Kan De lide pattegrise? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2012 > Kan De lide pattegrise...

Kan De lide pattegrise?

Af Karsten Klint Jensen, lektor ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet (Trykt som kronik i Weekendavisen 13. juli 2012)


Politiken manipulerer med citater fra de to forskellige rapporter om pattegrisedødelighed, så man kan udråbe én gruppe forskere til at være de gode, der tjener det offentlige og en anden gruppe til at være de onde, som er i svineindustriens vold. Det har intet hold i virkeligheden og gavner ingen.

 

I de sidste par uger man i flere medier kunnet læse, at Peter Sandøe er blevet bestilt af svineindustrien til at lave en positiv rapport om dansk svineavl. En artikel i Politiken den 17. juni angives som kilde, og dens indhold bliver videreformidlet som kendsgerninger, der må stå til troende. Som part i sagen har jeg imidlertid svært ved at genkende beskrivelsen. Efter min vurdering giver Politiken en fordrejet og misvisende fremstilling af den pågældende rapport.

Baggrunden for historien er, at der gennem en årrække har været avlet efter større kuld i svineindustrien, men at de større kuld har indebåret en højere dødelighed blandt pattegrisene. Politikens vinkel er groft sagt denne: Der er en rapport fra Aarhus Universitet, der er betalt af fødevareministeriet, og som derfor antages at være både kritisk over for svineavlen og pålidelig. Og så er der en rapport udarbejdet af Scottish Agricultural College med deltagelse af Peter Sandøe og undertegnede, der angiveligt er bestilt og betalt af svineindustrien som en reaktion på den første. Af den grund antages den at være upålidelig og ubegrundet positiv over for svineavlen.

I det følgende skal jeg forsøge at trække en række oplysninger frem, som Politiken har udeladt, men som, hvis de var taget med, efter min vurdering ville have ændret læserens opfattelse af sagen. Så må læseren bedømme, om jeg har ret.

Det første punkt vedrører fremstillingen af forfattergrupperne. Forskerne bag Aarhus-rapporten beskrives som "16 af landets førende eksperter i svineproduktion". Det fremhæves også, at Aarhus-fakultetet har forskningsbaseret myndighedsberedskab og dermed har "forpligtet sig til at opretholde viden af international topklasse på området".

Der er ikke nogen beskrivelse af de skotske forskeres kompetencer. Lad mig derfor anføre, at de skotske forskere er internationalt anerkendte. Og lad mig i al ubeskedenhed tilføje, at jeg selv og Peter Sandøe repræsenterer en fagfilosofisk etisk kompetence, som ikke er til stede i Aarhus-gruppen. Det ville også gøre billedet mere fuldstændigt at anføre, at Aarhus-fakultetet udover at have myndighedsberedskab også udfører opgaver betalt af erhvervslivet, herunder svineindustrien.

Så citerer Politiken fra kontrakten med det skotske universitet, hvor der står den famøse sætning, at formålet er "gennem samarbejde at fremskaffe forskningsresultater og oplysninger, der er til gavn for den danske svineindustri, og som har mulighed for at påvirke politikere og beslutningstagere på nationalt og internationalt niveau". Politiken konkluderer, at formålet er "at stille industrien i et positivt lys og påvirke politikerne syn på pattegrisedødeligheden".

Politiken undlader at citere, at overskriften for arbejdet er "at samarbejde om at fremme grisevelfærd gennem anvendt videnskab". Det drejer sig ikke om at producere vilkårlig information med henblik på at stille industrien i et positivt lys. Det ville have været god journalistisk praksis at spørge de skotske forskere om deres forståelse af kontrakten, inden man påstår, at de har forpligtet sig til at stille svineindustrien i et positivt lys. Kontrakten omhandler fire forskellige projekter, hvoraf et er "udarbejdelsen af en omfattende, detaljeret review artikel om etiske og velfærdsmæssige overvejelser i forbindelse med store kuld".

Politiken forsøger at dokumentere, at den skotske rapports indhold giver et interessebestemt, anderledes positivt billede end Aarhus-rapporten. Det sker ved at modstille tre sæt citater fra hver af rapporterne under overskriften "Døde pattegrise to syn på virkeligheden".

Det første par lyder:
"De grise, som dør efter fødslen, udsættes sandsynligvis for en væsentlig lidelse varende fra få minutter op til et halvt døgn. Den høje andel af døde grise er derfor både et etisk og velfærdsmæssigt problem." (Aarhus-rapporten).
"Den danske svineindustri fortjener ros for sin villighed til at adressere problemstillingerne forbundet med stor kuldstørrelse." (Den skotske rapport).

Modstillingen af disse to citater er aldeles misvisende. Den skotske rapport beskriver velfærdskonsekvenser af store kuldstørrelser for pattegrisene over 30 sider. Man kunne have valgt at citere følgende sammenfatning: "Dødelighed efter fødslen repræsenterer en af de mest signifikante negative dyrevelfærdsmæssige konsekvenser af store kuldstørrelser. Selv om de velfærdsmæssige konsekvenser af forskellige typer død sandsynligvis varierer, så kan der i nogle tilfælde forekomme betydelig lidelse før døden."

