En fingeret fejring – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2016 > En fingeret fejring

20. maj 2016

En fingeret fejring

Af professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 20. maj 2016)

Man fejrer dyreværnslovens jubilæum, men udviklingen af lovgivning til fremme dyrevelfærd er gået i stå

Verdens første dyreværnslov blev i 1822 vedtaget af det britiske parlament. Fødevareminister Esben Lunde Larsen og Det Dyreetiske Råd lægger i denne tid op til fejring af, at det skulle være 100 år siden, at Danmark fik sin første dyreværnslov. Skal man tro ministeren og Rådet har Danmark på dette område altså været næsten 100 år efter Storbritannien; men det er der ikke grund til at gøre.

Danmark fik ganske rigtigt i 1916 en lov om ”værn for dyr”; men allerede i 1857 havde Danmark fået en lov om ”straf for dyrplageri”. Den lød i al sin enkelthed:

“Hvo som gjør sig skyldig i raa Mishandling eller anden grusom og oprørende Behandling af Dyr, navnlig Huusdyr, bliver, hvad enten Dyret tilhører ham selv eller Andre, derfor at ansee, efter Forseelsens Beskaffenhed og med Hensyn til, om den første Gang begaaet eller gjentagen, med Straf af Bøder indtil 200 Rdl. eller af simpelt Fængsel indtil 4 Uger.”

Man kan indvende, at dette jo ikke var en dyreværnslov i den moderne betydning af ordet, men det var den britiske heller ikke. Faktisk mindede den danske lov utroligt meget om den britiske og har formodentlig været inspireret heraf. Disse tidlige dyreværnslove sigtede mod at beskytte dyr mod, hvad der i den britiske lov kaldtes ”meningsløs grusomhed”, hvorimod den almindelige brug af dyr til produktion af fødevarer eller beklædning eller som trækdyr ikke blev begrænset.

Dyreværnsloven fra 1916 var i udgangspunktet ikke noget brud med tankegangen i den førnævnte lovgivning, som den afløste. I den indledende formålsparagraf var fokus stadig alene på mishandling af dyr. Dog var der stigende opmærksomhed på mishandling i forbindelse med overdreven udnyttelse af dyr. Bl.a. var loven rettet mod drosche-kuske, der overanstrengte deres heste.

Nede i selve lovteksten var der også en række paragraffer, som rettede sig mod at forhindre landbruget i at gå til yderligheder. Således blev der fx indført et forbud mod, at andre end dyrlæger kunne foretage halekupering af heste. Grundlæggende var målet med loven dog stadig at forhindre meningsløst dyrplageri, mens der ikke blev stillet spørgsmål ved, at dyr blev brugt til at producere menneskelige fornødenheder på den mest effektive måde muligt.

Dette ændrede sig ved den næste store revision af dyreværnslovgivningen, som kom i 1950. I de indledende paragraffer udvides perspektivet til at omfatte den almindelige måde at holde og passe dyr på. Dyrene skulle ”passes og plejes forsvarligt”, og man skulle sikre sig, at deres ”opholdsrum er forsvarligt indrettet”. Hermed nærmede man sig det moderne begreb ”dyrevelfærd”, som sætter grænser for den almindelige brug af dyr, fx til at producere kød, mælk, æg og pels.

Idealerne om forsvarlig behandling af landbrugets dyr var dog holdt i generelle vendinger. Kun på et enkelt punkt indeholdt loven en konkret begrænsning i forhold til, hvordan landbruget kunne tillade sig at behandle dyrene, idet der blev indført et forbud mod produktion af æg i bure, som på det tidspunkt endnu ikke havde vundet indpas i Danmark. Bestemmelsen kunne derfor ses som en fremsynet sikring af, at de danske ægproducenter ikke investerede i et produktionssystem, der var dyrevelfærdsmæssigt uforsvarligt.

Forbuddet mod burhøns viste sig dog at være et selvmål set i forhold til lovgivernes intentioner. Frem til slutningen af 50erne var Danmark storeksportør af æg; men derefter faldt eksporten, ikke mindst fordi de udenlandske konkurrenter, i modsætning til danskerne, måtte bruge bure og derfor kunne producere mere effektivt. I lyset af denne udvikling valgte Folketinget i 1979 at tillade produktion af æg i bure, men eksporten af æg var uigenkaldeligt tabt.

Den seneste store revision af dyrebeskyttelseslovgivningen kom i 1991. Denne revision afspejlede først og fremmest, at der på internationalt niveau var kommet regulering af landbrugsdyrenes forhold. Således havde Danmark i 1979 tilsluttet sig Europarådets Konvention til beskyttelse af dyr, der holdes til Landbrugsformål, og vi havde desuden via medlemsskabet af EF (senere EU) pligt til at gennemføre en stigende mængde af regler til sikring af god dyrevelfærd, som kom derfra.

I de flotte indledende paragraffer til denne seneste dyreværnslov betones pligten til at sikre, at dyr i menneskelig varetægt skal have opfyldt deres ”fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov”. Tager man lovgivningen på ordet, så trumfer hensynet til landbrugsdyrenes velfærd derfor landbrugets ønske om effektiv og konkurrencedygtig produktion.

"Stopklodsen synes at være, at de lovgivningsmæssige tiltag, der trænger sig mest på fra set fra dyrenes synsvinkel, vil forværre det danske landbrugs konkurrencesituation.

Peter Sandøe

Inden for rammerne af loven fra 1991 blev der hurtigt indført en række love rettet mod de forskellige grene af husdyrproduktionen, begyndende med Poul Nyrup Rasmussens svinelove fra slutningen af 90erne. Disse love har forsøgt at forbedre forholdene for de forskellige produktionsdyr, men har samtidig skullet balancere kravene om dyrevelfærd i forhold til at sikre, at de danske landmænd ikke blev stillet dårligere end deres konkurrenter i udlandet.

I de senere år er arbejdet med at opfylde Dyreværnslovens målsætning via mere lovgivning dog stort set gået i stå. Stopklodsen synes at være, at de lovgivningsmæssige tiltag, der trænger sig mest på fra set fra dyrenes synsvinkel, vil forværre det danske landbrugs konkurrencesituation. Det gælder ikke mindst tiltag, som giver dyrene mere plads og bedre udfoldelsesmuligheder.

Det er tankevækkende, at den mest dyrevelfærdsengagerede minister i mands minde, Dan Jørgensen, ikke indførte en eneste større lovændring vedrørende landbrugsdyrenes forhold. I stedet satsede han på frivillige aftaler med erhvervet og andre aktører og på såkaldt markedsdrevet dyrevelfærd, hvor forbrugerne efterspørger produkter produceret på en måde, hvor der sikres et højere niveau af dyrevelfærd end det normale.

Der vil sikkert blive holdt begejstrede taler i forbindelse med det fingerede 100 års jubilæum, men nøgternt set må man konkludere, at arbejdet med at sikre landbrugsdyrenes velfærd via lovgivning ser ud til at være gået i stå. Tilsyneladende vil det i den kommende tid snarere være markedet end lovgivning, der vil blive brugt som middel til at fremme forsvarlige og anstændige forhold for landbrugets produktionsdyr. Således er det første – og hidtil eneste – dyrevelfærdsinitiativ, der er kommet fra den nye fødevareminister, ikke en stramning af dyreværnslovgivningen, men et nyt statsligt dyrevelfærdsmærke.