De røde partiers klimamål bidrager til at øge ambitionerne globalt – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2019 > De røde partiers klima...

26. juni 2019

De røde partiers klimamål bidrager til at øge ambitionerne globalt

Af Jens Friis Lund, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet, Stefan Gaardsmand Jacobsen, adjunkt, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet, Anders Bjørn, postdoc, Polytechnique Montréal, Anders Blok, lektor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet, Charlotte Louise Jensen, adjunkt, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet.
Alle medlemmer af Klima- og Omstillingsrådet.

(Publiceret på information.dk 26. juni 2019)

Vi når kun målene i Parisaftalen, hvis landene presser og inspirerer hinanden til at sætte ambitiøse nationale mål. Så når vi står med et akut behov for at øge ambitionerne verden rundt, er det oplagt at støtte op om Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslistens høje ambitioner, skriver medlemmerne af det nye Klima- og Omstillingsråd i dette debatindlæg

Det nye danske klimamål på 70-procentsreduktion i drivhusgasudledningen i 2030 har givet anledning til debat om, hvorvidt målet er for ambitiøst.

I Jyllands-Posten kunne man den 19. juni læse:
»Trods partiers meldinger: Parisaftalen har ingen krav om 70 procent mindre CO2«.

Forskere forklarede, at Parisaftalen ikke indebærer et sådant dansk mål og udtalte, at målet er ’enormt ambitiøst’. I Politikens klimakommentar den 19. juni beskriver tidligere formand for klimarådet Peter Birch Sørensen målet som ’meget ambitiøst’ og anbefaler at sænke ambitionen i 2030 til 60 procent, så det kan hæves derfra, i fald andre lande sætter mere ambitiøse mål.

I Information den 21. juni vurderer to klimaøkonomer, at det »ekstraordinært høje mål kan vise sig at blive uforholdsmæssigt dyrt«. Kirsten Halsnæs udtaler:
»70 procent er jo ikke at være blandt de fremmeste. Det er at være ti mil foran de andre.«

Men giver det mening at sige, at målet er for ambitiøst og dyrt?

Kun lige nok

For at få en fornemmelse for, hvor ambitiøst målet er, må vi forstå opgavens omfang. FN’s klimapanel har i grove tal slået fast, at vi for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader på globalt niveau skal holde udledningen under ca. 500 gigaton CO2 fra nu af.

Hvis vi udleder mere end 500 gigaton, skal vi efterfølgende nedbringe koncentrationen i atmosfæren igen ved at hive mere CO2 ud af atmosfæren, end vi udleder, hvilket vil være en uhørt teknologisk og økonomisk udfordring, som de fleste eksperter i dag advarer kraftigt imod, at vi binder os til.

Dertil kommer en øget risiko for, at vi udløser selvforstærkende processer i klimasystemet, som kan bevirke, at den globale opvarmning accelererer, uden at vi er i stand til at bremse den. Overskrider vi budgettet, kan vi altså udløse enorme fremtidige omkostninger og meget alvorlige globale trusler mod vores samfund.

Hvad betyder budgettet på 500 gigaton så for Danmark her og nu?

Det afhænger af, hvor stor en andel af det globale budget, vi kan tillade os at bruge. Et muligt fordelingsprincip vil sige, at vi i Danmark har ret til en andel af det tilbageværende budget, som svarer til vores andel af den globale befolkning. Hvis vi gør det, så bliver det danske budget knap 0,08 procent af det globale, altså ca. 400 megaton CO2.

Man kunne sagtens argumentere for, at Danmarks andel skulle være lavere, da vi er et rigt land med gode teknologiske forudsætninger for at omstille os. De danske udledninger af CO2 – som opgjort efter FN’s regneprincipper – var ca. 35 megaton i år 2017.

Hvis vi følger et lineært reduktionsforløb på 1,7 megaton pr. år mod nul i 2040, når vi ned på knap 17 megaton pr. år i 2030, hvilket netop svarer til de røde partiers målsætning om en 70-procentsreduktion i udledningerne i 2030 relativt til vores CO2-udledning i 1990. Vi holder da budgettet på 400 megaton med en lille margin.

Vi skal dog være opmærksomme på, at dette regnestykke ikke tager højde for CO2-udledninger forbundet med international transport (shipping og flyvning), som enten skal trækkes fra budgettet eller lægges til de danske udledninger, og at den danske afbrænding af biomasse reelt ikke er CO2-neutral.

