Vi tror for meget på de økonomiske modeller – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2012 > Vi tror for meget på d...

Vi tror for meget på de økonomiske modeller

Fra kanøflet ælling til knejsende svane:
Økonomisk modelbygning blev i starten set på med stor skepsis, men i dag tror vi måske for meget på modellerne. Modellerne er nyttige redskaber, men det må aldrig glemmes, at de ikke er hele virkeligheden.

Af Niels Kærgård, professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Information 15. august 2012)

I 1870erne begyndte økonomerne at tænke i modeller, og fra starten gav det anledning til strid. Den retning, der sejrede, så naturvidenskabens modeller som idealet. Virkeligheden er kompliceret og uoverskuelig, men man kan komme til en bedre forståelse af den ved at opstille simplificerede modeller. Fysikerne forstod pendulets regelmæssige svingninger ud fra matematiske analyser af en abstrakt model med et tungt punkt uden udstrækning ophængt i en vægtløs snor. Den model er helt urealistisk, men fungerer så godt, at man kan bygge bornholmerure derud fra. Modeller er aldrig den fulde virkelighed, men brugt rigtigt kan man lære meget af dem.

Modstanderne af modellerne kom fra den historiske skole, der fastholdt historikernes dogme om, at virkeligheden er unik i tid og rum. Men den skole fik i længden ikke megen indflydelse. Den er ikke til megen hjælp for nogen, for så ender man i det gamle 1968-citat: Historie og erfaringer er billetter til et tog, der er kørt.

Det har også vist sig, at modeller, der sammenfatter de erfaringer, der ligger i analyser af historiske talserier, kan sige en hel del om udviklingen i fremtiden og om virkningen af forskellige politikker. Men man skal selvfølgelig bruge modellerne med varsomhed; allerede tidligt fortalte modelbyggere om eleven, der var oppe i zoologi og skulle beskrive ræve ud fra en model - en udstoppet ræv. Men han brugte modellen forkert, så hans svar var: De har glasøjne. Det viser vanskeligheden ved modelbrug. Man må vurdere, hvad modellerne kan bruges til, og hvor de er urealistiske forenklinger. For forenklinger er de alle.

I starten af det 20. århundrede begyndte man så at lave matematisk-statistiske analyser af den økonomiske teoris hypoteser, men så længe man arbejdede med enkelte delsammenhænge, var undersøgelserne ikke særlig anvendelig i økonomisk-politiske sammenhænge. Med Keynes konjunkturteori fra 1936 blev grundlaget for bygning af modeller af den samlede økonomi imidlertid etableret. Ideen i disse modeller er at analysere, hvordan de forskellige efterspørgselskomponenter som f.eks. forbruget bliver påvirket af ændringer i skatter og indkomster, og så ud fra den samlede efterspørgsel bestemme den produktion, der kan afsættes, og dermed også hvor mange der kan beskæftiges med at fremstille den. Hollænderen Jan Tinbergen begyndte i 1930erne at bygge sådanne modeller for Folkeforbundet.

Arbejdet med sådanne modeller kræver både tal af rimelig kvalitet og en hel del regnekraft, og i starten var der problemer med begge dele. Så her i landet var det først midt i 1970erne, at de økonomiske konjunkturmodeller for alvor kom i brug. Men arbejdet blev faktisk påbegyndt allerede i 1966 i et samarbejde mellem en række yngre økonomer fra diverse institutioner. I praksis blev det daværende lektor, senere professor, ved Københavns Universitet Ellen Andersen, der blev modelbyggeren. I 1970-71 lå der fra hendes hånd en fuld formuleret model, og allerede i 1969-70 oprettedes Danmarks Statistiks modelkontor, der overtog vedligeholdelsen og udbygningen af modellen, der blev døbt ADAM (Annual Danish Aggregate Model). I foråret 1972 blev modellen første gang brugt til at beregne et scenarie for dansk økonomi, og derfor fejrede ADAM her i juni 40 års jubilæum.

