Tornede roser fra private fonde – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Tornede roser fra priv...

18. august 2017

Tornede roser fra private fonde

Af professor og institutleder, Bo Jellesmark Thorsen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi

(Publiceret 18. august 2017 i Berlingske)

Private fonde finansierer stadig mere offentlig forskning. Det er positivt, men der er udfordringer. Fondenes beskedne bidrag til forskningens indirekte omkostninger, og forventninger om medfinansiering og indlejring er en voksende udfordring. Den betyder, at store midler dirigeres væk fra anden forskning og undervisningen, med utilsigtede, skævvridende konsekvenser.

Der er to løsninger. Enten bliver universiteter og fonde enige om en bæredygtig finansieringsstruktur. Eller også må man politisk skærpe reguleringen af fondenes virke.

En række private fonde er i dag blandt de absolut største bidragsydere til universiteternes forskning. Fondene er kvalitetsbevidste og har gode systemer til at vurdere kvalitet og potentiale i forskningsansøgninger. Det er på mange måder rigtig godt.

Fondenes bevillinger gives med udgangspunkt i deres respektive vedtægter, samt den regulering de er underkastet, herunder en lempelig skattebehandling for bidrag til almennyttige formål som forskning. Den enkelte fond sætter selv dagsordenen for, hvilken forskning den vil støtte; ofte inspireret af fondens erhvervsmæssige udspring. Andre har påpeget et muligt demokratisk problem i, at en betydende del af den offentlige forskning tager udgangspunkt i andre målsætninger end samfundets.

"Det første og største problem er utilstrækkelige bidrag til forskningens indirekte omkostninger

Det, jeg sætter lys på her, er et andet og overset problem.

Problemet er, at de bevillingsvilkår mange fonde arbejder med og som universiteterne til nu har accepteret, risikerer at forvride anvendelsen af de midler samfundet i øvrigt bevilger til universiteterne.

Det første og største problem er utilstrækkelige bidrag til forskningens indirekte omkostninger. Flere fonde støtter gerne direkte forskningsrelaterede udgifter som udstyr og løn til forskere ansat på projektet. Nogle fonde kan også acceptere, at der budgetteres med begrænsede indirekte omkostninger til støttefunktioner.

Men i udgangspunktet forventer fondene, at universitetet selv løfter hovedparten af de afledte indirekte omkostninger. Til sammenligning er overheads til indirekte omkostninger på 44 % ved forskningsrådene, beregnet på løn og drift. Universiteternes egne analyser viser, at de samlede indirekte omkostninger er på 50 % - 100 % målt mod lønsummen på projekterne; højest for laboratoriekrævende forskning. Fondene accepterer kun at dække en beskeden del af disse omkostninger.

Fondene betaler altså ikke den fulde pris for den forskning, de finansierer.

Det kan universiteterne og det enkelte institut leve med, hvis omfanget af fondsbevillinger er beskedent relativt til den totale omsætning. Men det punkt er vi for længst forbi nu, hvor fondenes samlede årlige finansiering til universiteterne for længst har passeret de 3 milliarder.

Dertil kommer, at nogle fonde lægger vægt på, at universiteterne også leverer medfinansiering; allerede under projektets levetid eller i form af såkaldt indlejring af aktiviteter og konkrete stillinger efter projektets udløb.

Konsekvensen er, at hvis universiteterne vinder betydelige fondsbevillinger, så tvinges de til at omprioritere betydelige midler fra andre aktiviteter for at kompensere for fondenes rabatter. Midlerne skal omprioriteres for at dække de indirekte omkostninger, der er en følge af fondsbevillingerne og den medfinansiering, de i øvrigt kræver.

Et forsigtigt slag på tasken – for egen regning - er, at fondenes bevillinger i dag lægger beslag på mere end 2 milliarder årligt af universiteternes øvrige midler. De penge skal tages fra de midler, staten har bevilget som direkte forskningstilskud eller de som er bevilget til undervisning. For at sætte det i relief: 2 milliarder svarer til 20-25 % af universiteternes direkte forskningstilskud.

For nogle af de institutter, der rummer Danmarks bedste og mest succesfulde forskningsmiljøer, er denne problemstilling betydelig og alvorlig. Den kraftige gearing af de frie basismidler kombineret med fondenes kroniske underfinansiering hæmmer universitetets ressourcer til at stabilisere talentfulde forskergrupper og sikre forskningens bredde.

Det nemme svar er: ”Så lad dog være med at søge om de midler”. Men det er næppe en samfundsmæssig optimal løsning. Der laves meget værdifuld forskning for fondsbevillingerne, og det skal forsætte. Det skal bare ske til en fair pris, der reducerer forvridningen på universiteterne. Samtidig skaber den generelle konkurrence om forskningsmidler et kapløb, hvor ikke kun kvaliteten, men også indirekte omkostninger og medfinansiering er parametre. Universiteterne er selvsagt ikke uden ansvar for dette.

Der er, som jeg ser det, to veje til en løsning.

Den første og bedste løsning er, at universiteternes rektorer og fondenes ledelser bliver enige om et sæt rammer for forskningsfinansieringen, der indebærer, at fondene løfter en større del af de indirekte omkostninger og samtidig begrænser kravene til medfinansiering.

Den anden mulighed er at løse problemet gennem en mere detaljeret regulering af fondenes aktiviteter på området. Det er legitimt i og med de vilkår, som fondene har med udgangspunkt i deres almennyttige virke.

Bliver der færre midler til forskningen? Nej. Fondene kan uddele de samme beløb og få de samme fradrag. De mister intet og det gør universiteterne heller ikke. Det betyder alene, at fondene bevilger færre projekter inden for deres budgetter.

Universiteterne genvinder råderetten over de frie forskningsmidler og den strategiske forskningsledelse.