og hvordan rammevilkårene i givet fald skal påvirkes, så de sikrer landbrugssektoren en optimal udnyttelse af den internationale markedsudvikling.