Kødparadokset – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Kødparadokset

09. oktober 2015

Kødparadokset

Ingen gør med vilje noget moralsk forkert, mente Sokrates, men i praksis har vi mennesker det med at tilpasse holdning til handling. For eksempel går folk mindre op i køers ve og vel, når de lige har spist beef jerky.

Af Peter Sandøe, professor i bioetik, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen 9.10.2015)

I dialogen Protagoras lader Platon sin hovedperson, Sokrates, sige, at "ingen, som enten ved eller tror, at der er en anden mulig række af handlinger, som er bedre end den, som han forfølger, vil nogensinde fortsætte på sin nuværende kurs." Dette er det kendte sokratiske synspunkt, at ingen med vilje gør noget moralsk forkert. Hvad der fremtræder som dårlig moral, er i virkeligheden ifølge Sokrates udtryk for uvidenhed.

Hermed benægter Sokrates, at en person kan være i en situation, hvor vedkommende ved, hvad der er rigtigt at gøre, men hvor vedkommende samtidig, for eksempel af bekvemmelighed eller for personlig vindings skyld, handler imod sine egne overbevisninger.

En sådan person ville være i splid med sig selv, men ifølge Sokrates er lykken uforenelig med at leve på en måde, hvor man er i splid med sig selv. Da ingen frivilligt vælger at blive ulykkelig, vil det være uforeneligt med et menneskes velforståede interesser ikke at handle i overensstemmelse med sine overbevisninger. Derfor må en tilsyneladende mangel på viljestyrke i virkeligheden være udtryk for uvidenhed.

Set med moderne øjne kan Sokrates' synspunkt forekomme meget naivt. Nu om dage vil mange under inspiration fra tænkere som for eksempel Schopenhauer og Freud ikke længere se på mennesket som et i bund og grund rationelt væsen, der alene er styret af sine idealer om, hvad der er rigtigt at gøre ud fra den bedst opnåelige viden. Tværtimod er det en udbredt opfattelse, at mennesket er et væsen, der i høj grad er i sine drifters vold. I bedste fald og kun under de rette omstændigheder magter mennesker ifølge denne opfattelse at tøjle drifterne i en grad, så civiliseret handlen bliver mulig. Men viljen er svag, og der skal ikke mange fristelser til, før der gives pokker i, hvad man synes er ret og rimeligt.

Siden slutningen af 1950erne er der dog vokset en psykologisk forskning frem, som i en vis forstand giver støtte til Sokrates' synspunkt, men på en måde, som bestemt ikke er i Sokrates' ånd. Denne forskning mener at vise, at når mennesker gør ting, som tilsyneladende strider mod deres moralske overbevisninger, så vælger de ofte at omdefinere virkeligheden og undgår hermed at blive konfronteret med, at der er et misforhold mellem ideal og virkelighed.

Psykologerne bag denne forskning synes at være enige med Sokrates i, at splittelse i sjælelivet er utålelig. Det gælder om at undgå, hvad de kalder kognitiv dissonans, for eksempel ved at der er uoverensstemmelse mellem værdier og handlinger. I modsætning til Sokrates' opfattelse opretholder mange ifølge den psykologiske teori harmonien ved, at de tilpasser holdning til handling - i stedet for, som Sokrates ville have det, at tilpasse handling til holdning.

I de senere år har man inden for denne gren af den psykologiske forskning interesseret sig for vores forhold til dyr. Her har psykologerne identificeret et problem, som de kalder kødparadokset. Dette kommer eksempelvis til udtryk ved, at mange mennesker på den ene side holder af dyr eller har hund eller kat derhjemme, som de vil gå rigtig langt for at passe og pleje godt, og på den anden side spiser kød, som stammer fra dyr, der typisk har levet under forhold, som de aldrig ville byde en hund eller kat.

"Hvis man vil ændre menneskers spisevaner i en mere dyrevenlig retning, er man tilsyneladende oppe mod stærke psykologiske kræfter

Der er foretaget en række psykologiske eksperimenter, hvor det er blevet undersøgt, hvordan kødspisere håndterer kødparadokset.

I et af disse eksperimenter, som blev foretaget af en gruppe australske forskere, delte man godt 100 forsøgspersoner op i to tilfældige grupper. I begge grupper skulle forsøgspersonerne spise en snack i forbindelse med eksperimentet. Halvdelen af deltagerne blev tilbudt et produkt baseret på tørret kød (beef jerky), og den anden halvdel blev tilbudt tørrede cashewnødder.

Forsøgspersonerne blev fortalt, at forsøget handlede om at undersøge forbrugerpræferencer i forbindelse med fødevarer. Desuden fik de at vide, at de skulle svare på et ekstra spørgeskema, som ikke havde noget med hovedforsøget at gøre. Derfor udfyldte forsøgspersonerne først et spørgeskema, hvor de blev spurgt om, hvad de syntes om den snack, de havde spist. Denne del af undersøgelsen var i realiteten en afledningsmanøvre. Det egentlige forsøg blev udført i forbindelse med udfyldelsen af et ekstra spørgeskema.

I dette spørgeskema blev deltagerne spurgt om deres holdninger til og syn på en række dyr, heriblandt en ko. Resultatet var, at de forsøgspersoner, som havde spist oksekød, havde en forøget tendens til at mene, at køer har mindre krav på moralsk hensyn, set i forhold til de personer, som havde spist nødder.

Samtidig endte de kødspisende forsøgspersoner med indirekte at vurdere køers evne til at lide som værende på et lavere niveau, end det gjaldt for de forsøgspersoner, som havde spist nødder.

Resultatet af forsøget, som er på linje med fund fra en række andre lignende undersøgelser, indikerer, at dét at spise kød helt ubemærket får mennesker til at ændre deres syn på den moralske status hos dyr, de spiser, og får dem til at ændre deres syn på dyrenes mentale evner. Det gamle mundheld om, at man bliver, hvad man spiser, rækker altså tilsyneladende ud over det rent kropslige og langt ind i den moralske sfære.

Hvis man vil ændre menneskers spisevaner i en mere dyrevenlig retning, er man således tilsyneladende oppe mod stærke psykologiske kræfter. Det synes ikke at være nok blot at appellere til, at køer, grise og kyllinger er dyr ligesom hunde og katte og at forsøge at oplyse om resultater af forskning vedrørende landbrugsdyrs mentale evner. Disse initiativer vil i høj grad blive opfattet som trusler, som mange vil forsøge at skærme sig fra ved hjælp af de omtalte psykologiske mekanismer.

I stedet for at appellere til samvittighed og fornuft vil det måske nok være bedre at appellere direkte til maven.

Hvis man kan levere dyrevelfærd som led i produkter, der smager bedre og er mere æstetisk indbydende end de gængse produkter, så er det muligvis en mere farbar vej. Dette stemmer godt overens med den store succes for økologiske produkter, hvor det i mere end én forstand sikres, at forbrugere ender med at have en god smag i munden.