Gisp. Nye veje i fiskeripolitikken nødvendige – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2012 > Nye veje i fiskeripoli...

Gisp. Nye veje i fiskeripolitikken nødvendige

EU's fiskeripolitik står foran en revision. Mendet er ikke kun fiskeriet, der afgør, om vi forvalter havenes rigdomme på den rigtige måde.

Af Hans Frost og Peder Andersen, hhv. konsulent og professor ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet
(Trykt i Politiken - Analyse 10. september 2012)

Desværre er der ikke udsigt til de store nyskabelser i EU's fiskeripolitik for 2013-2022, som bliver endeligt vedtaget i løbet af det kommende halvår. De vigtigste forslag er indførelse af forbud mod udsmid (discard) af fisk og tvungen indførelse af omsættelige eller ikke omsættelige fiskerirettigheder. Desuden sættes fokus på størst mulig vedvarende udbytte og regionalisering, en reform af markedsordningen og strukturstøtten samt bedre forvaltning inden for akvakultur. Disse forslag bliver naturligvis markedsført som vigtige nyskabelser.

Men er de i virkeligheden det? Svaret er nej. Og før de afgørende forhandlinger ligger det klart, at der ikke er politisk opbakning til at gennemføre forslaget om omsættelige fiskerirettigheder.

Der bliver kun tale om mindre justeringer i fiskeripolitikken, som reelt overser, at fiskebestandene påvirkes af en række andre faktorer end fiskeri, og at disse faktorers påvirkning måske er vigtigere end fiskeriets påvirkning.

Fejlslagen fælles fiskeripolitik

I den forbindelse skal huskes, at havrammedirektivet fastlægger elleve såkaldte deskriptorer for god miljømæssig tilstand i havet. De seks fokuserer på forhold, der påvirker fiskebestande, og en forbedring af disse kan dermed give bedre grundlag for fiskeriet. Men havrammedirektivet er EU's miljødirektorats ansvarsområde og derfor ikke indarbejdet i fiskeripolitikken.

Den fælles fiskeripolitik går tilbage til Romtraktaten (1957) og udformningen af landbrugspolitikken. En fatal konsekvens heraf blev, at et vigtigt mål i de første 25 år af den fælles fiskeripolitik var at øge produktionen af fisk. Der blev således ikke taget hensyn til, at åben og fri adgang til at udnytte en fornybar ressource som fisk fører til overudnyttelse af ressourcen. Resultatet af EU's politik blev, at fiskeflådens kapacitet i EU mere end fordobledes fra 1970 til 1987.

Denne fejlslagne politik har tilsyneladende sat sig så dybe spor, at mange tror, at alle fejl i fiskeripolitikken fortsat eksisterer. Der er imidlertid siden 1983 gennemført en lang række ændringer i fiskeripolitikken, som gradvis har rettet op på disse fejltagelser.

Det er nu 30 år siden, at den fælles fiskeripolitik blev indført. I den periode er der gjort store fremskridt, og det er relevant at stille spørgsmålet, om det er fiskeriindsatsen og ændringerne heri, der er forklaringen på, at en række bestande er blevet mindre. Det foreløbige svar er, at det næppe er fiskeriindsatsen alene, som kan forklare udviklingen, men at de andre faktorer, som kan betyde noget, kan være svære eller helt umulige at kontrollere. Derfor har det været vanskeligt at gøre andet end at regulere fiskeriindsatsen for at bevare bestandene på et rimelig højt niveau. Men det er vigtigt med en ny orientering.

Ændrede miljøforhold

Der er sket en voldsom stigning i landingerne frem til midten af 80' erne. Senere er der sket et fald. Kvotereguleringerne kan forklare en del af faldet, men der er også andre forklaringer. Nyere forskning bl. a. publiceret i rapporter fra Det Internationale Havforskningsråd (Ices) sandsynliggør, at udefrakommende forhold som temperatur, iltindhold, saltindhold, forurening og tilføring af næringssalte har den største forklaringskraft. Men disse forhold er vanskelige at regulere, og derfor bliver der lagt ekstra pres på at regulere endnu kraftigere på fiskeriindsatsen for at modvirke en nedgang i fiskebestandene.

En for høj fiskeriindsats kan ikke afskrives som værende en vigtig faktor, men da fiskerikapacitet siden midten af 1980' erne er mere end halveret, er det nærliggende at overveje andre grunde til fald i bestandene end fiskeriets påvirkning, og det er her, de ændrede miljøforhold kan spille en rolle.

Økosystemperspektiv

Det er nødvendigt at anlægge et bredere økosystemperspektiv i den marine forvaltning. På det politiske niveau er der gennemført væsentlige initiativer med havrammedirektivet, dvs. hvordan der skal måles for at vurdere den miljømæssige tilstand. Der mangler imidlertid tilstrækkelig angivelse af de grænser, som ikke må over-eller underskrides. Som eksempel kan nævnes, at torsk og vandmænd er to deskriptorer for marine ressourcer. En indikator kan være udviklingen i mængden af disse. Men det er her åbenlyst, at en stor mængde af torsk er bedre end en stor mængde af vandmænd. I andre tilfælde kan valget være vanskeligere.

En vurdering af vandmiljøet forudsætter, at deskriptionerne vurderes og udvælges efter, hvilken nytte de tillægges. Det sker ikke tilfredsstillende i dag, og her ligger en væsentlig uløst forskningsopgave, hvis løsning kræver både naturfaglig og økonomisk samarbejde. Mens de biologiske analyser siden Anden Verdenskrig er udvidet med bioøkonomiske analyser, er det nødvendigt at udvide de bioøkonomiske analyser til økosystemanalyser, hvor de faktorer, som danner grundlag for sunde fiskebestande, inddrages udtrykkeligt i analyserne.

Hvis en øget fiskebiomasse således sker på bekostning af reduktion af underliggende nyttige services, så er en øget fiskebiomasse ikke nødvendigvis fordelagtig. Eller hvis udefrakommende faktorer som tilførsel af næringssalte øger forekomsten af iltsvind og på den måde reducerer fiskebiomassen, vil det være spild af ressourcer ensidigt at satse på at undgå et fald i fiskebestandene ved at reducere fiskeriindsatsen.

I fremtidens fiskeriforvaltning vil det have afgørende betydning at inddrage disse forhold. Hvordan dette skal gøres, udgør en betydelig udfordring både for politikere, administratorer og forskere.