Derfor brugte vi forskertitlen i klimaopråb – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Forskertitlen i klimao...

23. maj 2018

Derfor brugte vi forskertitlen i klimaopråb

Af Ph.d. Gregers Andersen, Roskilde Universitet, adjunkt Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde Universitet og professor Jens Friis Lund, Københavns Universitet, m.fl

(Trykt 23. maj 2018 i Politiken)

Kritikken i klimaopråbet bygger på faktuel viden, som nyder bred anerkendelse i forskningsverdenen.

VI ER ET udvalg af de 301 forskere, som stod som underskrivere af klimaopråbet til alle danske politikere, som blev trykt på forsiden af Politiken lørdag 11. maj. I kølvandet på opråbet opstod en debat i danske medier om opråbets budskaber vedrørende billedet af Danmark som en ’grøn’ nation. Men der opstod også en anden debat, som handlede om, hvorvidt forskerne bag opråbet havde den faglige ekspertise til at ytre sig som forskere. En artikel i Kristeligt Dagblad havde sågar titlen ’Klimaopråb bygger på meninger, ikke forskning’.

Bygger opråbet på ’meninger, ikke forskning’? Opråbet beskrev den tiltagende globale temperaturstigning, og at den globale udledning af CO2 fortsat stiger, her 30 år efter dannelsen af FN’s Klimapanel. Det beskrev, at den gennemsnitlige danskers CO2-fodaftryk er blandt de højeste i verden, men at det ikke fremgår af CO2-regnskabet under FN’s Klimapanel, fordi de varer, vi importerer og forbruger, ikke indgår i det danske bidrag. Det ledte til konklusionen, at Danmark ikke et klima-foregangsland. For hvis alle klodens lande fulgte i vores fodspor, ville det ikke være muligt at afværge katastrofale temperaturstigninger. Alt sammen videnskabelige fakta.

Opråbet beskrev ydermere den tætte sammenhæng mellem økonomisk vækst, CO2-udledninger og miljø- og naturødelæggelse på globalt niveau. På basis af denne veldokumenterede videnskabelige viden beskrev vi behovet for at underordne hensynet til økonomisk vækst i Danmark hensynet til bæredygtighed. Sidst opfordrede vi til en åben samfundsmæssig debat om, hvordan vi udvikler en samfundsøkonomi, der giver de nødvendige nedskæringer i CO2 og samtidig skaber livskvalitet for alle danske borgere. Problematiseringer, der alle bygger på store mængder faktuel viden, og som nyder bred anerkendelse i forskningsverdenen. Vi er altså meget langt fra noget, man kan kalde meninger.

Men hvad så med spørgsmålet om, hvem der kan ytre sig som forskere om klimaproblematikken? Det er rigtigt, at klimaforandringerne ofte forbindes med klima- og vejrfænomener og dermed med forskere, som beskæftiger sig specifikt med disse emner. Men de menneskeskabte klimaforandringer drives af virksomheders produktion og individuelle forbrugsvalg, som igen formes af politiske prioriteringer. Analysen af, hvad der driver klimaforandringerne og identifikationen af løsninger, kræver således klar faglig viden om en lang række fysiske, tekniske, sociale, økonomiske, juridiske, kulturelle, etiske og politiske faktorer, hvilket igen kræver, at vi trækker på mange former for ekspertise. At vi tænker helhedsorienteret.

Det er netop grunden til, at der bag klimaopråbet står forskere fra en lang række discipliner. Individuelt har ingen af os faglig ekspertise inden for alle facetter af klimaproblematikken, men kollektivt kan vi overskue og fagligt stå på mål for alle budskaberne i opråbet. Dertil kommer, at vi alle som forskere deler én faglighed. Nemlig ekspertise i at vurdere og forholde os kritisk til viden. Derfor har alle forskere – selv når de vurderer viden, som ligger uden for deres specifikke faglighed – en særlig forudsætning. 

Faktisk betyder denne forudsætning, at vi ifølge universitetsloven har en lovmæssigt fastsat pligt til at formidle. I klimaopråbet formidler vi netop forskningsmæssigt etablerede sammenhænge, som desværre ikke har optrådt tydeligt i den danske samfundsmæssige debat. Dermed opfylder vi formidlingspligten. Nogle kan indvende, at tonen i opråbet er unødvendigt alarmerende. Dertil vil vi sige, at det jo er en smagssag, men at vi finder tonen passende, givet de fundamentale og uopsættelige udfordringer for os alle, som opråbet beskriver.

Man kan også indvende, at vi jo kunne have skrevet opråbet som privatpersoner. Det er sandt, men det så vi ingen grund til, eftersom opråbet formidler videnskabelige resultater, bygger på vore faglige ekspertise og bidrager til opfyldelsen af formidlingspligten. I forbindelse med den efterfølgende debat om klimaopråbet udtalte en forsker, at vi som underskrivere »risikerer at bære brænde til det populistiske og forskningskritiske bål, som Trump og andre har tændt«.

Her må vi melde hus forbi. I klimaopråbet formidler vi netop den forskningsfaglige viden om klimaforandringernes årsager og konsekvenser, som Trumps administration og andre røster verden over – også i Danmark – forsøger at holde uden for den politiske proces.