Tak for mad! – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Tak for mad!

12. august 2016

Tak for mad!

Af lektor Annemette Ljungdalh Nielsen, Institut for Fødevare- og Ressourcøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret i WeekendAvisen 12. august 2016)

Fødevareusikkerhed (food insecurity på engelsk) er en tilstand med manglende adgang til tilstrækkelig sund mad på en måde, der samtidig er socialt og kulturelt acceptabel.

Fødevareusikkerhed, herunder sult, kender vi især fra ikke-vestlige lande med udbredt absolut fattigdom, men for eksempel i USA defineres nu mere end 48 millioner mennesker som fødevareusikre, og især siden finanskrisen er fødevareusikkerheden også vokset frem i Europa. Ikke kun i de mest åbenlyst kriseramte lande som Grækenland, Portugal og Spanien, men også i lande som Tyskland og Holland, der ofte fremstilles som lande, der med succes har klaret krisen.

I Danmark ser vi også flere tegn på en voksende fødevareusikkerhed.

Organisationer, som traditionelt har stået for tiltag over for udsatte grupper, som for eksempel maduddeling, melder om utilstrækkelig kapacitet og en markant øgning i efterspørgslen efter hjælp. Igennem de sidste år er en række initiativer vokset frem med det formål at sikre, at fattige danskere kan få mad på bordet. Det gælder eksempelvis initiativer som Wefood-butikkerne fra Folkekirkens Nødhjælp, Fødevarebanken og Landsorganisationen for Udsattes maduddelingsinitiativ.

De nye initiativer markerer samtidig et brud på, hvordan vores samfund igennem generationer har forsøgt at afhjælpe social og økonomisk nød i befolkningen, fordi den offentlige sektor er helt fraværende som ansvarlig aktør i disse tiltag.

"Ønsker vi et samfund, hvor familier skal bære tunge poser hjem med overskudsmad, uden indflydelse på hvad de skal spise, eller ønsker vi, at vores arbejdsmarked og offentlige velfærdssystem skal sikre et værdigt livsgrundlag for alle?

Annemette Ljungdalh Nielsen

Fraværet synes underbygget af regeringens beslutning om at afskaffe den officielle fattigdomsgrænse, for hvordan kan man anerkende et stigende behov for fødevarehjælp uden at erkende eksistensen af reel fattigdom? Udviklingen af private og frivillige initiativer til at afhjælpe fødevareusikkerhed bør derfor give anledning til, at vi som samfund stopper op og rejser spørgsmålet, om dette virkelig er en udvikling, vi ønsker, og om, hvordan vi kan og bør forholde os til den situation, at flere og flere i Danmark ikke har råd til en så basal ting som mad? For at finde svar kan det være en hjælp at se på erfaringerne fra andre lande.

Tilstedeværelsen af fødevareusikkerhed bliver i lande, vi sammenligner os med, håndteret forskelligt. I USA har svaret fra offentlig side bestået i direkte subsidier til fattige, for eksempel SNAP-ordningen (Supplemental Nutrition Assistance Programme), der gives til cirka 46 millioner amerikanere, og som gennem kontant pengeoverførsel til en særlig konto gør det muligt for dem, der tilkendes hjælpen, at hente et vist mål af gratis mad i almindelige butikker. Andre offentlige ordninger gælder for eksempel gratis skolemad til fattiges børn og hjælp til gravide og spædbørn. Sådanne offentligt administrerede madhjælpsordninger bliver suppleret i stor stil af den indsats, der foregår på privat initiativ.

I mange europæiske lande har myndighederne været tilbageholdende med at iværksætte offentlige initiativer til at afhjælpe fødevareusikkerhed, og i stedet er privatdrevne fødevarebanker i vid udstrækning groet frem for at afhjælpe behovet for mad. Betegnelsen fødevarebanker dækker over initiativer, der organiserer indsamling af donationer fra virksomheder og privatpersoner, og varetager distributionen af disse donationer til andre institutioner eller direkte til privatpersoner.

England er et markant eksempel. Hos bare én af Englands mange fødevarebanker, The Trussell Trust, steg antallet af englændere, der i løbet af et år modtog en pakke med tre dages nødration fra knap 26.000 til 1,1 million i perioden fra 2008 til 2015.

Den store fremvækst af fødevarebanker i andre lande gør det vigtigt også at være opmærksom på udviklingen af disse i Danmark, hvor indtil videre et par initiativer eksisterer.

