Stakkels Friedman: Karl Marx og Milton Friedman – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2012 > Stakkels Friedman: Kar...

Stakkels Friedman: Karl Marx og Milton Friedman

Af Niels Kærgård, professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Børsen 15. august 2012 under titlen "Børsen dyrker Milton Friedman")

Både Karl Marx og Milton Friedman er store økonomer. Begge står på topti-listen over førende økonomer gennem tiderne. Begges ry som økonomiske tænkere er imidlertid ved at blive ødelagt af enøjede ideologisk tilhængere, for begge har jo også en klar politisk orientering.

Karl Marx har adskillige bidrag til den økonomisk erkendelse, der vil blive stående, f.eks. vedrørende den materialistiske historieopfattelse, økonomisk kriseteori og klassekonflikter. Men der er selvfølgeligt også meget, der er forældet og ensidigt politisk. Sådan er det med de fleste store videnskabsmænd og tænkere noget holder, og noget var tidstypisk og misforstået.

Når Marx har fået så dårligt et ry, er det imidlertid ikke på grund af hans forskning, men på grund af hans tilhængere, dels tvivlsomme politiske styrer og dels marxister, der fastholdt hans mest håbløse teorier. Disse marxister var ikke økonomer, men litterater, sociologer og filosoffer, og de forstod ikke, at meget af Marx var typisk 1860er økonomi. Arbejdsværdi, merværdi og kapitalister blev i 1970erne almindeligt brugte begreber i debatten. Avisen Information blev fyldt med den slags. Det døde interessen for Marx af.

Friedmans betydning

Sådan er det nu også ved at gå med Friedman. Også han har ydet store bidrag til den økonomiske erkendelse. Forbruget afhænger ikke kun af den øjeblikkelige indkomst, men af en mere langsigtet forventet indkomst; det han kaldte permanent indkomst. Konjunkturregulering kan være farligt, for der er lange forsinkelser fra behovet for regulering opstår til virkningen af indgrebet indtræder. Stræben efter fuld beskæftigelse vil kunne resultere i høj inflation, for der er et naturligt niveau for arbejdsløsheden. Han har også ydet centrale bidrag til metodedebatten og til pengehistorien.

Men det er ved at gå ham som Marx. Her ved 100-års fødselsdagen er det hans mere firkantede politiske bidrag, Det frie valg (lige genudgivet på dansk af CEPOS), og lignende, der er i centrum. Og ligesom for Marx er det ikke-økonomer, der dyrker ham. Det er nu blot ikke litterater og sociologer, men politologer og handelsskolefolk. Filosofferne har af en eller anden grund været med begge gange. Filosoffen Henrik Gade Jensen har kronik i Jyllandsposten 31.juli om ham, og i Børsen samme dag skriver politologen Christopher Arzrouni leder om ham og historikeren Ole Brinkmann Pedersen kronik. Ingen af dem interesserer sig synderligt for hans centrale økonomiske bidrag. Hos Ole Brinkmann bliver hans forbrugsteori til en påvisning af, at en statslig stimulering af økonomien gør tingene værre!

Børsen og neoliberalismen

Som Information var marxisternes husavis i 1970erne, er det Børsen, der i dag dyrker neoliberalismen og Friedman. Og stilen er den samme. Som Information i 1970erne betragtede alle, der så kritisk på Marx som borgerlige økonomer, så ser Børsen på dagens universitetsøkonomer som naive velfærdsideologer (leder 31/7). Når Nina Smith kritiserer den borgerlige Fogh-regering for at gennemføre for få reformer - noget det er vanskeligt at bestride - så rubriceres hun som politiserende kommentator (leder 11/7). Når man kommer langt nok ud på fløjen, ligner alle andre den modsatte fløj.

I 1970erne så marxisterne kapitalens overakkumulation og profitratens faldende tendens i nationalregnskabstallene, nu ser Børsen Liberal Alliances politik i vismandsrapporterne (leder 11/7); mærkeligt nok i øvrigt, for vismændene er vel også som universitetsøkonomer naive velfærdsideologer. Er man bare stærk nok i troen, kan man åbenbart finde støtte til sine synspunkter alle steder.

Faren er nok snarere, at universitetsøkonomerne svømmer lidt rigeligt med strømmen. Ser man nøgternt på undervisningen i økonomi, så var der nok rigeligt marxisme i pensum i 1970erne, men altså ikke mere end, at venstrefløjen betragtede pensum som borgerligt og lærerne som højreorienterede.

Tilsvarende er der i dag nok rigeligt med lovprisninger af markedsstyring og privatisering; men altså ikke mere end, at Børsen betragter universitetsøkonomerne som venstreorienterede. Så nok har man givet lidt efter for tidsånden, men dog langtfra overgivet sig betingelsesløst.

Som de store økonomstudier godt kan være deres undervisning under den marxistiske bølge i 1970erne bekendt, så tror jeg også, man engang, efter den neoliberale bølge er overstået, kan stå ved undervisningen i 00erne.

Man overgav sig trods alt langtfra helt.