Giraffer, grise og navnets magi – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Giraffer, grise og nav...

09. januar 2015

Giraffer, grise og navnets magi

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Kristeligt Dagblad 9. januar 2015)

Er det hyklerisk, at både giraffen Marius og grisen Otto har fået stor offentlig opmærksomhed og støttesider på Facebook, mens 30 millioner svin slagtes årligt i Danmark uden nævneværdige protester? Måske ligger forskellen i, at de har fået navne, for med navne bliver man forvandlet fra noget til nogen.

Kan du huske giraffen Marius? Tilbage i februar 2014 blev han aflivet i Zoologisk Have i København og dissekeret foran publikum. Marius passede ikke ind i de avlsprogrammer for giraffer, som Zoologisk Have i København indgår i.

Er du stødt på minigrisen Otto? Han var hovedperson i et tv-program, hvor to journalister fik udfordringen at leve sammen med Otto for at se, om det ændrede på deres forhold til at spise grisekød. Udfordringen mundede ud i, at de to skulle træffe et valg: Skulle Otto spises, eller skulle han leve? Otto klarede frisag og lever nu som glad gris på friland.

Både Marius og Otto har fået støttesider på Facebook, og de genererede vrede og bekymrede indlæg i medierne. Mit gæt er, at de fleste er af den holdning, at det er en smule hysterisk at gå så højt op i en giraf og en gris. Det er bare ikke de holdninger, som får den største bevågenhed, da de er lidt kedelige sammenlignet med dem, der er vrede og forargede. Synspunktet er imidlertid klart nok: Få lidt perspektiv. Hver dag dør masser af dyr, for at vi kan få opfyldt vores lyst til kød.

Er navngivning en fejl, eller...

Alene i Danmark producerer vi 30 millioner grise om året, og på globalt plan er der over 50 milliarder dyr fra kyllinger til kødkvæg, der mister livet hvert år for at opfylde vores madlyster. I det lys synes en enkelt giraf og gris noget ligegyldige – og det kan synes noget inkonsekvent og hyklerisk at hidse sig op over dem, men i øvrigt acceptere vores anvendelse af dyr i fødevareproduktionen.

Diskussionerne om Marius og Otto tydeliggør et krav til de argumenter, som vi bruger: De skal helst være nogenlunde konsistente med vore øvrige holdninger. Generelt kan man stille det krav, at hvis vi ønsker at gøre forskel på situation A og situation B, skal vi have en grund til det, der retfærdiggør, at vi gør den forskel.

I Danmark slår vi hvert år mere end 30.000 jerseytyrekalve ihjel kort efter fødslen, fordi de ikke passer ind i mælkeproduktionen og vokser for langsomt til at være interessante som kødkvæg. Marius fik 18 måneder i en Zoologisk Have, hvor der er fokus på dyrenes mulighed for at udfolde deres adfærd, i det omfang det nu er muligt. Forældredyrene fik mulighed for at udfolde deres yngelplejeadfærd, og en masse børn og voksne fik lov til at glæde sig over synet af en girafunge.

"Marius og Otto fik lidt plads og tid. Måske er det på tide, at vi også giver andre dyr det, så vi kan få øjnene op for alle dem, som står og mangler et navn

Hvis det er etisk problematisk at slå Marius ihjel, er det så ikke også problematisk at slå tyrekalvene ihjel? Eller er billig mælk så god en grund, at det retfærdiggør drabet på en dyreunge, imens glæden ved at se en giraf i Zoo ikke gør det? Hvis man vil gøre en forskel, skal der være en forskel. Og i de to tilfælde diskuteret her har det ikke skortet på kommentarer om, at der er en oplagt forskel på netop de to dyr og mange andre dyr:

De har fået navne. Det er navngivningen af dem, der har forvandlet dem fra ligegyldige eksemplarer af arterne giraf og gris til væsener, hvis død pludselig har en betydning. Havde de bare ikke fået et navn, havde det været uproblematisk at aflive dem. Modstanden mod deres død skyldes ganske enkelt misforstået sentimentalitet, der opstår i og med, at navnet får nogle til at synes, at Marius og Otto er individer og derfor skal behandles sådan – som små mennesker.

