Er der altid arbejde...? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2012 > Er der altid arbejde.....

Er der altid arbejde...?

til dem, der vil arbejde, hvis vi afskaffer efterlønnen, begrænser adgangen til førtidspensionen eller øger arbejdsudbuddet ved at nedsætte skatten på arbejde? Det er det store spørgsmål i den aktuelle politiske-økonomiske debat.

Af Niels Kærgård og Peder Andersen, professorer ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Jyllands-Posten 24. august 2012)

I skatteministerens svar til skatteudvalget på spørgsmål S3508 hedder det: "I regeringens udspil til skattereform er det skønnet, at reformen samlet set vil øge arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen med 14.600 personer". Ministeren mener altså, at beskæftigelsen automatisk følger med op, hvis arbejdsudbuddet stiger. Professor Jesper Jespersen har en tilsvarende klar mening i JyllandsPosten 25/7. Han ville dumpe skatteministeren, hvis han var til eksamen på RUC. Jesper Jespersen der er en af de universitetsøkonomer, der udtaler sig oftest til pressen mener generelt set, at økonomerne ved så lidt, at de mere garvede universitetsøkonomer bør overlade den politiske kampplads "til tænketanke og andre interesseorganisationer, som har gjort såkaldt evidensbaseret lobbyisme til deres levevej".

Ingen af disse kategoriske udsagn forekommer velovervejede. Vederhæftige fagøkonomer kan faktisk sige en hel del mere, end Jesper Jespersen mener. Var skatteministeren til eksamen hos os, ville vi ikke dumpe ham, men bede ham gøre rede for de mekanismer, der kunne sikre, at beskæftigelsen følger arbejdsudbuddet.

Det er generelt et problem i den økonomisk-politiske debat i Danmark, at mange forudsætter, at beskæftigelsen automatisk stiger i takt med arbejdsudbuddet, mens andre mener, at beskæftigelsen er bestemt af antallet af job, og at antallet af job er upåvirket af arbejdsudbuddet. Den sidste gruppe mener altså, at et øget arbejdsudbud alene øger ledigheden.

Der er faktisk neoliberale fagøkonomer, der vil støtte det første synspunkt, fordi de mener, at markedsmekanismen hurtigt sikrer ligevægt også på arbejdsmarkedet. Der er altså altid arbejde til dem, der vil arbejde, men måske ikke til en løn, de finder rimelig. Der er modsat gammelkeynesianere, der støtter det andet standpunkt, fordi de mener, at arbejdslønnen er bestemt af helt andre ting, end hvad der giver ligevægt på arbejdsmarkedet. Langt de fleste mainstreamøkonomer vil imidlertid udtale sig langt mere nuanceret om denne i virkeligheden meget komplicerede problemstilling.

Svaret afhænger både af konjunktursituationen og af, om man betragter kort eller langt sigt.

På kort sigt gælder den gamle regel om, at det er den korte side af markedet, der bestemmer: Hvis der er forskel på udbud og efterspørgsel, fordi priserne ikke er så fleksible, at de skaber ligevægt, så bestemmes den omsatte mængde af den mindste af de to. Er udbuddet størst, vil der kun være efterspørgsel efter en del af det; der er nogle udbydere, der skuffet må indse, at de ikke kan sælge deres produkt. Er efterspørgsel størst, vil der være efterspørgere, der ikke kan få fat i varen.

Sådan er det også på et arbejdsmarked med fast aftalte lønninger. Er der lavkonjunktur og arbejdsløshed som i øjeblikket, er det efterspørgslen efter arbejdskraft, der bestemmer beskæftigelsen. Øges arbejdsudbuddet, vil det øgede udbud resultere i øget arbejdsløshed. Er der højkonjunktur og rift om arbejdskraften som midt i 00erne, er det udbuddet, der begrænser beskæftigelsen. Øges udbuddet af arbejdskraft i den situation, vil det meget hurtigt resultere i øget beskæftigelse. Det havde altså været langt mere fordelagtigt at gennemføre arbejdsmarkedsreformer i Fogh-periodens højkonjunktur end, som det nu gøres af Lars Løkke og Helle Thorning i en lavkonjunktur. F.eks. er en forkortelsen af dagpengeperiodens længde langt mindre problematisk, hvis der er arbejdspladser nok.

