Her er de EU-retlige problemer i landbrugspakken – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2016 > Her er de EU-retlige p...

24. februar 2016

Her er de EU-retlige problemer i landbrugspakken

Af professor Helle Tegner Anker, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret på Altinget | Miljø 24. februar 2016)

Fødevare- og landbrugspakken har været stærkt omdiskuteret den seneste tid. Det meste har handlet om regnestykket for, om det samlede miljøresultat går i plus eller minus, og hvornår.

Ud fra en EU-retlig betragtning er det samlede miljøresultat imidlertid ikke særlig interessant. Der kan nemlig være stor forskel på, hvor sårbare de enkelte vandområder er i forhold til kvælstofpåvirkning.

Og det er påvirkningen af de enkelte vand- og Natura 2000-områder, der er afgørende både i forhold vandrammedirektivet og habitatdirektivet.

Undgå forringelse og opnå miljømål

Direktiverne forpligter Danmark til både at sørge for, at der ikke sker en forringelse i de enkelte områder i forhold til den nuværende tilstand, og til at sikre, at der (over tid) sker en opfyldelse af de såkaldte miljømål, der typisk er i stil med en god tilstand for vandområder og gunstig bevaringsstatus for Natura 2000-områder.

Pligten til at undgå forringelse i de enkelte områder gælder nu og her både efter vandrammedirektivet og habitatdirektivet.

EU-retligt set er problemet derfor, at landbrugspakken generelt, og over hele landet, lemper miljøkravene, herunder gødskningsnormerne. Der er en vis sandsynlighed for, at det kan føre til en øget kvælstofudledning til nogle sårbare områder og potentielt en forringelse af tilstanden i disse områder i strid med EU-reglerne.

"Hvis landbrugspakken skal overholde de EU-retlige krav, er det nødvendigt, at der skabes en vis grad af sikkerhed for, at der ikke sker en forringelse i de kvælstofsårbare vand- og Natura 2000-områder

Helle Tegner Anker

Ingen garanti ad frivillighedens vej

Det paradigmeskift, der lægges op til i landbrugspakken gennem en mere målrettet kvælstofregulering, er udskudt til først at skulle iværksættes i 2018/19. Indtil da er der primært tale om en indsats ved frivillige virkemidler.

Det er imidlertid meget usikkert, i hvilket omfang landmændene vil være interesserede i de frivillige virkemidler, og hvad og hvor effekten i givet fald vil være.

I Natura 2000-områder kræves en høj grad af sikkerhed for, at der ikke sker forringelse eller skade, og de frivillige virkemidler er ikke egnede til at opfylde dette krav.

Hvis landbrugspakken skal overholde de EU-retlige krav, er det nødvendigt, at der skabes en vis grad af sikkerhed for, at der ikke sker en forringelse i de kvælstofsårbare vand- og Natura 2000-områder.

Målrettet regulering er oplagt

En oplagt løsning er at undlade at lempe gødskningsnormerne i oplandet til de sårbare områder, det vil sige allerede nu at målrette eller differentiere gødskningsnormerne og kun give lov til at gødske mere dér, hvor det ikke vil udgøre et problem.

En variant heraf kunne være at betinge lempelser i de sårbare områder af, at der på bedriftsniveau etableres efterafgrøder, randzoner med videre.

Målrettet kvælstofregulering behøver ikke at være så kompliceret, som der lægges op til med Fødevare- og landbrugspakkens såkaldte udvaskningsmodel. Det er muligt at starte simpelt med at undgå forringelse ved kun at lempe gødskningsnormerne i de områder, hvor det ikke vil udgøre et miljømæssigt problem.

Politikernes ansvar

Her skal man blot blive enige om, hvilket kort der skal lægges til grund. Så kan man senere diskutere, i hvilket omfang en sådan målrettet kvælstofregulering også skal bidrage til at sikre opnåelse af miljømålene i sårbare områder ved skærpede gødskningskrav.

Her er der ikke noget til hinder for, at der suppleres med målrettede frivillige virkemidler, udtagning, opkøb med videre.

Når det handler om opnåelse af miljømålene, er det politikernes ansvar at afgøre, hvor stor en del af byrden, der skal bæres af landbruget, og hvor stor en del, der skal bæres af samfundet. I første omgang skal det imidlertid sikres, at der ikke sker en forringelse af tilstanden i de sårbare områder.