Men hvad nu, hvis det med navnet slet ikke er en fejl? At fejlen tværtimod er, at vi lukker øjnene for, at hver eneste af de tredive tusinde tyrekalve, tredive millioner grise og hundrede millioner kyllinger er et individ, som vi bare aldrig får givet et navn, fordi vi ikke giver dem den plads og tid, der er nødvendig, for at vi kan opdage det. Hvad nu hvis indignationen over Marius og Ottos skæbne er et spor af en erkendelse af dyrets betydning, som vi ellers har glemt?

Navne har betydning

Når vi anskaffer os hunde og katte, er det sjældent, at vi blot kalder dem ”hund” eller ”kat”. Noget af det, som vækker størst diskussion, når vi får børn, er, hvilket navn barnet skal have. Og noget af det allerførste vi gør, når vi møder andre mennesker, er at navngive os selv over for dem og tage mod deres navn. Navne hæver os ud af anonymiteten og ind i individernes sfære, hvor vi ikke bare er eksemplarer, men enkeltstående begivenheder af en art, som andre kan lære at kende de personlige træk ved. Navne fortæller, at vi er nogle og ikke bare noget. Mødte vi en, der bare præsenterede sig som ”menneske”, ville de fleste af os nok undre sig. Og i den mere alvorlige ende af tilværelsen: Navnets betydning viser sig også i krigens forbrydelser. Derfor er det så vigtigt at få sat navn på dem, der ender deres dage i massegrave. De var nogle, som blev reduceret til noget – og det skal gøres om.

Der er også magt i navne. Da Gud viser Adam dyrene i skabelesmyten, giver Adam dem navne. Det er gennem bibelfortolkningens historie ofte blevet set som et tegn på, at Gud giver Adam magt over verden. Det at navngive blev forstået som det at have magt over noget. Men man kunne måske forstå det anderledes.

Ser man på den nye nudanske oversættelse af Første Mosebog, er det bemærkelsesværdigt, at Gud ikke fortæller Adam, at han skal herske over verden, men at han skal ”tage ansvar for den”. Det kan man spinde mange teologiske ender over. Her skal pointen blot være, at det at give navn ikke behøver at være en magtdemonstration, men også kan være en handling, som er udtryk for ansvarlighed for den anden. At det, der sker, når Gud viser Adam dyrene, er, at Adam opdager dem som noget, der kan have et navn. Hverken Gud eller Adam synes at have samme behov i forhold til de sten, som nok også har været til stede i Edens Have.

At have øje for individet

Det at være til som et individ er at byde sig til over for verden som noget, der kan have et navn. Når Marius og Otto har fået navne, er det således ikke udtryk for en misforstået sentimental menneskeliggørelse af dem. Det er snarere udtryk for, at de har fået plads og tid til at give sig til kende, så nogle mennesker har kunnet se, at de ikke kun er eksemplarer, men individer. De er ikke sten eller kuglepenne, men noget for sig selv – og derfor noget, som vi giver et navn. Det har vi ikke behov for med knivene i skuffen. De skjuler ingen personlighed. Men det gør dyrene, og navnet er vores måde at søge at indfange den på.

De mange reaktioner på Marius’ død og Ottos redning behøver derfor ikke at blive afvist som pjat, blot fordi vi allerede slår millioner og atter millioner af andre dyr ihjel. Tværtimod. Måske Marius og Otto i stedet er en anledning til at se, at der er noget grundlæggende galt, når vi har fået skabt et landbrug, hvor dyrene er så mange og så anonyme, at vi ikke længere kan få øje på, at de er væsener, der kan have et navn.

At have øje for individer kræver indlysende nok, at individerne kan udfolde sig. Opfyldte man blot menneskers behov for næring og stuvede os sammen med henblik på at optimere vores vækst, ville vi næppe heller kunne udfolde, hvor mageløse væsener vi egentlig er. Det kan kyllinger, grise og køer heller ikke, hvis ikke vi giver dem plads og tid til det. Plads til at leve i den natur, som de er udviklet i, og hvor deres evner og instinkter kommer til deres ret. Tid til at vise os deres små særheder og præferencer.

En kylling er ikke bare en kylling, men netop den kylling – og derfor en kylling, som kan bære et navn. Marius og Otto fik lidt plads og tid. Måske er det på tide, at vi også giver andre dyr det, så vi kan få øjnene op for alle dem, som står og mangler et navn.