Fusk eller sjusk? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Fusk eller sjusk?

18. december 2015

Fusk eller sjusk?

Professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, næstformand, Universitetets Udvalg for God Videnskabelig Praksis

(Trykt i Weekendavisen den 18. december 2015)

Esben Lunde Larsen har bedt det Teologiske Fakultet om at undersøge sin afhandling. Man kan spørge sig selv, hvad pointen med hele øvelsen er. Lunde Larsens motiv for at melde sig selv er tilsyneladende at blive renset, men for hvad?

På det seneste har der i medierne kørt en diskussion om forskningsminister Esben Lunde Larsens ph.d.-afhandling fra 2012. Baggrunden for diskussionen er, at man på Danmarks Radio undersøgte afhandlingen ved hjælp af såkaldt plagiatsoftware, og at man her fandt en enkelt sætning, som er en let omskrevet version af et citat fra professor Ove Kaj Pedersen, uden at dette fremgår i sammenhængen.

Samtidig fandt man på DR i en række tilfælde sammenfald med ting, Lunde Larsen har skrevet andre steder, herunder i sit speciale, uden at dette i afhandlingen er nævnt eller angivet med citationstegn og kildehenvisninger. Endelig dokumenterede Ekstra Bladet efterfølgende, at Lunde Larsen i et af citaterne fra sit speciale har gengivet et længere citat fra en anden forfatter, men i ph.d.-afhandlingen har fjernet citationstegn og kildehenvisning, og altså har præsenteret citatet, som om der var tale om hans egne ord.

Eksistensen af disse forhold har ingen betvivlet. Derimod deler vandene sig, for at sige det pænt, når det kommer til spørgsmålet, om de betyder, at ministeren har gjort sig skyldig i videnskabelig uredelighed (populært sagt: fusk).

Et par eksperter har foran DRs kamera udtalt, at de klart mener, der er tale om uredelighed. De pågældende eksperters udsagn synes at være båret af en prisværdig moralsk overbevisning om, at der i videnskaben skal herske meget høje standarder for kildeangivelse, og at overtrædelse af disse standarder bør give anledning til en meget kraftig påtale. Problemet er bare, at vi her har at gøre med et juridisk og ikke kun et moralsk spørgsmål.

Hvad der i Danmark tæller som uredelighed fremgår af Bekendtgørelse vedrørende Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Her nævnes plagiering eksplicit som en form for uredelighed, men samtidig anføres det, at det er en betingelse for, at der er tale om uredelighed, at plagiatet er »begået forsætligt eller groft uagtsomt«. Det kan diskuteres, om denne betingelse er opfyldt.

Det nævnte citat fra Ove Kaj Pedersen er tidligere i afhandlingen angivet med kilde og citationstegn. Når det drejer sig om det skjulte citat fra en anden forfatter, har Lunde Larsen markeret citatet korrekt i specialet, hvilket kan tale både imod og for hans skyld: På den ene side har han et andet sted anført kilden, og på den anden side kan det synes at være svært at forklare som andet end en bevidst handling, når han har fjernet citationstegn og kilde i den udgave, der står i ph.d.-afhandlingen.

Endvidere er det ikke klart, hvor alvorligt man inden for det teologiske område vil taksere plagiering, herunder såkaldt selvplagiering (altså at man citerer eller på anden måde gengiver egne tidligere skrifter uden kildeangivelse og/eller citationstegn).

På Københavns Universitets hjemmeside omtalte man sagen i anledning af, at Lunde Larsen som reaktion på beskyldningerne bad det Teologiske Fakultet om at undersøge sin afhandling. Her gengav man universitetets holdning til plagiat på følgende måde: »Universitetet anser som udgangspunkt plagiat, herunder selvplagiering (genbrug af egen tekst uden kildeanvisning og citationstegn) for at være et brud på god videnskabelig skik. Ph.d.-studerendes eventuelle brud på god videnskabelig skik kan – alt efter alvoren af forseelsen – enten anses som brud på god videnskabelig praksis eller som egentlig videnskabelig uredelighed.«

Som det fremgår, lod man det bevidst stå åbent, hvad der skal til, for at der er tale om uredelighed snarere end mindre alvorlige brud på god videnskabelig praksis (populært sagt: sjusk).

Det Teologiske Fakultet valgte at sende Lunde Larsens afhandling til undersøgelse hos et svensk firma, som sælger plagiatsoftware svarende til den, DR gjorde brug af. Og det svenske firma fandt tilsyneladende præcis de samme tekstsammenfald som dem, DR og Ekstra Bladet havde fundet. På den baggrund valgte dekanen fra det Teologiske Fakultet at sende sagen videre til Københavns Universitets Udvalg for God Videnskabelig Praksis. Dette udvalg vil (selvfølgelig uden min deltagelse, da jeg er inhabil efter at have ytret mig offentligt om sagen) så kunne træffe tre mulige beslutninger.

"Man kan spørge sig selv, hvad pointen med hele øvelsen er. Lunde Larsens motiv for at melde sig selv er tilsyneladende at blive renset, men for hvad?

Peter Sandøe

Den første mulige beslutning er at sende sagen videre til UVVU (hvis man har grundlag for at tro, at der er tale om uredelighed), den anden mulige konklusion er selv at give en påtale (hvis man har grundlag for at tro, at der er tale om brud på god videnskabelig praksis, som ikke er alvorlige nok til at kunne kaldes uredelige, men alvorlige nok til, at de bør påtales). Endelig kan udvalget også beslutte, at overtrædelserne er så milde, at der ikke er grund til påtale dem.

Man kan spørge sig selv, hvad pointen med hele øvelsen er. Lunde Larsens motiv for at melde sig selv er tilsyneladende at blive renset, men for hvad?

Hvis det kun var anklagen om uredelighed, som Lunde Larsen ville renses for, havde det været mere logisk at melde sig selv direkte til UVVU, som er den eneste instans, der kan afgøre, om en forsker er skyldig i uredelighed. Der er faktisk fortilfælde for den slags anmeldelser. For eksempel anmeldte Københavns Universitets daværende rektor Kjeld Møllgård i 1994 sig selv for uredelighed i forbindelse med verserende rygter om uredelighed, mens han som ung arbejdede i USA; og han blev frikendt.

Hvis det derimod alene er fravær af god videnskabelig skik i den mindre alvorlige ende af skalaen, som sagen drejer sig om, synes det allerede at stå klart, at der er ting Lunde Larsen kunne have gjort bedre. I vurderingen af sådanne forhold bør den primære pointe efter min mening ikke være at dømme eller frikende, men snarere at få det gjort klart fremadrettet, hvad der kan og ikke kan accepteres som god praksis. Dette gælder ikke mindst, når man har at gøre med ph.d.-studerende, som jo er under uddannelse med henblik på at blive gode og ordentlige forskere.

Lunde Larsen har selv i forbindelse med diskussionen offentligt erkendt, at han ikke er fejlfri. Hvis Praksisudvalget beslutter, at der ikke er grund til at sende sagen videre til UVVU, bør han efter min mening gå forrest med det budskab, at man som forsker kan lære af sine fejl, og dermed bidrage til at øge standarderne for god videnskabelig praksis ved landets universiteter. Det skylder han os som landets forskningsminister.