Etik er viljen til at sætte sig ind i viden – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Etik er viljen ...

27. marts 2017

Etik er viljen til at sætte sig ind i viden

Af lektor Mickey Gjerris, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 27. marts 2017 i Kristeligt Dagblad)

Det er ikke, fordi vi mangler etiske problemer at diskutere.

Forleden skrev jeg ud på Facebook og bad de, der er til stede på min side om at komme med idéer til denne klumme. I løbet af få timer fik jeg mere end 60 forslag om emner som etikkens væsen, aktiv dødshjælp, klima, veganisme, robotteknologi med mere. Alle relevante emner at tage fat i.

Og alle emner, som kræver langt mere end de 3500 anslag, " Etisk set" er begrænset til, hvis deres kompleksitet skal afdækkes bare nogenlunde tilfredsstillende.

Ellers bliver det bare til holdninger, der svæver løsrevet rundt og finder begejstring eller modstand hos de, der allerede er enige eller uenige. Men klogere bliver vi ikke - eller bedre til at leve sammen.

"Vi skal bruge tiden på etik, fordi vi skal leve sammen med vores uenigheder.

Mickey Gjerris

Etik er i første omgang at have viljen til at sætte sig ind i den viden, som vi har om det emne, som vi diskuterer.

Hvad enten det drejer sig om omskæring af drenge, flygtninge eller genmodificerede planter. Først når vi har etableret et fælles vidensgrundlag og i det mindste blevet enige om, hvilken viden vi er uenige om, og hvilke kriterier som vi bør anvende til at sortere i de mange informationer, giver det mening at gå videre.

Næste skridt er at undersøge, hvilke værdier der er på spil i sagen. En oversigt over de konflikter og hensyn, som er væsentlige. Heller ikke her er vi nødvendigvis enige. Alt efter vores syn på mennesker, dyr og natur vil vi lægge vægten forskelligt. Så vi bliver også nødt til at argumentere for, hvorfor vores værdier og ikke de andres er de væsentlige at trække frem.

Og skal vi nå frem til en egentlig etisk dialog, skal vi til at spørge ind til hinandens værdier. Hvilke er de, hvorfor er det netop dem, som vi læner os op ad, og hvor kommer de fra? Hvordan endte vi med at være netop dette menneske med netop disse værdier? Og stadig vil vi ikke være enige. Uenighederne forsvinder ikke, bare vi taler længe nok sammen. Der er ingen knock out-argumenter.

Vi lever alle på en grundholdning til livet, universet og alt det der, som ikke kan bevises.

Men hvorfor så bruge al den tid og energi på at have en etisk diskussion? Hvorfor ikke bare slynge vores holdninger efter hinanden og satse på at vinde flest tilhængere til vores synspunkter gennem retoriske kneb og appeller til de andres umiddelbare følelser? Hvis der ingen udsigt er til at få afgjort sagen de-finitivt, hvorfor så begynde? SET HER FRA MIT LILLE verdensvindue er svaret klart. Vi skal bruge tiden på etik, fordi vi skal leve sammen med vores uenigheder.

Så måske kan vi opdage, at nogle af vores uenigheder skyldes, at vi ikke var enige om vidensgrundlaget eller ikke havde viden nok.

Måske kan vi få øje på, at de værdier, som vi har på rygraden, ikke er de eneste relevante at inddrage i diskussionen.

Måske kan vi få øje på, at de andre ikke bare er dumme og døve, når de ikke giver os ret, men blot lever ud fra andre værdier. Og måske kan vi i samtalen få en forståelse og respekt for den andens synspunkt. Ikke at vi nødvendigvis overtager det. Men vi kan måske få øje på et fællesmenneskeligt grundlag bag uenighederne.

Og dermed blive bedre til at finde fælles løsninger, hvor også de, som vi ikke er enige med, oplever at blive set og hørt.

Ikke nemt at tage en etisk diskussion på 3500 anslag, når bare det at ridse baggrunden for at tage en etisk diskussion op fylder mere.

Etisk set er det nærmest uetisk at gøre forsøget - i hvert fald uden at være opmærksom på, at en klumme som denne kun kan være en opfordring til videre samtale.

Den kan vi jo så tage på Twitter, hvor der er 140 tegn til rådighed.