Et bæredygtigt verdenssamfund hviler på forbrugeren – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2014 > Bæredygtigt verdenssam...

18. november 2014

Et bæredygtigt verdenssamfund hviler på forbrugeren

Af Mickey Gjerris, læektor i bioetik på Institut for Fødevare. og Ressourceøkonomi

(offentliggjort i Altinget|Fødevarer 18. november 2014)

FN's (IPCC) klimapanel har netop fremlagt sin femte statusrapport. Den 40 sider lange rapport, der er rettet mod politikere og andre beslutningstagere, rummer samme budskab som de tidligere rapporter, men tonen er igen blevet skærpet. A: Der finder klimaforandringer sted. B: De er menneskeskabte. C: De udgør en katastrofal trussel mod det globale samfund. D: Det er sidste chance for at handle, hvis vi skal afbøde de værste konsekvenser.

Forbrugere efterladt som ansvarlige

Spørgsmålet bliver så, hvem der skal handle? Svaret afhænger naturligvis af, hvilke aspekter af menneskets klimapåvirkning der fokuseres på. På fødevareområdet byder en række aktører sig til: politikere på nationalt og internationalt niveau, producenter og forbrugerne. De sidste er i de senere år i stigende grad blevet udpeget som dem, der har løsningen. Politikerne vover ikke at regulere på et område, hvor det mest indlysende at gøre er at gribe ind over for det kolossale forbrug af animalske produkter, der udgør den største del af klimabelastningen på fødevareområdet. Producenterne peger blot på, at så længe de overholder lovgivningen, er det helt legitimt at levere varer, der møder den efterspørgsel, som findes på markedet. Det efterlader forbrugerne som sidste led i kæden, der gennem deres etiske og politiske forbrugsvalg skal skabe en mere bæredygtig udvikling på fødevareområdet.

Forbrugerne skal blot vælge det rette. Så undgår vi, at fællesskabet i form af staten pålægger den enkelte nogle begrænsninger i sine fødevarevalg, og producenterne kan fastholde deres mærkeligt uansvarlige position som dem, der ukritisk kan efterkomme alle ønsker på markedet. Problemet er blot, at det har vist sig mere end svært at få forbrugerne til at tage ansvaret op. Men hvorfor er det så svært at få dem (os) til at vælge det rette?

Skala for bæredygtighed

Et bud kunne være, at der mangler viden og information. Hvilke fødevarer skal man vælge for at vælge mere bæredygtigt? Hvis det er problemet, kan man forestille sig en række løsninger, der alle indebærer en øget uddannelse og information til forbrugerne. Det kunne begynde allerede i skolekøkkenet og fortsætte op gennem uddannelsessystemet, give sig udslag i offentlige kampagner med kendisser, der spiser klimavenlig mad på siden af busser og i tv-spots og endelig slutte med en mærkningsordning, hvor fødevarerne  bliver ”klimascoret” på en skala fra 1-10, så forbrugerne hurtigt kunne vælge det niveau af bæredygtig fremtid, som de kunne overskue den dag.

Undervisning og information ville utvivlsomt gøre os bedre i stand til som borgere og forbrugere at forholde os til vores fødevarevalg. Men det vil også gøre det klart for os, at der er nogle problemer ved at tro, at løsningen skal findes hos forbrugerne. Det er der primært to grunde til.

Problematisk forbrugeransvar

For det første er det ikke så enkelt endda at afgøre, hvad der er bæredygtige fødevarer. Det afhænger af en lang række produktionsfaktorer såsom årstid, klima, gødning, sprøjtning, forarbejdning, energiforbrug, transportkæde med mere. Hertil kan man så lægge, at bæredygtighed er et af de mest eroderede begreber, som findes, og kan forstås på et utal af måder lige fra en fortsat intensivering af svineproduktionen til lokale veganske strategier. En mærkningsordning på de præmisser vil alt andet lige ikke overlade valget til forbrugerne, men vil snarere sige noget om det syn på bæredygtighed som folkene, der står bag mærket, støtter op om. Forbrugerens valg bliver derfor ikke nødvendigvis nemmere af en mærkningsordning.

For det andet så er udsættelsen af handling indtil mere viden er tilgængelig en af de ældste undskyldninger i bogen. Så vigtigt det er at have den nødvendige information for ikke at handle i blinde, så centralt er det at få handlet, når der er viden nok. Modsat alle usikkerhederne, som blev nævnt ovenfor, så er det et område, hvor der er rigeligt med viden til, at vi kan handle allerede næste gang, vi står med indkøbskurven i hånden og stirrer ned i køledisken: Lad være med at købe kød. Det er forbløffende simpelt og uhyggeligt svært. Men det er det sikreste valg overhovedet, hvis man vil sænke sit bidrag til de mange problemer, som IPPC ´s rapport fortæller om.

Fælles politiske beslutninger

Det ved vi godt – og har ikke rigtig lyst. For det griber dybt ind i vore vaner og traditioner. Og selv nok så mange små sorte mærker på flæskestegen eller smilende jordkloder på kikærterne får os næppe til at vælge anderledes. Vi mennesker har en uforlignelig evne til at lukke øjnene for ubekvemme sandheder og få undskyldt os ud af det rigtige valg, når vi efterlades med muligheden.

Samtidigt er vi, som de sociale dyr, vi også er, stærkt påvirkelige af både de andres syn på os og en kollektiv bevidsthed om, at vi skal løfte i flok. Spørgsmålet er derfor, om vi ikke skal droppe mærkerne og i stedet i fællesskab træffe politiske beslutninger, der binder os til det, som vi borgere godt kan se er det rigtige, men vi som forbrugere ikke magter at leve op til.

Ideen om, at det ikke er borgerne gennem det politiske system, der skal træffe beslutningerne, men den individuelle forbruger, der dagligt skal modstå de mange fristelser, som et åbenbart ansvarsfrit erhvervsliv kaster i hovedet på os, understøttet af gigantiske reklamebudgetter, trænger til et eftersyn. Der er meget, der tyder på, at vi som forbrugere ikke formår at leve op til vores værdier som borgere. I stedet for at tage anledning af det til at fortsætte ud af samme spor kunne det være, at vi skulle prøve at gøre fødevarevalg til et fælles ansvar – og her er mere mærkning næppe svaret alene.