Ingen har patent på den sunde fornuft – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2014 > Ingen har patent på de...

01. juni 2014

Ingen har patent på den sunde fornuft

Af Mickey Gjerris, lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Klimadebat.dk den 1. juni 2014)

Om etikkens bidrag til klimadiskussionen

Klimaforandringer. De fleste af os vælger at glemme dem og koncentrere os om mere presserende problemer, som skæggede damer i Melodi Grand Prix, kendte, der laver mad, imens de danser, politikernes privatøkonomi og dagens skandale. Andre ser klimaforandringerne som det nye vækstlokomotiv og øjner milliarder af kroner, som regner ned over dem, der finder tekniske løsninger, der muliggør, at vi kan fastholde vores livsstil uden samtidig at undergrave den. Enkelte nægter, at problemet findes – eller i hvert fald, at det er os selv, der er skyld i det. Og enkelte overvejer, om dette kunne være en anledning til at gentænke vores forhold til den natur, som bærer vores liv. Det er de sidste, der skal optage mig her. Før jeg når til dette, vil jeg dog kort opridse grundlaget for overhovedet at inddrage etik i klimadiskussionen.

Etik angår os alle og berører alle aspekter af tilværelsen. Etik er at reflektere over, hvad vi bør gøre, blandt alt det som vi kan gøre. At reflektere over ansvar og skyld og hvilke konsekvenser, det har for os. Tanker om det rigtige og forkerte, det gode og det onde. Etik er at tage sine egne og andres grundlæggende værdier frem i lyset og forholde sig kritisk til dem. Og etik er at se i øjnene, at vores værdier uundgåeligt er med til at bestemme, hvordan vi fortolker viden om virkeligheden og påvirker vores forestillinger om, hvad den sunde fornuft fortæller os. Set fra et etisk perspektiv foregår en af de vigtigste diskussioner på klimaområdet derfor mellem på den ene side dem, der mener, at vi primært skal fortsætte med at ændre på verden, så den passer til vores behov, og på den anden side dem, der mener, at vi skal ændre og begrænse vores behov, så de passer bedre til verden.

De færreste vil benægte, at videnskab og teknologi kommer til at spille en væsentlig rolle i vores forsøg på at håndtere de udfordringer, som klimaforandringerne bærer med sig. Og de færreste vil benægte, at det også er en god ide at prøve at se på, om vi kan ændre et system, hvor forbrug og økonomisk vækst ikke længere er midler til at skabe bedre liv for mennesker, men er blevet et mål i sig selv, der undergraver vores egne livsvilkår. Der er tale om et spektrum, hvor man kan placere sig forskellige steder. Fokus her vil dog være at fremstille grundargumentet for, at det centrale er at genoverveje vores egen rolle i forhold til naturen. Klimaforandringerne bliver dermed direkte til en etisk, filosofisk, eksistentiel og religiøs udfordring, idet vi taler om at ændre på forestillingen om, hvad det gode menneskeliv er.

Det gør man også inden for det, man kunne kalde det ”tekno-optimistiske” felt. Her er forestillingen, at den måde at indrette livet på, som præger den vestlige verden i dag, er et udtryk for det gode menneskeliv – og udfordringen går på at fastholde disse livsmuligheder på en mere eller mindre bæredygtig måde. Som nævnt ovenfor har ingen af parterne noget at lade hinanden høre. Vi er alle i sidste ende fedtet ind i værdier, der bestemmer vores tilgange til disse spørgsmål. Det er bare så meget nemmere at få øje på hos dem, der vil det nye end de, der blot vil mere af det samme.

Som nævnt i indledningen, så er der mange af os, der lever i en form for ’villet blindhed’ i forhold til de konsekvenser, som vores samfundsstruktur og livsstil har for biosfæren. Vi ved det, men vælger ikke at vide det, for at kunne fortsætte som i går. Der er mange bud på grundene til dette, men en af de væsentligste synes at være ganske simpel. Tager man klimaforandringerne alvorligt, og er man ikke så ovenud optimistisk at tro, at mennesket ved hjælp af teknologisk snilde kan løse alle udfordringerne, så truer klimaforandringerne nemlig med at fratage os muligheden for at leve det gode liv. Vi ved, at mange elementer i vores livsstil er ”forkerte” i forhold til klimaet. Transportmønstre, forbrug, ferierejser, kødforbrug m.m. er alle elementer i det gode liv, som skader klimaet. At handle ”klimarigtigt” bliver derfor et offer, der skal bringes af moralske grunde. Klimaet bliver centrum i kampen mellem det moralske ideal om altruisme (at handle for den andens skyld) og menneskets iboende selvoptagethed. En kamp, som klimaet som oftest taber.

Der er dog nogle, der søger at ophæve denne modstilling af andres og egne interesser. De argumenterer for, at det er i egen interesse at handle for at beskytte andres interesser. De søger at vise, hvordan det at handle, som var man del af et større forpligtende fællesskab, ikke alene med andre mennesker, men også med den natur, som klimaforandringerne kommer til at skade og ændre, i sidste ende giver en bedre forståelse af, hvad menneskets selv er. Den norske filosof Arne Næss, der står som en af fadderne til den øko-filosofiske tænkning, taler om, at det gælder om at udvikle sansen for ’Det økologiske selv’, der er indfældet i verden og er en uløselig del af biosfæren, i stedet for hele tiden at insistere på ’Det individuelle selv’. Det individuelle selv er banalt sagt begrænset af forestillingen om, at det gælder om at vinde over de andre. Men hvad nu, hvis man kun kan vinde, når de andre og det andet også vinder – fordi det er en del af en selv?

Den amerikanske økolog og filosof David Abram taler om, at mennesket evolutionært set er en del af ’A more-than-human-lifeworld’. Vi er ganske enkelt hard- og soft-wired til at være omgivet af natur i stedet for beton og lysende skærme. Og kun ved at søge hen mod en respektfuld disharmoni med naturen i stedet for den beherskelsestankegang, der præger vores kultur, kan vi i sidste ende finde vejen til et godt menneskeliv. For det er forankret i et liv med snarere end mod naturen.

Diskussionen om klimaforandringerne, og særligt de forskellige strategier til at imødegå dem, er således også en etisk diskussion. Det er en diskussion om kultur, natursyn og i sidste ende en civilisationskritik, forstået som en besindelse på, hvem vi er, og hvor vi skal hen. Etikken kan dels bidrage med normative standpunkter som det her skitserede øko-filosofiske udgangspunkt for menneskets forhold til naturen. Men endnu vigtigere kan etikken bidrage til at afdække de værdier, som bærer sådanne synspunkter – og de værdier, der dækker de modsatte synspunkter. På den måde kan etikken være med til at løfte den offentlige debat til et niveau, hvor det er tydeligere, hvad vi diskuterer hvornår. Samt bidrage til, at diskussionen ikke blot handler om den sunde fornuft mod håbløse idealister, men om forskellige værdier, der mødes og til tider støder sammen i forhold til de enorme udfordringer, vi står over for.