Ny, målrettet regulering af landbruget – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2014 > Ny, målrettet reguleri...

09. oktober 2014

Ny, målrettet regulering af landbruget

Af Brian H. Jacobsen, seniorforsker, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, og Jens Christian Refsgaard, professor, GEUS

(Trykt i Jyllands-Posten 9. oktober 2014)

Hvis vi fortsat skal have et landbrug i Danmark, som både er økonomisk rentabelt og miljømæssigt bæredygtigt, er vi nødt til at finde nye reguleringsmetoder.

Landbruget har halveret nitratudvaskningen gennem de sidste par årtier. Alligevel er der i statens vandplaner lagt op til yderligere betydelige reduktioner for at kunne opfylde kravene i EU's vandlovgivning. De hidtidige resultater er opnået ved at lave grænser på, hvor meget og hvornår der må køres gødning ud på markerne, stille krav om grønne marker, osv. Disse reguleringer har været ens for alle marker. Hvis vandplanerne bliver gennemført med en fortsat stramning af disse ensartede reguleringer, kan danske landmænds indtjening falde så meget, at landbrugsdrift, som vi kender den i dag, ikke længere vil være rentabel i dele af Danmark. De danske gødningsregler er allerede i dag strammere end i de lande, som danske landmænd konkurrerer med, og som omtalt i Jyllands-Posten 5/ 9 medfører de skrappe regler væsentlige økonomiske tab som følge af mindre høstudbytte og forringelse af proteinindholdet i kornet.

Der er derfor behov for en nytænkning af, hvordan et godt vandmiljø bedst kan opnås. Regeringens natur-og landbrugskommission foreslog i 2013, at der »udvikles og gennemføres en ny, målrettet og differentieret regulering af landbrugets anvendelse af kvælstof«. En sådan differentieret regulering indebærer, at ikke alle marker bliver pålagt de samme restriktioner. På denne måde kan der tages hensyn til, at de naturlige betingelser for nitratreduktion i undergrunden varierer betydeligt afhængig af de geologiske forhold. Vi ved, at tottredjedele af den nitrat, der udvaskes fra markerne, reduceres (= forsvinder), inden den når frem til fjorde og kystnære vande på grund af kemiske reaktioner i undergrunden og ådale.Det betyder, at der findes landbrugsarealer, hvor naturen selv sørger for reduktionen af nitrat, og hvor reguleringer derfor er unødvendige.

Ensartede reguleringer, som eksempelvis at gødske under økonomisk optimum over hele landet, er derfor en dårlig forretning. Men som også påpeget af natur-og landbrugskommissionen har vi i dag ikke tilstrækkelig viden til at udpege områder med henholdsvis og stor lille naturlig nitratreduktion. Staten er i øjeblikket er ved at få udarbejdet en landsdækkende kortlægning. Her tillader vidensgrundlaget kun, at nitratreduktionen beregnes som gennemsnit for områder på ca. 15 km2 (1.500 ha). Vi ved, at der er stor variation fra den ene mark til den anden. Men når vi ikke ved, hvordan jordlagene ligger i undergrunden, ved vi ikke præcis, hvor stor den naturlige nitratreduktion er på den enkelte mark. Hvis der så tages gennemsnit over hele 15 km2 vil forskellene mellem markerne ikke kunne nyttiggøres, og statens igangværende kortlægning vil derfor kun være i stand til at udnytte en meget lille del af det store potentiale, der ligger i differentieret regulering.

Forskning kan bidrage med ny viden. I Nica-projektet (nitratreduktion i geologisk heterogene oplande - www.nitrat.dk), som er fi-nansieret af Det Strategiske Forskningsråd for perioden 2010-2014, har vi udviklet nye metoder til at kortlægge den naturlige nitratreduktion.

Metoderne er afprøvet på det 101 km2 opland til Norsminde Fjord ved Odder. Her har vi benyttet data indsamlet fra helikopterflyvninger med et nyt, avanceret geofysisk målesystem til at kortlægge, hvor der er sand og ler i undergrunden. Disse data kombinerer vi med geologisk viden, målinger i grundvand, vandløb og dræn samt klimadata til at opstille beregningsmodeller for vandets strømninger i jordlagene. Så kan vi beregne, hvor stor den naturlige nitratreduktion i undergrunden er, og hvordan den varierer over oplandet. Resultaterne viser, at nitratreduktionen kan variere voldsomt over små afstande. For eksempel er der mange steder forskelle i nitratreduktion fra 100 pct. til 20 pct. med 100 m afstand. Resultaterne viser også, at usikkerheden er meget stor, hvis resultaterne opgøres for områder på 1 ha (100 m x 100 m ). Men fejlskønnene reduceres betydeligt, hvis resultaterne i stedet opgøres over områder på mindst 25 ha.

