Utroværdigt angreb på uafhængig økonomisk rådgivning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

IFRO > IFRO-forskere mener > Utroværdigt angreb på ...

19. juli 2017

Utroværdigt angreb på uafhængig økonomisk rådgivning

Af professor Peder Andersen og professor emeritus Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

(Publiceret 19. juli 2017 i Børsen under overskriften "Lyt til Nationalbanken - glem høj vækst")

"Man kan stemme om grundloven, men ikke om tyngdeloven" siger et klogt gammelt ord. Man må skelne mellem politiske holdninger og det faktuelle grundlag. Hvis politikere ikke gør det, hører den vederhæftige debat op. Man bliver berettiget til grin, hvis man som politiker siger "Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta".

Det er klart, at nogle fakta f.eks. på det naturvidenskabelige område er mere nagelfaste end de fleste samfundsvidenskabelige resultater. Men også på det økonomiske område er der resultater, der vanskeligt kan bestrides. Derfor er der også oprettet flere uafhængige institutioner, hvis formål er at højne lødigheden i den økonomisk-politiske debat. De Økonomiske Råd og Nationalbanken er sådanne institutioner. Man har gjort meget for at sikre disse institutioners faglige niveau og politiske uafhængighed.

Høj troværdighed

Det betyder naturligvis ikke, at alt, hvad der kommer ud fra disse institutioner, er den rene sandhed. De kan tage fejl, de kan være præget af moderetninger, og de kan blive ledt på vildspor af usikre data. Men meget tyder på, at det i betydelig udstrækning lykkes for dem at udfylde rollen. Ser man på de forskellige troværdighedsindeks, ligger Nationalbanken og vismændene altid i toppen, mens politikere og journalister ligger i bund sammen med brugtbilsforhandlere og ejendomsmæglere. Når man læser Børsens leder og interview med Joachim B. Olsen fra den 7. juli, forstår man hvorfor. Her roder lederskribenten og politikeren sig ud i et opgør mod solide faglige analyser.

Det har fået Joachim B. Olsen "helt op i det røde felt", at Nationalbanken mener, at danskerne skal vænne sig til, at væksten i de næste mange år ikke bliver over 2 procent. Og lederskribenten følger op. Der beskrives, hvordan væksten i det sidste hundrede år har været lige over 2 procent, så "det kan lade sig gøre". "Hvad hindrer i nutiden, at vi kompenserer for kriseårene med højere vækst i de gode år?"

Nationalbanken har ret

Svaret på det spørgsmål er simpelt for enhver, der har studeret væksten i Danmark. Det 20. århundredes to procents vækst skyldes i høj grad to helt specielle forhold; afvandringen fra landbruget og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Landbruget var i første halvdel af det 20. århundrede landets største erhverv med en stor delvist sæsonbeskæftiget arbejdsstyrke; den er nu heltidsbeskæftiget i byerhvervene, og landbruget beskæftiger under 2 procent af arbejdsstyrken. I anden halvdel af århundredet er kvinderne så kommet ud på arbejdsmarkedet. Kvinderne gik tidligere hjemme og passede bl.a. børn og gamle. Selv om de altså lavede noget som hjemmegående, var det ikke med i nationalregnskabet, men det er de nu, selv hvor det er de samme kvinder, der passer børn og gamle på plejehjem og i børnehaver og vuggestuer. Der er ingen tilsvarende store arbejdskraftsreserver i dag. Og samtidig taler demografien med den stigende andel af gamle mod høje vækstrater.

Selvfølgelig skal vi gøre alt muligt for at øge produktiviteten. Men heller ikke det er så let som før; der findes noget, der bliver kaldt Baumols lov. Det er forholdsvis let at skabe store produktivitetsstigninger i landbrug og industri, men det er ikke muligt at øge produktiviteten i opførelsen af Mozarts strygekvartet. Det lyder dumt både at lade den opføre af en trio og at sætte tempoet op. Og en hel del af servicesektoren ligner lidt strygekvartetten. Det er sværere at øge produktiviteten i bleskift i en vuggestue end i kyllingeproduktionen. Og den private og offentlige servicesektor udgør i dag en langt større andel af den danske økonomi end tidligere.

Nationalbanken har altså helt ret, og det er - og har altid været og bør altid være - en ansvarlig centralbanks opgave at komme med rådgivning om den økonomiske politik. En centralbank kan ikke styre valutakursen og inflationen, hvis finanspolitikken er uansvarlig. Et udsagn som "Nationalbanken skal bare tie stille, passe kronekursen og sørge for, at vi har 2 pct. inflation. Slut." afslører mangel på økonomisk indsigt. Både fordi det begrænser Nationalbankens rolle helt urimeligt, og fordi det roder valutakursmålsætninger og inflationsmålsætninger sammen.

Når Joachim B. Olsen siger, at han er "ligeglad med, hvad Per Callesen mener politisk", og at han er "fuldstændig uenig i" den lave vækstprognose, så har det intet at gøre med, at Per Callesen politiserer, for der er gode faglige argumenter bag det, han siger, men er et tegn på, at Joachim B. Olsen forsøger sig som fagøkonom. Og det har han tydeligvis ingen forudsætninger for.