Ambitiøse klimaplaner i EU kan øge udledningen af drivhusgasser i resten af verden

EU har en ambition om at være klimaneutral i 2050. Det håber man på at opnå bl.a. gennem grøn omstilling i energisektoren og den CO2-intensive industri samt ændrede mad- og rejsevaner hos befolkningen. Men hvis EU gennemfører sin mest ambitiøse grønne plan, mens resten af verden blot fortsætter som nu, vil landene uden for EU ende med at udlede mere drivhusgas.

Sådan lyder konklusionen i et nyt notat skrevet af økonomiske eksperter på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

For hvert ton CO2e, som EU undlader at udlede, vil 61,5 procent af dette ton i så fald blive udledt andre steder i verden. Denne såkaldte kulstoflækage vil dermed betyde, at man kun opnår en global CO2e-besparelse på 385 kilo per ton. Det viser den specialudviklede økonomiske model, der ligger til grund for notatet. Modellen er en del af EU Horizon 2020-projektet EUCalc, som har til formål at beskrive forskellige veje til grøn omstilling i EU.

"Naturligvis vil EU's eget klimaaftryk blive betydeligt mindre. Men EU's økonomi er viklet sammen med resten af verden gennem handelsforbindelser, som man ændrer, når man laver en grøn omstilling af vores energisystem, industri og levevis. En del af den udledning, som Europa 'sparer' gennem en gennemgribende grøn omstilling, kan således blive lækket til den øvrige verden gennem bl.a. handelsmekanismer, afhængig af hvilken klimapolitik andre lande fører," siger økonom og medforfatter til notatet, Wusheng Yu fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

"Hvis ikke verden uden for EU følger trop og laver en tilsvarende grøn omstilling, vil nedgangen i den globale drivhusgas-udledning dermed være begrænset og langt under det niveau, som er vedtaget i EU's klimapolitik," tilføjer medforfatter og økonom fra samme institut, Francesco Clora.

Mindre eksport og mere import

I det mest ambitiøse år 2050-scenarie, som EUCalc-modellen har beregnet, skruer EU på alle grønne håndtag i forbindelse med produktion og forbrug i de forskellige sektorer, bl.a. industri og energisektor.

Fx vil en grøn omlægning af de CO2-intensive industrier (fx beton, stål og kemikalier) kræve omkostninger til ny grøn teknologi, som vil gøre produkterne dyrere. Det kan gå ud over EU-produkternes konkurrenceevne på verdensmarkedet og blive til bl.a. Kinas og USA's fordel, som stadig producerer lignende varer - bare billigere. Forventningen er dermed også, at der vil produceres færre varer i Europa, hvilket ville øge importen af produkter for at tilfredsstille efterspørgslen fra forbrugere og virksomheder i EU.

Ligeledes vil en europæisk udfasning af de fossile brændsler sænke den samlede efterspørgsel og dermed gøre dem billigere. Det vil formentlig få lande uden for EU til at importere og forbruge større mængder.

Også en mere klimavenlig forbrugeradfærd i EU kan ende med at skubbe en del af den sparede udledning andre steder hen i verden. Hvis europæerne eksempelvis spiser mindre rødt kød, vil importen af foderkorn som soja dale. Men importen af andre typer afgrøder og plantebaserede fødevarer vil formodentlig stige, hvilket kan øge CO2-forbruget i resten af verden.

Hvad bør EU så gøre?

Men skal Europa så bare kaste håndklædet i ringen og droppe de store ambitioner for et bedre klima? Bestemt ikke. Men vi skal sørge for ikke at gå enegang, lyder svaret fra Wusheng Yu:

"En grøn omstilling i EU alene kan ikke reducere den globale drivhusgas-udledning effektivt. Vi er nødt til at finde måder at få de andre med ombord på. Ellers vil virkningen af vores indsats blive ødelagt af international konkurrence, og det vil blive umuligt at leve op til Parisaftalens mål i tide," siger han.

Ifølge Wusheng Yu er det derfor essentielt, at EU formulerer grønne strategier for hver sektor og hvert medlemsland, som tager højde for disse økonomiske mekanismer og omhyggeligt evaluerer deres virkning, når det handler om at give andre lande incitament til at forfølge lignende grønne strategier.

Emner