Dyrevelfærd og forbrugere – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2016 > Dyrevelfærd og forbrugere

18. november 2016

Dyrevelfærd og forbrugere

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 18. november 2016 i LandbrugsAvisen)

Dyrevelfærd optager store dele af befolkningen. En nylig undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at ca. 70 pct. af befolkningen opfatter sig selv som lidt eller generelt bekymrede over dyrevelfærden. Det kommer næppe bag på nogen. I mange år har særligt svine-, kyllinge-, æg- og minkproduktionen været omdiskuterede i medierne, og med jævne mellemrum har tv-dokumentarer rejst en bølge af protester over de forhold, som dyrene lever og dør under.

Så voldsom harmen kan være, så lidt spor har det imidlertid sat sig i forbruget. Der synes at være en kæmpe forskel på, hvad vi mener som borgere, og hvad vi gør som forbrugere. Det har ofte ført til påstande om, at folk slet ikke mener det, som de siger, men blot svarer det, som de opfatter som »politisk korrekt«, eller at folk generelt bare er hyklere.

Ingen politisk hjælp at hente

Så på den ene side står store dele af befolkningen og peger fingre ad den intensive husdyrproduktion, og på den anden side står producenterne og peger tilbage og hævder, at hvis bare forbrugerne ville betale, så skulle de nok give dyrene bedre vilkår.

Det kunne jo forlede en til at tro, at det så var en politisk opgave at løfte dyrevelfærden i Danmark, men her er der ingen hjælp at hente. Som professor i bioetik ved Københavns Universitet Peter Sandøe har påpeget, er de lavesthængende frugter i forhold til dyrevelfærden plukket. Yderligere seriøse fremskridt vil uundgåeligt fordyre produktionen i forhold til udlandet, og dermed risikerer man blot, at de danske producenter bliver udkonkurreret af udenlandske producenter med endnu ringere dyrevelfærd og samfundsøkonomiske tab til følge. Skal det undgås, kræver det yderligere regulering på EU-niveau, og her er ikke meget, der tyder på, at dyrevelfærd kommer højt på dagsordenen i en tid med økonomisk krise, flygtningestrømme og truende klimaforandringer.

Den etiske forbruger som mantra

Det synes altså at være op til forbrugerne at løfte opgaven og begynde at lade pengene følge værdierne. Derfor er idéen om »den etiske« eller »den politiske« forbruger også blevet en slags mantra, som politikerne henviser til. Der er imidlertid en række forhindringer for den etiske forbruger, som gør, at man må stille sig stærkt tvivlende over for denne løsning.

For det første er forbrugere og borgere ikke det samme. Forbrugeren opfatter typisk sit ansvar som mere begrænset end borgeren og skal balancere sine værdier mod en række andre hensyn så som økonomi, bekvemmelighed, tilgængelighed, vaner mm. Værdier trives bedst, når de diskuteres sagligt, og beslutninger træffes i forpligtende fællesskaber. Overladt til den enkelte ved køledisken kl. 15 minutter i panik før lukketid har de færreste af os rygrad nok til at fastholde dem.

Markedsføringsloven udnyttes til grænsen

For det andet handler forbrugerne på et uigennemskueligt marked, hvor reklamer og information ofte smelter sammen, og producenterne gør, hvad de kan, for at få velfærden i deres produktion til at fremstå så god som mulig. Græsstrå på mælkekartoner, uigennemskuelige dyrevelfærdsmærker, glade grise iført kokkehue på pakken med pølser, og tegninger af idylliske landmiljøer gør, hvad de kan, for at få forbrugeren til at tro på, at dyrene lever på Jens Hansens bondegård snarere end i moderne kødfabrikker. Markedsføringsloven overtrædes sjældent, men udnyttes til grænsen, og forbrugerne tager nærmest velvilligt imod dette fortegnede billede af virkeligheden, så de med lidt bedre samvittighed kan leve i villet blindhed og fortsætte med at købe det billigste i køledisken.

Der er ingen nemme løsninger

For det tredje er der en reel uenighed om, hvad dyrevelfærd egentlig er mellem forbrugere og producenter. Forbrugerne lægger typisk vægt på adgang til udearealer, udfoldelse af naturlig adfærd mm, imens producenterne er optaget af tilvækst, fravær af sygdomme og smerte mm.

Der er ingen nemme eller hurtige løsninger. Vi er nødt til at få øjnene op for, at vi ikke primært er forbrugere, men borgere. Mennesker, der både har en pligt til at sætte hensynsfuldhed, respekt og omsorg foran egne snævre økonomiske præferencer. Men også mennesker, der kan finde glæde og livsbekræftelse i at leve ud af vores værdier i stedet for i modstrid med dem. Mennesker, der har mulighed for at anskue landbruget som et fælles anliggende. Et møde mellem mennesket og den natur, der hvert øjeblik bærer vores liv.

Det kræver en mentalitetsændring hos den enkelte, men måske endnu mere en fælles samtale om dyrenes rolle i vores liv som andet og mere end det daglige kød. Skal den samtale have en chance, er der brug for et fælles vidensgrundlag, der ikke er præget af fortegnet idyllisering og romantisering af dyrenes vilkår fra producenternes side eller overdrevne rædselsscenarier fra kritikernes side. Og lige der har vi vist alle en opgave, som kan løftes bedre, end det bliver gjort i dag.