Marcherende videnskab - en performativ selvmodsigelse – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Marcherende videnskab

28. april 2017

Marcherende videnskab - en performativ selvmodsigelse

Af professor Peter Sandøe, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Trykt i Weekendavisen den 28. april 2017)

Fredag eftermiddag hørte jeg i radioen fysikeren Anja C. Andersen forklare, hvorfor danske forskere lørdag burde tilslutte sig de lokale arrangementer i den globale manifestation ”March for science”. Umiddelbart blev jeg ramt af dårlig samvittighed, da jeg allerede havde besluttet mig for at blive hjemme i weekenden. Men faktisk mener jeg, der er noget bekymrende selvmodsigende over hele ideen om, at forskere marcherer i takt til forsvar for forskningen.

Der er ikke tale om en åbenlys selvmodsigelse af den slags, hvor man på én og samme tid forsøger at hævde og benægte den samme påstand, men om det, som med et filosofisk fagudtryk kaldes en performativ selvmodsigelse. Lad mig illustrere med et eksempel fra hundeverdenen: For mange år siden gik jeg til træning med min hund hos en hundetræner, som var meget optaget af positiv motivation, dvs. at man i stedet for at skælde hunden ud, når den gør noget forkert, så roser den, når den gør noget rigtigt. Hver gang jeg skældte min hund ud eller glemte at rose den, fik jeg dog det glatte lag af træneren: ”Din idiot – husk at du skal motivere positivt!”.

Jeg ser en fare for, at de sympatiske mennesker, som står bag marchen, risikerer at falde i den samme fælde som min hundetræner: Deres faktiske ageren, kommer til at stride mod deres centrale budskab. Når jeg skal forklare mine studerende, hvad der er det mest centrale ved forskning, så lyder det nemlig: ”Organiseret skepsis”. Det vil for mig sige, at forskningens væsen er, at hver gang nogen byder ind med en tilsyneladende definitiv sandhed, så giver videnskaben plads til den person, som har viljen og evnen til at udfordre den angivelige sandhed. Derved bliver det noget helt centralt for forskningen, at man forventes at træde ud af geleddet og at turde gå mod strømmen.

Modsigelsen kom til udtryk hos en af arrangørerne af den københavnske manifestation, fysikeren Ian Bearden, som til videnskab.dk udtalte: ”Jeg ser en stigende tendens til, at politikere ignorerer videnskabelige fakta og i stedet baserer deres beslutninger på ideologi og følelser”. Hermed får man det indtryk, at forskningens primære rolle er at levere færdige fakta, som kan danne grundlag for politikernes beslutninger. Men sådan er det jo ikke. Der vil næsten altid være videnskabelig usikkerhed og modstridende videnskabelige teorier og tolkninger. Og når forskere sætter sig sammen og beslutter, fx hvad der sundt eller usundt, eller sikkert og farligt, som de gør i diverse paneler og udvalg, så har de forladt forskerrollen og har påtaget sig en meget politisk rolle.

Det er ikke svært at være enig i Beardens kritik af politiske beslutninger truffet alene på grundlag af ideologi og følelser; men når han som alternativ hertil siger, at politikerne skal bøje sig for de videnskabelige fakta, så minder han mig om min gamle hundetræner.