Mindre til landmanden, når fødevarer sælges – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Mindre til landmanden,...

01. juni 2017

Mindre til landmanden, når fødevarer sælges

Af seniorrådgiver Henning Otte Hansen og lektor Jesper S. Schou. Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. (Trykt i LandbrugsAvisen 1.6.2017)

Landmandens andel af den pris, som forbrugerne betaler for fødevarerne, er faldet gennem en årrække. En større og større andel af forbrugerkronen går dermed til andet end landmændene, bl.a. til forarbejdning, forædling, transport og markedsføring.

Det er en naturlig konsekvens af, at landbrugsprodukterne forarbejdes mere og mere, før de når forbrugerne. Landbrugets produkter – korn, svin, mælk mv. – gennemgår en lang forarbejdningsproces, før de lander i forbrugernes indkøbsvogne. Man taler også om landbrugets værdikæde, idet hvert enkelt led i forarbejdningsprocessen bibringer en værditilvækst frem mod det endelige produkt.

Landmandens andel af forbrugerkronen for de væsentligste landbrugsprodukter under ét er mere end halveret siden midten af 1960erne. Der er tale om en udvikling, som kan genfindes i mange andre lande, og på den vis adskiller dansk landbrug sig ikke fra landbruget i andre lande. I de seneste par år er udviklingen vendt en smule, hvilket bl.a. skyldes fødevarekriserne og de højere priser samt et stigende marked for økologiske produkter.

Varerne bliver dyrere

Den reducerede andel af forbrugerkronen er ikke nødvendigvis negativt for landbruget, idet den faldende andel især skyldes en stigende forarbejdningsgrad af landbrugsprodukterne og derved en øget pris, når de sælges til forbrugerne. Derfor vil en faldende andel af forbrugerkronen ikke nødvendigvis medføre et tilsvarende fald i den nominelle betaling til landmanden. Faktisk kan der være tale om en positiv udvikling af to grunde.

Først fordi en fortsat udvikling af de landbrugsprodukter, som ender i køledisken, er afgørende for at bibeholde aktivitetsniveauet i den danske fødevaresektor, og for det andet, fordi en række af de danske forarbejdningsvirksomheder stadig er andelsselskaber, hvorfor en del af overskuddet kommer andelshaverne – dvs. landmændene – til gode.

Mange har den opfattelse, at landbrugets faldende andel af forbrugerkronen udtrykker, at de efterfølgende led i værdikæden uberettiget tager en for store avance. Andelen af forbrugerkronen siger dog ikke noget om avancerne i de enkelte led, da den også afspejler de ressourcer og omkostninger, der er anvendt til at videreforarbejde det primære produkt.

En stigende andel af forbrugerkronen til forarbejdnings- og detailleddene er derfor ikke nødvendigvis ensbetydende med en stigende avance i disse sektorer. Eksempelvis er en større del af vores fødevareforbrug omlagt mod færdigretter, takeaway, restaurantbesøg m.m., hvilket øger værditilvæksten i fødevarerne undervejs til forbrugerne. Denne udvikling betyder, at landbrugsråvarerne får en relativt faldende andel af forbrugerkronen.

Logisk prisfald

For det andet er det også næsten en naturlov, at der over tid er et realprisfald på landbrugsråvarer. På grund af produktivitetsstigninger kan landmændene producere varerne med færre stykomkostninger.

Omkostningsfordelen bliver konkurreret ud i forbrugerleddet. Når landbrugsråvarerne stiger mindre end andre omkostninger som arbejdsløn, transport m.m., vil det også medvirke til landmændenes faldende andel af forbrugerkronen. Her er det markedsmekanismer og konkurrence, der afgør forbrugerkronens fordeling.

Der er dog områder inden for landbruget, hvor udviklingen afviger lidt fra det overordnede billede. Det gælder eksempelvis æg, hvor landmandens andel af forbrugerkronene er steget lidt i de senere år efter mange år med næsten konstant nedgang. Det skyldes, at flere æg er skrabeæg og økologiske æg, og de højere produktionsomkostninger for disse typer æg afspejler sig i højere afregningspriser.

Helt overordnet skal man være påpasselig med at anvende opgørelsen over "forbrugerkronen" som en målestok for, om forbrugerkronen er fordelt "retfærdigt" mellem delsektorerne. Spørgsmålet om retfærdighed giver ikke mening, med mindre man medregner de produktionsomkostninger og avancer, som ligger i de enkelte led.