Nationalbanken-debat: Ikke alle sammenkogte retter er vellykkede – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Nationalbanken-debat

08. august 2017

Nationalbanken-debat: Ikke alle sammenkogte retter er vellykkede

Af professor Peder Andersen og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 8. august 2017 i Børsen under overskriften "Sært at politikere vil give Nationalbanken mundkurv på")

Der har i Børsen hen over sommeren være en intens debat om økonomiske spørgsmål. Vi deltog med kronikken "Lyt til Nationalbanken - glem høj vækst" d. 19. juli, og senere er kronikken blevet kommenteret i en kronik af Martin Ågerup d. 20. juli, i en leder af Ole P. Kristensen d. 20. og i en kommentar af Otto Brøns-Petersen d. 25. juli. En række ledere og kommentarer har berørt tilsvarende problemer.

Hele debatten har været interessant, men langtfra altid lige klar. Der er i hvert fald fire problemstillinger, der i alt for ringe grad er blevet holdt ude fra hinanden. Skal der skabes klarhed, må de fire problemstillinger først analyseres grundigt hver for sig. Det giver en kort kommentar ikke plads til, så her skal vore synspunkter bare markeres.

"Politiserer" Nationalbanken?

Den første problemstilling vedrører spørgsmålet om, hvornår Nationalbanken og andre eksperter "politiserer". Det har altid været et vigtigt led i centralbankers rolle i alle lande at deltage i den økonomiske debat med signaler vedrørende penge-, finans- og valutapolitik. Vi har adskillige steder argumenteret grundigt for, at der ikke er noget skarpt skel mellem politiske og økonomiske argumenter. Det er derfor besynderligt, når politikere, der ikke holder sig tilbage fra at deltage i faglige debatter ellers taler for ytringsfrihed og en åben debat, prøver at holde eksperter og institutioner ude af debatten.

Det andet problem er om årsagerne til økonomisk vækst i fortid og fremtid. Her er det vigtigt at se på både udviklingen i arbejdsstyrken, kapitalapparatet og tekniske fremskridt. Det kan og bør analyseres i et egentligt vækstregnskab, og det er vigtigt ikke at falde for overfladiske historier om diverse tekniske gennembrud fra dampmaskinen til kunstig intelligens; de tekniske fremskridt kommer i en mere jævn strøm.

Lempelser? - Hvordan?

Den tredje problemstilling vedrører konjunkturpolitikken. Nærmer vi os en situation med overophedning, eller er der råderum for lempelser? Det er en problemstilling, vi overhovedet ikke forholdt os til i vores indlæg, men det er tydeligvis en hovedinteresse for mange andre. Men det er klart, at der hverken i 00'erne eller i dag er begrundelser i betalingsbalance og inflation for en stram finanspolitik. Men der er andre hensyn.

Den fjerde problemkreds vedrører, hvordan der skal lempes, hvis der lempes. Her er der fra flere sider en intens interesse i at lempe topskatten. Den problemstilling er fra fagøkonomisk side behandlet grundigt i tidsskriftet "Samfundsøkonomen" 2016 nr.4, og her fremgår også, hvor usikker vor viden på dette område er.

Mange synes at rode de fire problemstillinger sammen og argumenterer for sandsynligheden for en høj vækst og imod Nationalbankens udtalelser, fordi de ønsker at kunne lempe finanspolitikken ved at nedsætte topskatten. Det er klart, at en høj real vækst uden overophedning vil øge mulighederne for en lempelse. Det er også klart, at man kan diskutere centralbankers udtalelser om konjunktursituationen; deres rolle tilsiger, at deres råd kan være til den kontraktive side. Men det giver ingen mening at lade sin holdning til disse spørgsmål styre af ønsket om topskattelettelser.

Der er også brug for at holde sig størrelsesordenerne for øje. Selv en fjernelse af topskatten forøger næppe arbejdsudbuddet med mere end 10.00, medens landbruget i 1946 til 2008 frigav omkring 440.000 beskæftigede til byerne uden at nedsætte sin egen produktion, og fra 1960 til 1991 kom omkring 850.000 kvinder ud på arbejdsmarkedet.