Sideløbende hermed blev der arbejdet med modeller i Det Økonomiske Råd. Her arbejdede man med at opbygge en alternativ makromodel SMEC (Simulation Model of the Economic Council), der i januar 1973 som den første danske makromodel blev offentliggjort. Den første udgave af SMEC var imidlertid for kompliceret og blev aldrig brugt i praksis. I 1973 bygges derfor modellen SMEC II, der var en meget lille model med kun en håndfuld estimerede ligninger, og den blev brugt af vismændene allerede i 1973 og blev dermed den første danske model, der blev anvendt til praktisk politikformulering.

ADAM var altså den første danske model, men på grund af det danske disputatssystems langsommelighed kom offentliggørelsen i Ellen Andersens disputats først i 1975. Det fik Christen Sørensen til i sin sædvanligt aggressive stil at erklære mig for uvederhæftig, fordi jeg i et interview nævnte 1975 som det centrale årstal (Information d. 25. juli). Debatten mellem Christen Sørensen og mig om detaljer i den danske modelhistorie hører imidlertid mere hjemme i et økonomisk fagtidsskrift og skal ikke fortsættes her.

Det, der er sket siden på modelområdet, vedrører navnlig en øget inddragelse af det lange sigt. Hvor de første modeller kun sigtede på at beregne konjunkturerne og virkningerne af politiske indgreb 1-2 år frem, så har mange senere bestræbelser gået på at tage hensyn til de mere langsigtede effekter. Det er typisk effekter, der trækker imod en eller anden form for ligevægt, for i økonomi er der mange langsigtede effekter, der afdæmper virkningerne af stød. En øget efterspørgsel vil nok på kort sigt øge beskæftigelsen, men den lavere arbejdsløshed kan give lønpres og inflation, og prisstigningerne vil så afdæmpe efterspørgselsstigningen og dermed den positive virkning på beskæftigelsen.

De langsigtede problemer har også resulteret i en helt ny modeltype, de såkaldte anvendte generelle ligevægtsmodeller. Her er DREAM (Dynamic Rational Economic Agent Model) fra 1997 det typiske eksempel. Man kan selvfølgeligt ikke sige noget præcist om økonomien i 2020 eller 2050. Men det vil være lige så forkert at sige, at vi slet ikke kan regne på størrelsesordenen af de langsigtede virkninger af f.eks. flere ældre, Nordsøoliens udtømning og flere indvandrere. Det er det, DREAM skal bruges til. Den kan ikke sige noget om, hvordan verden faktisk kommer til at se ud i 2020 eller 2050, men den kan sige noget om størrelsesordenen af de udfordringer og muligheder, vi står overfor. På langt sigt bliver det andre mekanismer, det er centralt at få kortlagt. Vi må så forenkle på en anden måde, f.eks. ved at antage, at arbejdsløsheden har en nogenlunde normal størrelse. Det bliver så mængden af arbejdskraft og kapital og produktiviteten, der bestemmer produktionens størrelse.

Man skal altså mere se DREAM og konjunkturmodellerne som to redskaber, der kan bruges til hvert sit, end som modeller kommende fra hver sin økonomiske skole. ADAM og SMEC kan sige noget ret præcist om den danske konjunktur de næste par år, men mindre om den langsigtede struktur. DREAM kan ikke sige noget præcist om noget som helst, men kan sige noget om størrelsesordenen af de langsigtede muligheder og udfordringer. Og vi har brug for begge dele ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.

Spørgsmålet er så, om man kan forene det langsigtede og det kortsigtede i én model uden, at den bliver uoverskueligt kompliceret. Der gøres i disse år store anstrengelser for at udbygge konjunkturmodellernes langsigtede egenskaber og for at give de langsigtede modeller et bedre empirisk grundlag. De to modeltyper nærmer sig så hinanden måske endda i for høj grad.

Hvor økonomisk modelbygning i starten blev set på med stor skepsis, tror vi i dag måske for meget på modellerne. Journalister og politikere er tilbøjelige til at gribe resultaterne med begærlighed, men overse forbeholdene og usikkerheden. Modellerne er nyttige redskaber, men det må aldrig glemmes, at de ikke er hele virkeligheden. Derfor har vi også brug for både modeller, der ser på konjunktureffekterne, og nogen, der ser på den langsigtede struktur. Men glemmer vi, at begge dele kun er partielle billeder, der skal tolkes med nænsomhed, går vi galt i byen.