De bekymrede miners klub? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2014 > De bekymrede miners klub?

27. januar 2014

De bekymrede miners klub?

Om etikkens rolle i naturvidenskabelig forskning og udvikling

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Dm.dk, Fagligt Forum den 27. januar 2014)

Etik som eksistentielt og socialt fænomen

Etik er at blive grebet om livet midt i livet og opdage, at noget er galt. Ofte galt på ”for galt”-måden. Vi har oplevet eller hørt om en situation, hvor vi oplever os selv uenige i nogle af de værdier, som har været på spil. Det kan være en kollegas betroelse om utroskab, en forsidehistorie om en flugtbilist eller en analyse af regeringens afgiftspolitik. Vi reagerer ved at fælde dom. Ved at have en holdning til, hvad der er rigtigt og forkert. Det kan også være, at vi i vores eget liv, finder os selv i en situation, hvor vi finder trang til at overveje, hvad der er rigtigt og forkert at gøre – eller vi føler os tvunget til at tænke over noget, som vi har gjort, som ikke var i tråd med vores værdier.

Det er etikkens eksistentielle side. Der, hvor de værdier, som vi lever efter og gerne vil fremme, melder sig enten som domme over andre, dårlig samvittighed over os selv eller refleksioner over, hvordan vi bedst muligt kan inkarnere værdierne i situationen. Etik er i denne sammenhæng ikke et tilvalg – eller noget man kan beskæftige sig med, hvis man har tid og overskud. Etik er det, der farver vores tilværelse med glæde, forbitrelse, fortrydelse, skam og forsoning.

Social anerkendelse

Etik er også et socialt fænomen. Et af de fænomener, som man på engelsk beskriver med ordene ”Grandma & Apple Pie”. Et begreb, som langt de fleste knytter noget positivt til, og som man som politiker skal være meget varsom med at tale imod. ”Vi skal have mindre etik” er ikke umiddelbart et godt valgslogan. Det at fremstå ”etisk”, forstået som det at gøre det, som i vores sociale kontekst anses for at være ”det gode” eller ”det rigtige” kan betale sig. Der er social anerkendelse i at fremstå som en god person og ofte også penge i at fremstå som et ansvarligt firma.

Det interessante er, at de fleste af os ikke finder, at økonomisk gevinst er et ”godt” motiv for at gøre ”det gode”. Det gode skal man søge for dets egen skyld. Bliver det blot et instrument til at opnå noget andet, stiller mange sig tvivlende over for, om det så egentlig også er godt.

Diskussionen om, hvorvidt en handling skal bedømmes på dens motiver eller dens konsekvenser er ikke sådan at afgøre. Og så er det værd at huske på, at det kan være mere end svært at gætte sig til andres motiver. Hvilket næppe er underligt, når man ser på, hvor gode vi mennesker er til at forklare vores egne handlinger ud fra gunstige motiver.

Et af de områder, hvor etik som socialt fænomen spiller en stadigt stigende rolle, er i naturvidenskaben. Både i forhold til de konsekvenser og det syn på menneske og natur som naturvidenskabens resultater og metoder bærer med sig, men i de senere år også i stigende grad internt i forhold til diskussioner om god videnskabelig praksis omkring særligt publicering af forskningsresultater.

Samfundsetik og forskning

At videnskaben rummer etiske aspekter har aldrig været en hemmelighed.

Helt tilbage til Mary Shelleys Frankenstein fra 1818 har det stået klart, at der er en tæt sammenhæng mellem det videnskabelige spørgsmål: ’Hvad kan vi’ og det etiske ’Hvad bør vi”? I mange år synes holdningen at have været, at de to spørgsmål skulle besvares uafhængigt af hinanden. Videnskaben udforsker verden, forstår dens sammenhænge og udvikler teknologier til at kontrollere verden. Samfundet, forstået som kongen, politikerne, markedet eller befolkningen, kan så vælge, om viden og teknologi skal implementeres.

Bruddet med denne opfattelse begyndte for alvor efter 2. verdenskrig, hvor en række prominente forskere, der havde deltaget i udviklingen af atombomben, herunder Niels Bohr, begyndte at tage et ansvar for anvendelsen af deres opdagelser. Næste store milepæl var Asilomar-konferencen i 1975, hvor en række af de mest indflydelsesrige forskere, der arbejdede med de på det tidspunkt nye muligheder for at flytte rundt på generne mellem levende væsener, udarbejdede sikkerhedsprocedurer, der kunne beskytte offentligheden mod ulykker, og som kunne beskytte forskerne mod offentlighedens skepsis og angst for ulykker under udviklingen af nye organismer.