Et andet citat-par lyder:
"Danske søer har igennem avlen opnået en af verdens højeste kuldstørrelser, men Danmark er også det land, som har den højeste andel døde grise ud af det totale antal fødte grise, sammenlignet med de lande, vi har fundet oplysninger fra." (Aarhus-rapporten).
"Selv om pattegrisedødelighed i dansk svineproduktion er høj, er den inden for rammerne af, hvad der ses i andre europæiske lande (med lavere gennemsnitlig kuldstørrelse), hvilket tyder på, at danske svineproducenter er temmelig gode til at håndtere store kuld i sammenligning med andre." (Den skotske rapport).

Brugen af dette citat fra den skotske rapport er også misvisende. For det første antydes det, at Aarhus-rapporten peger på avlen mod større kuld som årsagen til højere dødelighed, og at den skotske rapport benægter dette. Men i sætningen før den citerede passage fra den skotske rapport står der: "Der er konsensus i litteraturen om, at højere kuldstørrelser er forbundet med højere dødelighed efter fødslen".

For det andet er citatet fejloversat. Der står ikke pattegrisedødelighed men dødeligheden af levendefødte grise. Og for det tredje er citatet taget ud af sin rette sammenhæng. Sagen er, at nogle af de døde pattegrise er døde ved fødslen, mens andre først dør efter fødslen. Om de dødfødte grise skriver Aarhus-rapporten:
"Generelt er det en betingelse for tilstedeværelse af lidelse og reduceret dyrevelfærd, at et individ er i live og bevidst nok til at erfare sensoriske input samt fortolke dem som ubehagelige. [] Der findes ikke egentlige studier af pattegrises bevidsthedsniveau i fosterstadiet. Vurderingen må derfor foretages på baggrund af studier af fostre og nyfødte hos mennesker og andre pattedyr. Som nævnt tyder sådanne undersøgelser på, at fostre befinder sig i en bevidsthedsmæssig dvaletilstand indtil de selv er i stand til at trække vejret. [] Der er derfor p.t. ingen dokumentation for, at fostre er bevidste om smerte eller anden stress, hvorfor dødfødte grise formodentlig ikke selv oplever reduceret velfærd. Det samme gør sig gældende for dyr, der reelt er i live ved fødslen men dør umiddelbart derefter."

Det følger heraf, at der på det anførte grundlag ifølge Aarhus-rapporten ikke er noget velfærdsmæssigt problem med de dødfødte grise, og angiveligt heller ikke noget etisk problem. Lad mig her påpege to ting. For det første påpeger den skotske rapport, at selv om der ikke er nogen negativ oplevelse af døden hos de dødfødte grise, så kan der alligevel være såvel et velfærdsproblem som et etisk problem. Her viser den skotske rapport et bredere og mere kritisk etisk udsyn end Aarhus-rapporten.

For det andet: Hvis man accepterer den præmis, som Aarhus-rapporten antager, så kan man jo trække de dødfødte pattegrise ud af regnskabet over de velfærdsmæssige konsekvenser og koncentrere sig om at se på konsekvenserne for de pattegrise, der dør efter fødslen. Eftersom den største del af stigningen i pattegrisedødeligheden i Danmark udgøres af dødfødte, så når vi efterhånden frem til tanken bag citatet fra den skotske rapport angående pattegrisedødelighed:

I Danmark er den gennemsnitlige kuldstørrelse vokset fra 12,1 til 15,8 fra 1992 til 2008. Dødeligheden efter fødslen er i samme periode vokset fra 10,7 til 12 procent. I Storbritannien er den gennemsnitlige kuldstørrelse vokset fra 11,8 til 12,4 fra 1992 til 2008, men dødeligheden efter fødslen er vokset fra 10,5 procent til 14,2 procent. Danmark har altså kunnet øge kuldstørrelsen betydeligt mere end Storbritannien, samtidig med at dødeligheden har kunnet holdes lavere. Derfor står der i den skotske rapport, at det "tyder på, at danske svineproducenter er temmelig gode til at håndtere store kuld i sammenligning med andre."

Lad mig understrege, at den skotske rapport hverken lægger op til at vurdere denne udvikling som positiv, alt taget i betragtning, eller til, at man bør acceptere den præmis, som Aarhus-rapporten lægger til grund.

Det tredje citatpar vedrører en faglig uenighed i vurderingen af avlsmål. Det bliver i Politiken udlagt som, at "Aarhus-forskerne tror ikke på landbrugets forsvar".

Man er naturligvis velkommen til at kritisere den skotske rapport, hvis man mener, der er fejl og mangler i ræsonnementerne. Men det ville tjene debatten, hvis man holdt sig til den indholdsmæssige substans. Aarhus-rapporten kan næppe heller være tjent med at få sin vurdering reduceret til et spørgsmål om tro. Man kan undre sig over, hvem der har gavn af en journalistik, der i sin vinkling på forhånd udelukker en saglig diskussion af indholdet.