Og dette er kun et CO2-budget. IPCC-rapportens globale CO2-budget er beregnet under den antagelse, at udledningerne af andre drivhusgasser (metan, lattergas etc.) falder markant. Hvis de ikke gør det, må vi operere med et endnu mindre CO2-budget.

Set i det lys – ud fra et globalt budget for drivhusgasser med en gunstig fordeling for Danmark – er målsætningen om 70 procent i 2030 ikke nødvendigvis meget ambitiøs, men måske nærmere udtryk for det minimum, vi kan tillade. Og for at holde det danske budget på 400 megaton, skal vi fortsætte reduktionstaksten mod et nettonul i 2040.

Alle lover for lidt

Hvis vi skal vurdere, om et dansk mål om 70 procent i 2030 er for ambitiøst ud fra Parisaftalen, skal vi have flere nuancer af aftalen med. Aftalen indeholder mere end målet om at holde temperaturstigningen et godt stykke under to grader samt forsøge at begrænse den til 1,5 grader.

Aftalen beskriver blandt andet klimaforandringernes omfang, hastighed og hovedårsager fra naturvidenskabeligt hold og oversætter dette til politisk og økonomisk virkelighed i FN-systemet. Dertil kommer konkrete aftaler for handling på lang sigt. Og endelig er der de reduktionsmål, som de enkelte lande har lovet at foretage. Sammenhængen mellem disse elementer er vigtig for at vurdere, om Danmarks klimapolitik er (over)ambitiøs.

Lige nu er verdens lande ikke villige til at love tilstrækkelige reduktioner i drivhusgasser til at opfylde temperaturmålsætningen. Næsten ingen lande har lovet tilstrækkeligt, ej heller Danmark.

Vurderinger antyder, at hvis alle lande holder, hvad de har lovet, så ender vi på cirka tre graders opvarmning, og de nuværende planer og tiltag i landene lever endda ikke op til de afgivne løfter.

Derfor bygger Parisaftalen også på et princip om, at de enkelte lande skal presse og inspirere hinanden til at love mere. Det kalder man for ambitionsmekanismen i global klimapolitik – billedet er en skrue designet til kun at dreje i retning af højere ambitioner. Parisaftalen forskyder altså ansvaret for de ambitiøse klimamål væk fra FN over til de enkelte lande.

Ambitionsmekanismen

Det er et nybrud i globale miljøforhandlinger, hvor foregangslandes inspiration er medregnet som en del af den globale løsning. Spørgsmålet efter Parisaftalen er, hvor inspirationen til højere ambitioner skal komme fra. Her spiller Danmark og andre klimaambitiøse lande en central rolle.

Når lande som England og Fiji siger nettonul i 2050, når Sverige siger 2045, og når Danmark forhåbentlig siger nettonul i 2040 og Finland i 2035, så er det altså helt efter den drejebog, som ligger i Parisaftalen – på trods af, at det bliver en svær og økonomisk tung opgave.

Nogle vil kalde det for global overbudspolitik, men princippet er indbygget i hele Parisaftalens logik. Og hvis ikke den logik fungerer, så har FN-systemet ikke en plan B for at bekæmpe klimaforandringerne.

Så når vi står med et akut behov for at øge ambitionerne verden rundt, er det oplagt at støtte op om Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslistens høje ambitioner og sende et signal til resten af verden.

Danmark hører til en lille gruppe ressourcestærke demokratier, hvor store dele af befolkningen ønsker en ambitiøs klimapolitik. Derfor har vi en særligt god forudsætning – og dermed et særligt ansvar – for at vise vejen for andre lande.

Det gør vi netop ved at sætte klare målsætninger, som flugter med 1,5-gradersmålsætningen, og sikre deres indfrielse ved langsigtet planlægning og en indsats, der søger at fastholde og styrke opbakningen til klimapolitikken i den danske befolkning, civilsamfund og erhvervsliv. Det er vejen til at skabe det nødvendige globale momentum.

Vi mener derfor ikke, at de røde partiers klimamål er overambitiøst. Tværtimod er det et ansvarligt skridt for et land som Danmark i forhold til at bidrage til opfyldelsen af Parisaftalens mål via dens ambitionsmekanisme.

Det er ikke et øjeblik for tidligt, at vi på denne måde bidrager til at øge ambitionerne globalt.