Det største af initiativerne, Fødevarebanken, blev etableret i 2008 og opererer indtil videre primært i København og Århus. Fødevarebanken modtager donationer fra alle de store virksomheder i dansk fødevareerhverv og distribuerer overskudsmaden videre til andre eksisterende hjælpeorganisationer, for eksempel krisecentre, asylcentre og herberger. Et nyere initiativ er LOFU (Landsorganisationen for Udsatte), som indtil videre kun har etableret et uddelingssted i nogle skolelokaler i Vordingborg, men som har planer om landsdækkende aktiviteter. LOFUs initiativ er værd at bide mærke i, fordi det i lighed med for eksempel engelske Trussell Trust har til hensigt at uddele mad direkte til borgere. Uddelingen kan enten ske på baggrund af en ansøgning fra borgeren direkte til LOFU eller gennem andre institutioner, der arbejder med socialt udsatte, og som på borgerens vegne kan søge om mad fra LOFU.

Begge de danske initiativer lægger vægt på, at de med deres indsats bidrager til at løse to problemer, nemlig både et socialt problem og et miljømæssigt problem i form af madspild, idet de aftager og distribuerer mad, som ellers ville have været kasseret. Herved kommer de danske initiativer til at fremstå som en win-win-situation. Men viden fra andre lande peger på nogle alvorlige problemstillinger, som også er forbundet med fødevarebanker, og som det derfor er værd at være opmærksom på, før fødevarebanker omfavnes som den oplagte løsning på problemet med fødevareusikkerhed.

Fødevarebanker synes dårligt egnede til at sikre, at den mad, der uddeles, er særlig sund. Det skyldes dels, at udbuddet er baseret på frivillige donationer, så dem, der i sidste ende skal udlevere maden til borgeren, har meget begrænset kontrol over karakteren af de produkter, der sendes videre. Dels skyldes det hensynet til madens mikrobiologiske sikkerhed, der begrænser uddelingen af friske råvarer som frugt og grøntsager til fordel for uddelingen af konserves og tørvarer. Også selvom man i for eksempel Trussell Trust principielt sammensætter nødhjælpspakkerne ud fra ernæringsbalancerede principper, forhindrer det ikke, at donationerne er spækkede med fedt og sukkerholdige produkter. Disse nødhjælpspakker skal spises af mennesker, der ofte i forvejen er ramt af kroniske lidelser, hvis optimale behandling indebærer, at de bør spise sundt og ofte ud fra specielle hensyn.

Især den type fødevarebanker, der fokuserer på maduddeling direkte til borgere, egner sig trods intentionen dårligt til at understøtte fattiges værdighed. Forskningen viser, hvordan mennesker, der bruger fødevarebanker, oplever det som skamfuldt og venter med at henvende sig, til alle andre muligheder er udtømt, herunder at stifte gæld eller helt at undvære mad.

Dette indebærer også, at det med stor sandsynlighed kun er en mindre del af de mennesker, der er ramt af fødevareusikkerhed, der faktisk modtager hjælp gennem fødevarebanker.

Debatten om, hvilke politiske, sociale og strukturelle forhold der gør, at fødevareusikkerhed opstår i velfærdssamfund, synes at træde i baggrunden, når private aktører i form af blandt andet fødevarebanker overtager opgaven med at uddele mad og med at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende.

Forskning fra England viser, at langt de fleste borgere henvises til fødevarebanker, fordi udbetalingen af de sociale ydelser, de har ret til, er blevet forsinket eller beskåret, eller fordi deres indkomst fra erhvervsarbejde ikke slår til.

Alligevel drejes debatten i medierne og blandt ansvarlige politikere hele tiden hen imod en mistænkeliggørelse af modtagernes individuelle evne til at administrere deres husholdningsbudget ordentligt. En mistænkeliggørelse, som der intet forskningsmæssigt belæg er for.

Selvom fødevarebanker afbøder problemer med madspild og et stigende behov blandt danske velgørenhedsorganisationer, er de altså en tvivlsom løsning, hvis vi som samfund ønsker fødevaresikkerhed for alle i den betydning, jeg indledte med, nemlig adgangen til tilstrækkelig sund mad på social og kulturel acceptabel vis. I lyset af udviklingen i lande omkring os, synes vi lige nu i Danmark at have mulighed for at tage et oplyst valg i forhold til den fremtidige håndtering af fødevareusikkerhed i vores samfund.

Vi bør for alvor tage stilling til, om vi ønsker et samfund, hvor familier skal bære tunge poser hjem fra kirker og skolelokaler med overskudsmad fra dem, der har rigeligt, uden megen indflydelse på, hvad de dermed skal spise, eller om vi ønsker, at vores arbejdsmarked og offentlige velfærdssystem skal sikre et værdigt livsgrundlag for alle. Vi må overveje, hvem der skal bære ansvaret for den udvikling, vi vælger, og hvordan fordelingen af dette ansvar skal se ud. Vi må også overveje konsekvenserne af dette valg, for på sigt er sociale spændinger og utilfredshed med det politiske system nok mere oplagte effekter af fødevareusikkerhed end taknemmelighed over for velmenende private donorer.