Modstand mod genmodificering

På trods af disse forholdsregler oplevede producenterne af GM-afgrøder (genmodificerede afgrøder), at de europæiske befolkninger vendte sig mod teknologien, da man søgte at markedsføre den i 1990´erne. ”The GM-disaster” som det senere er blevet kaldt, fordi forskningsinvesteringer og produktudviklinger for milliarder af kroner, euro og dollars blev afvist af borgerne. Et hav af sociologiske undersøgelser fulgte i kølvandet på disse begivenheder i et til tider desperat forsøg på at forstå, hvad der lå bag modstanden.

Et af de vigtigste resultater, der kom ud af dette, var, at politikerne endte med en opfattelse af, at de etiske problemstillinger, der knytter sig til GM-fødevarer, aldrig var blevet diskuteret med befolkningerne. Siden har man i stigende grad knyttet udforskningen af nye teknologier sammen med etiske overvejelser, og i dag er det et krav i de fleste nationale og internationale forskningsprogrammer (fx EU's 7. Rammeprogram), at etiske overvejelser inkluderes.

Det har været særligt tydeligt inden for nano-feltet, hvor man har været så forhippede på ikke at ende i samme situation som GM-teknologien, at man har forsøgt at få etableret etiske diskussioner, før teknologierne var andet end spekulationer.

Mere etisk forskning?

Om forskningen så er blevet mere ”etisk” af denne udvikling, kan være svært at sige noget om. Der er en stigende bevidsthed om, at forskningen skal føre til socialt acceptable resultater, og langt de fleste forskere er blevet overordentligt dygtige til at fremhæve samfundsværdien af deres forskning. Tværfaglighed, forstået som inddragelse af sociologer, antropologer og etikere i naturvidenskabelige forskningsprojekter, er en veludviklet disciplin, og forskere søger dialog med offentligheden som aldrig før.

Men er ”det gode” noget, der sker, fordi ”det gode” er vigtigt? Eller er etikken blevet til den smørelse, der skal få videnskaben til at glide ned? Et symbol, der kan berolige skeptikerne og bruges som værn mod modstandere? Og videre kan man spørge, om internaliseringen af det etiske ansvar i den naturvidenskabelige forskning og udvikling ikke risikerer at blokere for vigtige opdagelser. Kunne det ikke netop være det, som nu er socialt uacceptabelt, der senere ville vise sig at rumme de største potentialer?

Der er således stor fokus på, hvilke værdier der skal styre forskningen, og hvordan man får inddraget offentligheden tidligere i beslutningsprocesserne (up-stream engagement). Alt dette vedrører så at sige forskningens resultater og kun i meget lille omfang forskningens processer (hvis man ser bort fra diskussioner om anvendelsen af forsøgsdyr og GM-teknologier til udvikling af fødevarer).

Der er imidlertid også stor fokus på, hvordan man får integreret etik i forskningens indre forhold, altså i den måde, forskningen udføres på. Senest er det således blevet obligatorisk for ph.d.-studerende ved Det Bio- og Naturvidenskabelige Fakultet (SCIENCE) og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) ved Københavns Universitet at gennemgå et kursus i Responsible Conduct of Research – på dansk ofte kaldet God videnskabelig praksis.

God videnskabelig praksis

At være en ”god” forsker kan både være at være en dygtig forsker og en forsker, der handler etisk godt. Relaterer man dette til god videnskabelig praksis, vil der ofte være tale om en win-win situation. Den gode forskning, forstået som den videnskabeligt set mest værdifulde, kommer fra den forsker, der handler i overensstemmelse med de almindeligt accepterede anbefalinger, guidelines og regelsæt, der gælder; fx de danske regler fra Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, The European Code of Conduct for Research Integrity og The Singapore Statement.

Den gode forsker er omhyggelig med metodevalg og -beskrivelse, offentliggørelse af data (også de, der ikke bekræfter egne hypoteser), åben om finansiering og interessekonflikter og tager kun æren for arbejde, som han/hun faktisk har udført. Det vil blandt andet sige, at den gode forsker kun optræder som forfatter på artikler, hvor han/hun har bidraget væsentligt til den kreative proces og deltaget i skriveprocessen.

Grundlæggende forskningsværdier

De grundlæggende værdier i forskningsverdenen er af lederen af det amerikanske Office of Research Integrity, Nicholas Steneck, blevet sammenfattet således: Research integrity is the idea of good citizenship transferred to professional life. Ideen bag værdier som åbenhed, ærlighed, omhyggelighed m.m. er altså ikke alene at skabe de bedst mulige forskningsresultater, der kan hjælpe andre forskere til at komme endnu videre og gøre det muligt at afgøre, hvilke forskere der i en given situation vil være bedst til at løse en opgave. Det er også at indlejre den grundlæggende respekt for andre mennesker i forskningsverdenens ekstreme konkurrencekultur.

