Mikrogrisen er det nye kæledyr – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2015 > Mikrogrisen

03. november 2015

Mikrogrisen er det nye kæledyr

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Politiken den 3. november 2015)

Moderne bioteknologi skaber nye kæledyr- og etiske dilemmaer

Det kinesiske biotekfirma BGI i Shenzhenhar har genmodificeret de minigrise, der normalt anvendes til medicinsk forskning, og vil sælge dem til private forbrugere som kæledyr. Minigrisen blev i sin tid fremavlet til den medicinske forskning, hvor den på grund af sine mange ligheder med mennesket og praktiske størrelse er meget nyttig som middel til at opnå bedre forståelse af menneskets sygdomme. Den vejer normalt 35-50 kilo, men i den nye genmodificerede mikroudgave vejer den fuldt udvokset kun ca. 15 kilo og er ikke meget større end en velnæret beagle.

Mennesket har avlet på dyr i tusinder af år. Grise, køer, heste, hunde og kaniner og mange andre dyr er gennem selektiv avl blevet formet til at passe bedre og bedre til vores præferencer. Det har resulteret i både meget specialiserede hunderacer og højtydende landbrugsdyr. Udviklingen har imidlertid ikke været uden omkostninger for dyrene. Flere hunderacer døjer med helbredsproblemer, fordi deres luftveje er så sammentrykkede, at de har svært ved at trække vejret (f.eks. fransk bulldog), og hos landbrugsdyrene har et ensidigt fokus på hurtig tilvækst og store kuld ført til problemer med bl.a. slagtekyllingers ben og stor pattegrisedødelighed.

Genteknologien og særligt den nye CRISPR/Cas9-metode, der gør det langt enklere end hidtil at genmodificere alt fra mikroorganismer til mennesker, ses af mange som et stort gennembrud, der åbner for en række nye muligheder. I princippet kan et hvilket som helst gen fra en hvilken som helst organisme overføres til en anden organisme og tilføre den ønskede egenskaber. CRISPR/Cas9 kan derfor gøre mange af de ideer, der har virket mere som visioner end reelle muligheder, til virkelighed inden for en kortere årrække. På dyreområdet drejer det sig f.eks. om at producere endnu flere dyr med sygdomme, der ligner menneskets sygdomme (dyremodeller), og at producere landbrugsdyr med nye egenskaber, der både kan gøre produktionen mere effektiv og/eller mere miljøvenlig.

I første omgang er det dog minigrisene, der er blevet ’ændret’ til mikrogrise. Målet er ikke forskning eller produktion, men fornøjelse i form af et særpræget kæledyr. Udsigten til at kunne erhverve sig en mikrogris vil formentlig virke tillokkende på nogle – og skulle der for alvor komme gang i butikken, lover firmaet at designe dyret i de farver og mønstre, som forbrugerne ønsker. Indtil nu har den eneste mulighed for at kombinere kæledyr og moderne bioteknologi været de såkaldte glofish, akvariefisk genmodificeret til at være selvlysende. Her tilbyder mikrogrisen utvivlsomt noget mere værdi i form af underholdning og interaktion.

"

Hvem bliver vi som mennesker, når vi former dyr gennem kraftfulde teknologier, fordi vi finder

det underholdende?

Mickey Gjerris

Etisk set rejser grisene imidlertid en række problemstillinger. Ingen af dem er unikke for mikrogrisen og kan således sidestilles med andre måder at anvende dyr på og andre anvendelser af bioteknologien. Men kombinationen af kæledyr og teknologi giver nye perspektiver til diskussionen. Her skal blot nævnes tre områder.

For det første spørgsmålet om dyrenes velfærd. Er grisen upåvirket af de genetiske ændringer, som medfører, at den ikke bliver så stor som andre grise? Eller risikerer man på kort eller lang sigt, at grisen får fysiologiske problemer, eller er der andre negative effekter af genmodifikationen? Uafhængigt af teknologien rejser der sig en lang række andre velfærdsspørgsmål. Grisen er et begavet og socialt komplekst dyr. Det er svært at se, hvordan en mikrogris med behov for f.eks. at rode i jorden og omgås andre grise kan trives som kæledyr fjernet fra sin evolutionære kontekst.

For det andet er der spørgsmålet om dyrenes integritet. Hvad giver os mennesker ret til at gribe ind i grisens genom med det formål at konstruere et nyt kæledyr, vi kan lege med? Som nævnt kan man vælge at se genteknologien som det næste naturlige skridt i forhold til selektiv avl, idet vi allerede har ændret meget på grisen som produktionsdyr. Men blot fordi vi allerede har avlet grisen til at være en madpakke på ben, bliver det ikke rigtigt, at vi fortsætter ad samme spor.

For det tredje er der spørgsmålet om menneskets grundlæggende forhold til dyr. Er dét at genmodificere grise og sælge dem som kæledyr en ny, sjov og spændende måde at udnytte grisens potentiale på? Eller er det et udtryk for et forkvaklet forhold til dyr, hvor de blot bliver anset som ressourcer til fri anvendelse? Hvem bliver vi som mennesker, når vi former dyr gennem kraftfulde teknologier, fordi vi finder det underholdende? Måske er det netop denne reduktionistiske tankegang, som har bragt os i en situation, hvor vi eksempelvis er vidne til gigantiske velfærdsproblemer i det intensive landbrug.

I stedet for at manipulere med dyrenes gener, kunne vi overveje at modificere vores syn på dyr og stille os selv spørgsmålet om, hvordan vi kan leve i respekt for deres egenart og værdighed – bare som et forsøg. Men uanset hvad skal der nok ryge nogle mikrogrise over disken. Sådan er vi mennesker. Om det så gør os til åndelige mikrovæsener er et andet spørgsmål.