Forbrug. Kan vi købe os til en bedre verden? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Forbrug. Kan vi købe o...

17. januar 2015

Forbrug. Kan vi købe os til en bedre verden?

Mickey Gjerris er lektor ved Institut for Fødevare- og Rssourceøkonomi

(trykt i Politiken (Analyse) 17.1.2015)

Den politiske forbruger er mere værd på papiret end i praksis. For danskerne er konventionelle æbler lige så gode som økologiske.

Hvad er et menneske? Ser man på den politiske diskussion i dag, synes svaret at være klart: Vi er først og fremmest forbrugere. Vi er dem, der på basis af vores behov og økonomiske muligheder udnytter verden til at skaffe os det, vi mener, at vi har brug for. Vi er dem, der forbruger verden.

Dette forbrug har konsekvenser: Produktionsmetoder, anvendelse og bortskaffelse af de tusinder af produkter, som fylder vores verden, påvirker andre mennesker, sociale og kulturelle strukturer, dyr, planter, arter, økosystemer og klima. Med det moderne forbrugersamfund følger en række selvskabte plager. år man ser på, hvordan det politiske system på en række områder – såsom dyrevelfærd og klima – synes at overlade ansvaret til de individuelle forbrugere, får man altså den tanke, at vi moderne bevidste mennesker primært ses og ser os selv som forbrugere.

Ud af dette er vokset begreber som den etiske og den politiske forbruger. Det er forbrugere, der ikke kun lader spørgsmål om pris og egne æstetiske præferencer bestemme deres indkøb, men også deres værdier og etik. Den etiske forbruger ses typisk som en forbruger, der vælger dyrere produkter end højst nødvendigt for derigennem at støtte op om en eller anden sag, f.eks. social retfærdighed, bedre dyrevelfærd eller større bæredygtighed.

Det er marked og værdier, der møder hinanden, og idealet om, at efterspørgslen bestemmer udbuddet. Køber vi forbrugere bare de rigtige produkter, vil verden blive et bedre sted, fordi de varer, der udtrykker de forkerte (eller ingen) værdier, vil forsvinde. Skoleeksemplet i Danmark er den manglende dyrevelfærd i svineproduktionen, hvor både erhverv og politikere gang på gang påpeger, at producenterne blot leverer det, som kunderne vil have.

Det er derfor op til forbrugerne at skabe en efterspørgsel på produkter fra dyr, der har haft et anstændigt liv – så skal markedskræfterne nok sikre, at dyrene får det mindre elendigt. Også hele bæredygtighedsdiskussionen er ved at ende i denne individualisering af ansvaret, hvor det er gennem vores forbrugsvalg, at vi skal sikre en nogenlunde fornuftig fremtid for vores børn og kommende generationer.

Ideen om den etiske forbruger er i sidste ende en idé om, at markedskræfterne er det rigtige redskab til at løse en lang række af de problemer, som de samme markedskræfter har været med til at skabe. Ideen er gennem årene blevet mødt af en del kritik, fordi det på en række områder ser ud til at være mere end problematisk at ville overlade ansvaret til de individuelle forbrugere.

Her er nogle af de problemer, man som forbruger kan møde, når man vil købe sig til en bedre verden:

  • Den viden om produkterne, som man baserer sine valg på, stammer ofte fra firmaerne selv. Blandingen af information og reklame er som oftest mere rettet mod at etablere en tilsyneladende snarere end reel overensstemmelse mellem produkt og den enkelte forbrugers værdier. Arlas store ’Tættere på naturen’-kampagne, der løber af stablen i disse år, hvor færre og færre malkekøer kommer på græs, er et eksempel på dette.
  • Skal man købe økologiske æbler fra Polen eller konventionelle æbler fra Danmark? Hvad er mon det bedste? Selv når man indfører uafhængige mærkningsordninger, kan det være svært at vide, hvad man bør vælge. Hvilke fødevarer der er bæredygtige, afhænger således helt af, hvilken forståelse af bæredygtighed man lægger til grund for vurderingen, og hvilke parametre man måler på.
  • Tanken om den etiske forbruger kan ses som en reduktion af individet fra borger med et bredt og uafviseligt ansvar for samfundets udvikling til en forbruger, der i bund og grund kun er ansvarlig for sig selv og sin økonomi, men som – hvis lysten er der – kan tage noget ansvar for andre indimellem.
  • At overlade udfordringerne til de individuelle forbrugere er en kommercialisering af demokratiet. Dels fordi graden af indflydelse vokser med graden af økonomisk råderum, dels fordi værdidiskussionen i stigende grad foregår mellem den enkelte og hendes samvittighed ved køledisken i stedet for i et fælles politisk rum.
  • Tanken om den etiske forbruger flytter blot forbruget fra en type varer til en anden. Den grundlæggende diskussion om forbrugersamfundet drukner derfor i den gode samvittighed fra endnu en kop økologisk fairtrade-kaffe indtaget i shoppingcentret.

Der der ingen tvivl om, at vi er forbrugere. Det store spørgsmål er i dag, om vi ikke er mere end det – og om ikke de mange opfordringer til at opføre os som ansvarlige forbrugere misser pointen. Måske ligger løsningerne ikke primært i et ændret forbrugsmønster, men i en genopdagelse af et fælles politisk ansvar.