Forslag til ny Dyrevelfærdslov satser på at beskytte menneskers følelser frem for at fokusere på at begrænse dyrs lidelser – Københavns Universitet

IFRO > IFRO-forskere mener > Debatindlæg 2019 > Forslag til ny Dyrevel...

31. januar 2019

Forslag til ny Dyrevelfærdslov satser på at beskytte menneskers følelser frem for at fokusere på at begrænse dyrs lidelser

Af Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet

(Bragt i Weekendavisen den 1. februar 2019) 

Et forslag til ny lov om beskyttelse af dyr vil snart blive fremsat i Folketinget. Peter Sandøe argumenterer her for, at forslaget med sit fokus på såkaldte etiske hensyn, er optaget af at beskytte menneskers følelser frem for at fokusere på at begrænse dyrs lidelser. Han frygter, at forslaget, hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form, kan skabe grundlag for en vilkårlighed i retsudøvelsen.

Indtil for omkring 200 år siden var i det vores del af verden kun ejendomsretten og andre menneskecentrerede hensyn, som satte grænser for udnyttelsen af dyr. Dette ændrede sig i det 19. århundrede, hvor der kom lovgivning, som skulle tjene til at beskytte dyr mod menneskers mishandling og misbrug. Den første lov til beskyttelse af dyr blev vedtaget af det britiske parlament i 1822, og Danmark fulgte trop i 1857, hvor lov om ”straf for dyrplageri” blev indført. Den forbød ”rå mishandling eller anden grusom og oprørende behandling af dyr, navnlig husdyr”. Disse tidlige dyreværnslove sigtede mod at beskytte dyr mod såkaldt ”meningsløs grusomhed”, hvorimod den almindelige brug af dyr til produktion af fødevarer eller beklædning eller som trækdyr ikke blev begrænset. Som det fremgår af citatet fra den danske lov, var fokus på motiver (”rå” og ”grusom”) og på følelserne hos de, der så på (”oprørende”).

Dette ændrede sig gradvist fra midten af det 20. århundrede. I de indledende paragraffer til ”Lov om værn for dyr”, som trådte i kraft i Danmark i 1950, blev perspektivet udvidet til også at omfatte den almindelige måde at holde og passe dyr på. Dyrene skulle ”passes og plejes forsvarligt”, og man skulle sikre sig, at deres opholdsrum var ”forsvarligt indrettet”. Hermed nærmede man sig det moderne begreb ”dyrevelfærd”, som sætter grænser for den almindelige brug af dyr, fx til at producere kød, mælk, æg og pels.

Begrebet ”dyrevelfærd” kom til fuld udfoldelse i den seneste store revision af den danske dyreværnslov fra 1991, som blev indledt med de følgende to paragraffer:

”§ 1. Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.”

Her formuleres et krav om, at dyr i menneskelig varetægt skal have opfyldt deres vigtigste behov; og videnskaben (passende afvejet i forhold til det praktisk mulige) får til opgave at vurdere, om behovene bliver opfyldt.

I Danmark, såvel som i andre europæiske lande, er der fortsat et stykke vej fra idealer til realitet, idet hensynet til dyrenes velfærd i udmøntningen af lovgivningen bliver afvejet i forhold til bl.a. økonomiske forhold. Medens der fx er indført regler, som forbyder fiksering af drægtige søer, er der ikke lavet lovgivning, som sikrer, at søerne kan gå løse i de perioder, hvor de farer og passer deres smågrise. Dette på trods af at velfærdsforskning klart dokumenterer, at søer har behov for at gå løse, også når de er farende og diegivende, og på trods af at det har vist sig praktisk muligt at holde disse søer løse. Når et forbud mod fiksering af farende og diegivende søer ikke bliver indført, skyldes det, at staldsystemer til søer i disse faser er mærkbart dyrere at bygge og mindre effektive at drive. Da den danske svineproduktion sker på markedsvilkår og i høj grad er eksportorienteret, har man fra politisk hold ikke ønsket at lovgive på en måde, så danske landmænd konkurrencemæssigt bliver stillet væsentligt dårligere end deres udenlandske konkurrenter.

Helt generelt ligger der i udfoldelsen og forvaltningen af den eksisterende dyreværnslovgivning en etisk afvejning af på ene side hensynet til at sikre, at dyr i menneskelig varetægt får opfyldt deres forskellige behov, og på den anden side at sikre, at en række menneskelige hensyn bliver tilgodeset. Dette er en del af baggrunden for, at der i loven fra 1991 blev nedsat et dyreetisk råd, som i sine forskellige udtalelser bidrager til forslag om, hvordan denne afvejning skal foretages.