Hvad betyder de nye Nica-resultater så i praksis? Vi har i samarbejde med landmænd i Norsminde-oplandet regnet på, hvor meget landbrugsproduktionen kan øges, hvis vi tillader landmændene at øge gødskningen på marker med stor naturlig nitratreduktion mod til gengæld at lave indgreb, der reducerer udvaskningen på marker med lille nitratreduktion. Resultaterne viser, at gevinsten ved differentieret regulering i form af afgrødevalg kan blive op til flere hundrede kr. pr. ha hvert år, hvis nitratreduktionskravet er som hidtil. Hvis reduktionskravet i fremtiden øges i nogle oplande vil gevinsten øges i forhold til en ensartet regulering. Ligeledes kan optimal placering af nye virkemidler, som for eksempel minivådområder, øge gevinsten.

Der er med andre ord mange penge at hente ved at omlægge reguleringen, når vi har tilstrækkelig viden. Vi vurderer, at det vil koste 400 -800 kr. pr. ha at gennemføre en "Nica-kortlægning". Så det vil være samfundsøkonomisk fordelagtigt at gennemføre denne engangsinvestering i de oplande, hvor der er væsentlige nitratreduktionskrav. Den opnåede gevinst vil, alt efter politiske prioriteringer, kunne benyttes til at forbedre miljøtilstanden og/ eller forbedre den enkelte landmands økonomi.

Indførelse af differentieret regulering af nitratudvaskning i stedet for den gængse, ensartede regulering vil være et fundamentalt nyt princip. Det vil kræve ny viden. Vi ved for eksempel ikke nok om, hvor drænrørene ligger, og hvor effektive de er til at aflede vand og nitrat fra de enkelte marker. Vi ved også meget lidt om nitratomsætningen i våde lavbundsjorder tæt på vandløbene. Og det vil kræve nytænkning. Hvor kan det for eksempel lade sig gøre at fjerne nitraten med nye minivådområder og intelligente randzoner, og hvornår kan det betale sig? Skal områder med lille nitratreduktion tages ud af landbrugsdrift og fremover fungere som rene naturområder, mod at der kan dyrkes rationelt landbrugsdrift på områder med stor naturlig nitratreduktion? Hvordan vil man håndtere, at landmænd bliver stillet forskelligt afhængigt af, om deres marker ligger i områder med stor eller lille naturlig nitratreduktion? Skal staten for eksempel iværksætte en national "genopretningsplan", hvor flest mulige jorder gøres dyrkningsoptimale? Skal staten kompensere de uheldige med marker i områder med lille nitratreduktion, eller skal de heldige, der har marker med høj nitratreduktion, bidrage til en omfordeling? Hvem hænger på usikkerhederne? Vil staten lave detailregulering på markniveau med den konsekvens, at der bliver mange fejlskud, fordi usikkerheden på modelberegninger for en enkelt mark altid vil være større end for et større område? Eller vil staten, ligesom for industrien, lave udledningstilladelser på bedriftsniveau, og så lade landmændene selv bestemme, hvordan de dyrker jorden, bare de overholder udledningskravene? Hvordan kontrolleres, at en differentieret regulering nu også opfylder målsætningen om et acceptabelt nitrattab til vandmiljøet? Kan en sådan kontrol i praksis foregå på bedriftsniveau, eller vil det kræve, at flere landmænd i et lille vandløbsopland i fællesskab får en samlet udledningstilladelse? Og hvordan kan vi mest effektivt reducere usikkerhederne, så fejlmargenen bliver mindre?

Spørgsmålene er mange, og svarene er ikke enkle. Vi er lige startet på en ny proces. Det tog mere end 20 år at udvikle den hidtidige reguleringspraksis, hvor ny, forskningsbaseret viden løbende blev indarbejdet. Vi har brug for nogle år til at skabe ny viden, hvis den nye reguleringspraksis skal fungere fornuftigt.

På nogle områder har vi viden nok til at begynde på en differentieret regulering, men på andre områder er usikkerhederne så store, at en forhastet gennemførelse vil betyde, at for mange slægtsgårde bliver taget ud af drift på grundlag, der efterfølgende viser sig at være forkerte.

Hvis vi fortsat skal have et landbrug i Danmark, som både er økonomisk rentabelt og miljømæssigt bæredygtigt, er vi nødt til at finde nye reguleringsmetoder. Og vi er nødt til på begavet vis at udnytte den viden, vi har eller let kan skaffe. Nica har vist, at potentialet er der, men der er et stykke vej igen.

Spørgsmålet er, om politikerne vil tillade, at der bliver givet tid og ressourcer til en vidensmæssig oprustning, før vi for alvor ruller en ny reguleringspraksis hen over hele det danske landskab?