Men denne beskrivelse af, hvad der sker umiddelbart på kort sigt, er kun en del af historien de mere langsigtede effekter må også med ind i billedet. Uafhængigt af, hvordan konjunktursituationen er, så vil et øget arbejdsudbud på lidt længere sigt bevirke lavere lønstigninger. Er der mange arbejdsløse, og øges arbejdsudbuddet, kommer der endnu flere arbejdsløse, og mange af dem vil for at få et job acceptere en lavere løn. Er der højkonjunktur, vil der med øget arbejdsudbud komme færre flaskehalse, hvor arbejdsgiverne overbyder hinanden for at få fat i arbejdskraft. Styrkepositionerne under overenskomstforhandlingerne vil også afhænge af arbejdsløshedens højde. Og lavere lønninger betyder flere job. Det forbedrer bl.a. den danske konkurrenceevne, og det øger dermed eksporten og mindsker importen. I en åben økonomi med en stor udenrigshandel som den danske er der ingen tvivl om, at lavere lønninger vil resultere i en øget vareefterspørgsel og produktion og dermed i en øget beskæftigelse. På langt sigt vil et øget arbejdsudbud altså resultere i en øget beskæftigelse.

Ser man på lange tidsserier, så er der heller ingen sammenhæng mellem arbejdsudbuddet og arbejdsløsheden. Der synes trods alt at være så store ligevægtsskabende mekanismer på arbejdsmarkedet, at de på langt sigt sørger for, at beskæftigelsen nogenlunde svarer til arbejdsudbuddet. Men nogenlunde skal tages meget bogstaveligt; der er langt fra fuld overensstemmelse; forskellen arbejdsløsheden har svinget fra under én til over 12 pct., og der er relativt lange periode med høj arbejdsløshed, f.eks. i 1980erne. Det er ikke sådan, at arbejdsløsheden varierer i takt med ændringerne i arbejdsudbuddet. Snarere tværtimod, men det skyldes noget helt andet, nemlig at arbejdsløsheden påvirker arbejdsudbuddet. Når der er høj arbejdsløshed, er det svært at få et attraktivt job, og så trækker nogen sig ud af arbejdsmarkedet.

Der er derfor gode grunde til at tro, at hvis man udvider arbejdsstyrken, og vi samtidigt har en lavkonjunktur som den nuværende, så vil det på kort sigt først og fremmest øge arbejdsløsheden, men når konjunkturerne igen bliver gode, vil udvidelsen først og fremmest øge beskæftigelsen. Men er det så ikke tåbeligt, som Lars Løkke og Helle Thorning har gjort, at lave arbejdsmarkedsreformer i en lavkonjunktur? Skulle man ikke bare vente, til der igen bliver højkonjunktur?

Det er klart, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis Fogh Rasmussen havde lavet reformer i højkonjunkturen, men for mange arbejdsmarkedsreformers vedkommende er det nødvendigt med en lang indfasningstid. Man kan ikke ændre pensionsordninger for folk, lige før de går på pension; der må være en rimelig varsling. Og med de underskud, den danske stat kører med i øjeblikket, er der grænser for, hvor længe man kan vente, og det er jo ret umuligt at forudsige, hvornår der igen kommer højkonjunktur. Mens det kan være svært at sige ret meget pænt om Fogh Rasmussens økonomiske politik i højkonjunkturårene, så har der været langt større reformvilje siden Lars Løkkes nytårstale i januar 2011. Og reformer er nødvendige.

Den danske velfærdsstat er under pres af mange årsager flere ældre, en Nordsøolie, der er ved at slippe op, en velfærdsstat, der er blevet meget dyr osv. Den bedste måde at forbedre dansk økonomi på er ved at øge beskæftigelsen. Med flere i beskæftigelse kommer der flere skatter, færre overførselsindkomster, og der bliver bedre råd til velværdsgoder og miljøforbedringer. En øget beskæftigelse løser mange af vore problemer, og en sådan øgning kommer før eller siden, hvis arbejdsudbuddet kommer op.

Et langsigtet øget arbejdsudbud er altså alfa og omega for dansk økonomi. Men det må ikke få os til at glemme de kortsigtede beskæftigelsesproblemer. Løser vi ikke dem, er det svært at realisere de langsigtede fordele. Selv midlertidig arbejdsløshed kan have alvorlige langsigtede virkninger. Ledige taber gradvis kvalifikationer og kan i værste tilfælde blive marginaliserede og til sidst udstødt af arbejdsmarkedet. Den kortsigtede arbejdsløshed har ud over de øjeblikkelige omkostninger for de involverede og samfundet også langsigtede skadelige virkninger på arbejdsudbuddet.

Pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der øger arbejdsudbuddet, er nødvendige, men kan ikke stå alene. Der må også så hurtigt som muligt skabes beskæftigelse for at sikrede positive langsigtede virkninger af reformerne. Men det er modsat heller ikke ansvarligt med en stimulering af økonomien, medmindre der er taget effektiv hånd om de langsigtede problemer. Den langsigtede strukturpolitik og konjunkturpolitikken må gå hånd i hånd, som den gjorde i 1990erne.