Konflikter opstår som oftest fordi det at skaffe sig succes som forsker ikke altid går hånd i hånd med den størst mulige værdi for forskningen. Et af de steder, hvor dette har vist sig mest tydeligt, er i spørgsmålet om forfatterskaber.

Internationalt er der etableret en fælles forståelse af, at forfatterskaber er en god måde at måle en forskers evner inden for sit felt på. ’Jo flere, jo bedre’ er tommelfingerreglen. Men da det samtidig står klart, at der finder en omfattende svindel sted med forfatterskaber, er det klart, at det for den enkelte forsker kan give succes at snyde med forfatterskaber. Men samlet set er det til skade for forskningen. Den vigtigste grund er, at de, der står sig bedst i kapløbet om forskningsmidlerne (som i parentes bemærket i højere og højere grad hele tiden skal søges som projektmidler), ikke nødvendigvis er de bedste forskere, men de der har været bedst til at rage forfatterskaber til sig.

Mere end de bekymrede miners klub?

Det er en stående joke blandt nano-forskere, at nano-etik er det endelige bevis for, at intet problem er for lille for etikerne. Og det er for så vidt en rigtig god joke. Men den afspejler også en virkelighed, hvor etikken ses som et fremmedelement i forskningen. Noget som er blevet videnskaben påduttet, og som det er nødvendigt at forholde sig til på samme måde, som man må forholde sig til de andre beskeder, der udgår fra administrationen. Etikere ses som de, der profiterer af at vride hænderne og klø sig i skægget i offentligheden og med bekymrede miner pege på en række mere eller mindre irrelevante risici ved en given teknologi.

Som jeg håber at have vist ovenfor, så har etikken dog andet og mere at byde på end bekymring. Etik er eftertanke over muligheder. En eftertanke, der kan vise hen til de underliggende værdivalg, som enhver forskning udfoldes på baggrund af. Etikken kan hjælpe med at vise, hvad det er for udfordringer, som en teknologi rummer, både i dens udviklingsfase og dens brug i forhold til vores forskellige opfattelser af, hvad det gode er, og hvor vi som samfund bør bevæge os hen. Som diskussionen om GM-fødevarer har vist, er der brug for en afdækning af værdier, hvis ikke parterne i en diskussion skal tale forbi hinanden. Det bringer næppe diskussionen meget videre, hvis fortalerne bliver ved med at slå på, at teknologien er ufarlig uden at få gjort rede for de kriterier, som ligger bag den anvendte forståelse af risici. På samme måde er de gentagne påstande fra skeptikernes side om, at teknologien er unaturlig, ikke befordrende for en saglig diskussion med mindre de værdier og den forståelse, som begrebet ”naturlighed” rummer, bliver udfoldet.

Brug for tydeligere værdier

Samtidig viser de mange sager om videnskabelig uredelighed, som dukker op i disse år, at der er brug for en tydeliggørelse af de værdier, som bærer naturvidenskaben. Og her er den største udfordring at få skabt et forsknings- og bevillingsmiljø, hvor konkurrencen mellem forskere ikke fører til svindel. En udfordring, der kræver en egentlig dannelse af forskningsmiljøerne, da regelsæt i sig selv ikke kan løse problemet.

På forfatterskabsområdet er det fx enkelt og stort set uden risiko at skaffe sig uberettigede med-forfatterskaber. Og det er med risiko for egne karrieremuligheder, hvis man ikke deltager i forfatterskabscirkusset. Skal man således afstå fra det – af hensyn til både de forskere, som ikke snyder og de problemer, som det giver i forhold til uddelingen af forskningsmidler – skal det ske ud fra en overbevisning om, at det er forkert at snyde. Man skal så at sige være så enig i værdierne bag reglerne om forfatterskaber, at man overholder dem, selvom ingen kigger med.

Forholdet mellem etik og naturvidenskab er kompliceret. Men det er set her fra muligt, at etikken beriger videnskaben, både i dens forhold til det omgivende samfund og ind ad til i forskningens indre forhold. Forhold, der også trækker tråde ind i det offentlige rum, da det i sidste ende både må være i forskningens og samfundets interesse såvel som forskernes og borgernes interesse, at udforskningen af verden og udviklingen af den teknologiske magt finder sted på et oplyst værdigrundlag og ud fra mål og motiver, som ikke er løsrevet fra det omgivende samfund.