Vejen fra forsker til fusker er kort – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2016 > Vejen fra forsker til ...

05. januar 2016

Vejen fra forsker til fusker er kort

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Politiken den 5. januar 2016)

Akademisk doping er kommet på universiteternes dagsorden

Der forskes som aldrig før. Antallet af mennesker, der bliver betalt for at prøve at forstå det univers, vi bebor, har aldrig været større. Særligt inden for naturvidenskaben og de tekniske discipliner ledes der med lys og lygte efter viden – og eksportmuligheder. Samtidig er konkurrencen om at få lov til at forske blevet hårdere. Der uddannes masser af forskere i form af ph.d.-studerende, men efterfølgende kan det være mere end svært at få etableret sig i en forskerstilling. Endelig konkurrenceudsættes flere og flere forskningsmidler, og forskerne bruger i stigende grad tiden på at søge deres egen løn hos forskningsråd, fonde, nævn og private virksomheder. Alt i alt betyder det, at der er blevet skabt, hvad der er blevet beskrevet som ’a hyper-competitive’ forskningsmiljø, hvor forskerne søger at fremstå så interessante som muligt i forhold til de fremherskende forskningspolitiske og kommercielle interesser.

Forskningsverdenen minder i stigende grad om et cykelløb, hvor kun de bedste kan køre med om de store præmier – så også inden for forskningsverdenen har man problemer med deltagere, der forsøger at snyde sig til en bedre placering. Akademisk doping er for alvor kommet på dagsordenen de sidste 10-15 år.

Internationale undersøgelser viser, at selv om der er langt mellem eksempler på egentlig videnskabelig uredelighed, er der mange tilfælde af mindre forseelser, som ikke desto mindre kan have stor betydning for både forskningens kvalitet og den tillid, som det omgivende samfund kan nære til forskerverdenen. En del af disse forseelser er udført med åbne øjne, i andre tilfælde kan der være tale om manglende viden eller forskellige fortolkninger af, hvad god videnskabelig praksis egentlig er.

For at afhjælpe problemerne har flere universiteter indført obligatoriske kurser i god videnskabelig praksis for de ph.d.-studerende for at oplyse om regler og hjælpe de studerende til at genkende de mange gråzoner, som de kan finde sig selv i i løbet af deres karriere. Endvidere udsendte Undervisnings- og Forskningsministeriet i 2014 i samarbejde med universiteterne ’The Danish Code of Conduct for Research Integrity’.

Et af de områder, hvor der hyppigst opstår problemer, er i forbindelse med, hvem der står som forfattere til videnskabelige artikler. Antallet af forfatterskaber og hvilke tidsskrifter, de optræder i, er et væsentligt kriterium, når man skal måle kvaliteten af en forsker. Og det skal man af indlysende årsager ofte i en verden, hvor forskerne hele tiden skal søge om deres egen løn. Der er altså stærke incitamenter for at optræde som forfatter så ofte som muligt. Uretmæssige forfatterskaber af forskellig art er derfor et stort problem i en forskningsverden, hvor der er nem adgang til at gøre hinanden tjenester ved at angive hinanden som forfattere, og hvor forfatterskaber undertiden anvendes næsten som en valuta, man kan give bort som tak for andre tjenester, f.eks. lån af udstyr, adgang til data mv.

Der findes forskellige internationalt anerkendte retningslinjer for tildeling af retmæssige forfatterskaber. De mest kendte er utvivlsomt the Vancouver Guidelines. Her kræves det, at en forfatter 1) har ydet et væsentligt bidrag til den videnskabelige proces; 2) har skrevet teksten eller ydet et væsentligt intellektuelt bidrag til dens revision; 3) godkender den endelige version af artiklen; 4) accepterer ansvar for den forskning, som præsenteres, ved at have en så stor forståelse af det samlede indhold, at man kan hjælpe til ved en eventuel undersøgelse af uregelmæssigheder.

Ser man på diverse internationale undersøgelser, indrømmer op mod 10 pct. af forskerne, at de har modtaget eller givet forfatterskaber, der ikke lever op til disse krav. Det kan være et problem, fordi det skævvrider konkurrencen mellem forskerne. De bedømmes naturligvis ikke kun på mængden, men også på kvaliteten af deres artikler. Ikke desto mindre viser den udbredte praksis med uretmæssige forfatterskaber, at det kan betyde en del for en forskers karrieremuligheder, hvor mange artikler vedkommende har fået sit navn på. Og derfor kan problemet i sidste ende føre til, at forskningsmidler ikke altid går til de bedste forskere, men til dem, der har været bedst til at rage forfatterskaber til sig.

I mange år har god videnskabelig praksis primært været et spørgsmål om den enkelte forskers moral. I stigende grad er der imidlertid opmærksomhed på, at forskningsøkonomien er endt i nogle konkurrencestrukturer, hvor forskerne i stigende grad kan fristes til at vinde den evige konkurrence mod de andre ved at overdrive egne evner gennem f.eks. uretmæssige forfatterskaber eller i grovere tilfælde ved at plagiere andres eller eget arbejde.

Den internationale diskussion omkring god videnskabelig praksis handler derfor i disse år meget om, hvordan man kan ændre disse strukturer, så den enkelte forsker oplever, at den gode praksis og den gode karriere følges ad, og det gode valg dermed bliver det indlysende valg.