I formålsparagraffen, som indleder det forslag til en ny dyrevelfærdslov, som sendt i høring i efteråret, siges det som noget nyt, at loven ikke blot skal tjene til at sikre, at dyrenes får opfyldt deres behov, men også til at særlige ”dyreetiske” hensyn bliver tilgodeset. Baggrunden for denne nyskabelse er ifølge bemærkningerne til lovforslaget, at der i den nuværende dyreværnslov er indført et forbud mod menneskers seksuelle omgang med dyr, som ”gælder uanset om dyret har lidt overlast eller ej” (underforstået har dette forbud været på kant med den eksisterende dyreværnslovgivning, hvilket man nu vil rette op på).

Den foreslåede nye formålsparagraf i dyreværnsloven vil ikke kun tjene til at retfærdiggøre forbuddet mod dyresex, men vil også åbne for forslag om yderligere lovændringer, som er baseret på ønsket om at begrænse former for brug dyr, der anses som umoralske uden at være velfærdsmæssigt betænkelige. Allerede i 2003 blev det slået fast i en lov, der skulle tjene til at stoppe import af hunde- og katteskind fra Asien, hvor hunde og katte efter alt at dømme holdes og aflives under velfærdsmæssigt uacceptable forhold, at det ikke i Danmark er tilladt at producere skind fra hunde og katte – også selv om det sker på en velfærdsmæssigt set forsvarlig måde. Dette skete i en særlov, da man ikke mente, der var hjemmel for et sådant forbud i dyreværnsloven.

Den gang havde jeg en dialog med den ansvarlige minister, Lene Espersen, om det ulogiske i, at hun ville have forbudt produktion af katte- og hundeskind, samtidig med at hun lige havde forsvaret minkproduktion med henvisning til, at produktion er produktion. Jeg fremførte, at et dyr er et dyr, hvad enten der er tale om en mink, en kat eller en hund. Dertil svarede hun med et smil på læben, at politik er politik. Det er dog ikke uden konsekvenser på denne måde at flytte lovgivningens grænser for brug af dyr. Det næste kunne være et forbud mod al pelsproduktion.

En sådan mulighed er rykket tættere på, idet Norge, som det har været beskrevet i Weekendavisen, er på vej med et forbud mod al pelsproduktion. Og tidligere er tilsvarende lovgivning gennemført i bl.a. Storbritannien og i Holland. I alle tre lande har man i forbindelse med lovgivningen påberåbt sig såkaldt etiske hensyn. Man har ikke argumenteret for, at pelsproduktion skulle være mere dyrevelfærdsmæssigt belastende for de berørte dyr end produktion af kød og andre animalske produkter, men at den derimod er mere uetisk.

I høringsforslaget til den norske regerings lovforslag citeres en hollandsk dom, som slår fast, at forbuddet mod at holde og aflive pelsdyr med henblik på at producere pels er begrundet i en etisk norm, ifølge hvilken det at dræbe for at få mad (en livsnødvendighed) er retmæssig, mens det at dræbe for andre produkter ikke er berettiget. Dette er set ud fra en videnskabelig synsvinkel langt ude i skoven. Ernæringsmæssigt er der tilsyneladende ikke nogen tvingende grund til at spise kød og andre animalske produkter, så længe man spiser med ernæringsmæssig omtanke. Undersøgelser, der har sammenlignet veganere og vegetarer med folk, der spiser kød, har således fundet, at veganere og vegetarer i snit lever væsentligt længere end kødspiserne. I forhold til miljø og klima kan det ydermere være svært at forsvare den nuværende husdyrproduktion. Når man alligevel hævder, at der er tale om et ”etisk” forskel, synes det således alene at basere sig på, at tanken om at holde og dræbe pelsdyr er følelsesmæssigt frastødende.

Det er efter min opfattelse både interessant og betænkeligt, at man i forslaget til en ny lov, der har fået titlen ”dyrevelfærdslov”, er gået bort fra at lade dyrevelfærd og den tilhørende videnskabelige vurdering, baseret på dyrenes adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner, være det afgørende beskyttelseshensyn. I stedet er man gået tilbage til 1800-tallets tanker om, at det er motiver og følelser hos mennesker snarere end reelle konsekvenser for dyrene, der skal danne grundlag for reguleringen af brug af dyr. Interessant, fordi det illustrerer, at lovgivningen i Danmark bevæger sig mere og mere i en moralistisk retning. Betænkeligt, fordi den nye lovgivning danner grundlag for en vilkårlighed i retsudøvelsen, som efter min opfattelse hverken er til gavn for dyr eller mennesker.